Svend Otto S.
- Kirsten Bystrupbibliotekar, 2000
Men der skulle gå mange år, før han - med sine egne ord - ´kom ind i bogen´. Det er ikke noget, vi tænker på i dag, hvor Svend Otto er så anerkendt som nogen. Men rent faktisk var han ved at emigrere i 40-års alderen, fordi de opgaver, han havde lyst til, lod vente på sig. Og det var paradoksalt nok først, da han lagde ugebladstegneriet fra sig og fuldt og helt helligede sig tegning af passionen, træerne, at den første børnebogsopgave kom, Hesten uden hoved af Paul Berna i 1959.
Svend Otto føjer sig ind i rækken af danske naturalister som tegner og akvarellist. Han er uden videre teknisk suveræn i sit udtryk. Lærdommen fra Bizzie Høyers malerskole fornægter sig ikke. Når man først har lært at omsætte et blåt eller brunt øje til gråtoner, så glemmer man det aldrig!
Det sætter også sine spor, at have tegnet og malet hver dag livet igennem. Som akvarelmaler er Svend Otto den ubestridte mester. Han maler ikke blot clairobscur med ubesværet lethed men går også direkte ind i de andre stemninger, som de forskellige bøger lægger op til.
Skal man prøve at sige noget generelt om farverne i hans billeder, er det ikke nok at sige noget om spændvidden i udtrykket. For sit indre øje har man en særlig kvalitet ved Svend Ottos billeder, som det kan være svært at sætte ord på. Uanset litterært forlæg har de en særlig tone. Måske har det at gøre med brugen af komplementærfarver, at hans billeder har denne på én gang blidt klare og dog stærke valør. Der er en særlig klang over Svend Ottos billeder, hvad enten han arbejder som tegner med akvarellen som hjælpemiddel eller folder sig ud i akvarelmaleriet.
En illustreret bog er som et digt, hvortil der er komponeret en melodi
Det var den sædvanlige tøven over for en ung tegner, der gjorde, at der kom til at gå så lang tid, før Svend Otto slog igennem. Allerede i 30´erne og 40´erne gav Svend Otto sig i kast med så forskellige illustrationsopgaver som en skolebog og tegninger til Martin A. Hansens Agerhønen. Men hvorom alting er, så blev ingen af disse billeder nogensinde trykt. Tim og Trine daterer sig også helt tilbage til 1947. Den blev dog trykt, men først 29 år senere. Der blæste andre vinde på børnebogsområdet dengang.
Svend Otto hører til den generation af tegnere, der trods alt har nået at gøre sig gældende som illustrator også af bøger for voksne. Da han fik Kulturministeriets Illustratorpris var det da også for sine aquatinter til Kafkas Processen. Men den illustrerede bog for voksne er i dag en sjældenhed. Skal der være billeder i bøger i dag, er det børnebøger, man taler om. Så vi må glæde os over den række af Danmarks- og verdenshistoriens klassikere, som Svend Otto har nået at sætte i billeder.
For selvom det er som børnebogs illustrator, vi kender Svend Otto, så opfatter han først og sidst sig selv som: illustrator, som den, der oplyser og akkompagnerer teksten. "En illustreret bog kunne sammenlignes med et digt, hvortil der er komponeret en melodi," siger han, "man er billedfortæller og må bruge alt, hvad man har skrabet sammen af iagttagelser og erindringer: dyrs bevægelser, landskaber, belysninger, menneskers holdninger."
Sindet i teksten
Det, Svend Otto ønsker med sine tegninger, er at genskabe tekstens sind i billederne. Ikke blot at omsætte indholdet, fortælle handlingen, men også at opfange stemningen, følelsen, ordklangen. Den litterære tekst udfordrer konstant illustratoren. Det er teksten, der fornyr hans billedskabelse.
"En illustrator er en ´løjerlig´ fætter til forfatteren. Han står med det ene ben i litteraturen, det andet i tegneriet. Han dyrker ikke udelukkende sine egne visioner, som maleren kan, men lytter og skaber ud fra teksten, eller rettere fra det, der står mellem linjerne," siger Svend Otto.
For lige så vigtig som teksten er for Svend Otto, er også forfatterens egen oplevelse af sine personer, sine steder. Har Svend Otto ikke haft mulighed for at kende forfatteren, så har han altid sørget for at kende forfatterens bagland. For som han siger, så kan man ikke illustrere Vesaas uden at have været i Telemarken. Det man har studeret og tegnet, det erindrer man, lyset, bevægelsen, landskabet, til forskel fra fotografiet. "Det, man fotograferer er glemt, så snart det har sagt klik i kassen."
Svend Otto henviser til Kierkegaards Forerindring i Stadier paa livets vej. In vino veritas. Her står der bl.a.: At erindre er ingenlunde identisk med at huske. Man kan saaledes godt huske en Begivenhed til Punkt og Prikke uden derfor at erindre den. Hukommelsen er kun en forsvindende Betingelse. Ved Hukommelsen stiller det Oplevede sig frem for at modtage Erindringens Indvielse.
Netop erindringen er noget meget centralt i selve forståelsen af Svend Ottos billeder. For Svend Ottos billeder udspiller sig netop i det rum, der er mellem det, han umiddelbart ser, oplever og læser og det, han dybt personligt genskaber ud fra erindringen.
Ganske vist siger han, at der kun er én løsning, og det er forfatterens. Han er altid trofast over for en tekst, går til dens inderste nerve, spørger om muligt forfatteren til råds, rejser derhen, hvor historien udspiller sig. Men han har altid sin egen person, sin egen sansning og kulturbaggrund med sig. Det er nok derfor, Svend Ottos billeder har dette særlige liv, denne ægthed, der kendetegner det tidløse.
Naturen spiller altid en væsentlig rolle i Svend Ottos billeder. Han næsten føler sig frem i landskabet. Man kan mærke, at han har vandret der, at han har landskabet i kroppen. Han sanser det skiftende vejr, rusk, regn, snefygning, de voldsomme skift. Han ser de gamle, knudrede træer og tegner dem som levende væsener med deres eget, selvstændige 1000-årige liv.
Han er iboende, tryg, han samler og omtolker med en kærlig glæde elementer, som kunne være faretruende og destruktive. Selv kalder han sig naturalist, "for jeg må have oplevet og set, hvad jeg tegner: træer, naturstemninger, vejrlig, børns og dyrs bevægelser."
At tegne til børn
Svend Otto synes, det er sjovt at tegne til børn, "som er et frisk og billedsultent, lille folk, der lugter til bogen, glæder sig over farverne, lytter til historien og ser på billederne.".
Han har illustreret mangfoldige bøger og tegnet endnu flere omslag og forsider, men det er ganske særligt billedbogen, han har taget til sig og været med til at give en kunstnerisk gyldighed, der har bragt den langt ud over landets grænser. Mere end 50 billedbøger har han tegnet, og her indtager hans eventyrillustrationer en særlig plads: H.C. Andersen, Grimm, Asbjørnsen og Moe, Æsops dyrefabler. Men han har også illustreret en lang række forfatteres meget forskellige tekster, og så har han selv både tegnet og skrevet en række billedbøger.
Illustrationer til børn er hverken nemmere at tegne eller mindre betydningsfulde end illustrationer til voksne. Men af hensyn til barnet må man, siger Svend Otto, begrænse styrken af sin udtryksform. Sådan som han f.eks. gør det i Rødhætte, hvor ulvens farlighed dæmpes af dens særlige, snedige poliske smil og gestus, og hvor små hyggelige sidehandlinger - en fugl på døren, nogle pindsvin på en træstub - er med til at blødgøre den farlige situation.
"Jeg kunne tegne det meget, meget mere uhyggeligt og dramatisk. jeg holder mig langt fra at gå så langt, som jeg kunne. Nej, jeg skræmmer ikke børn, men forsøger at modulere det, så det bliver antageligt uden at blive tamt. Jeg vil ikke lave noget, der bare er grumt og uhyggeligt. Det, synes jeg, er meningsløst - det er også for nem en effekt ."
Denne nænsomme tagen hånd om børnenes oplevelse er ikke et udtryk for at ville forholde børnene det farlige og uhyggelige, som Svend Otto selv tager fat på i sine egne bøger om katastrofesituationer (fx Børnene ved Yangtze Kiang og Stormfloden). Det er heller ikke et ønske om at ville forskønne og gøre billedet uærligt. Svend Otto er grundlæggende ærlig i det, han tegner.
Men fordi han mestrer sit håndværk, kan han gennemspille et uendeligt antal variationer af udtryk i sine billeder og med lethed tage et modtageligt barnesind i betragtning uden at give køb på intensitet, præcision, fortælleglæde. For et billede skal have liv . "Det er det, jeg stadigvæk arbejder på at give mere af," siger Svend Otto, "og der skal være noget man kan kigge på, finde rundt i, få oplevelser af."
H.C. Andersen
Det er H.C. Andersens Grantræet, som Svend Otto betragter som sin første ´egen´ billedbog. En klassisk billedbog, hvor en central situation er tegnet, så kommer der en pause, hvor teksten får lov til at klinge, før der igen kommer en tegning. Det er en bog, der er fuld af stilhed, af afventen, uro og utålmodighed med selve juleaften som det strålende og oplyste højdepunkt.
Det er egentlig en barsk fortælling for børn, for det går jo træet ilde. Til sidst bliver det brugt af tjenestekarlen til optænding. Forventningen om atter at komme til pragt og herlighed indfries ikke. Men Svend Otto tegner den blåhvide stemning i stuen, da træet igen venter på at blive pyntet, og han tegner træet i sin fortrøstningsfulde afventen på loftet i støv og spindelvæv sådan meget selvfølgeligt og nærværende. Man mærker det tyste, og man aner forfaldet, der nærmer sig.
Den dobbelthed, som fortællingen også indeholder, hvor træet bliver til et billede på et menneskeliv, spiller Svend Otto kun op til i selve tonen i sine billeder. Det er tyst og lavmælt, men skildrer intenst og indlevet. På den måde når Svend Otto både barnet og den voksne.
Svend Otto er vendt tilbage til H.C. Andersens eventyr igen og igen i forskellige former. Her indtager Børnenes H.C. Andersen med 16 af H.C. Andersens mere kendte eventyr en særstilling. Den har karakter af at være et hovedværk og har gennem årene vundet stor udbredelse. Her er tale om billeder i farve.
Men Svend Otto har også indfanget eventyrenes særlige stemning i en anden udgave af eventyrene, hvor han tegner med kul. "Jeg elsker den sorte farve," siger han. Når man sammenligner de to forskellige udgaver, er det spændende at se, hvordan Svend Otto hele tiden tegner nye billeder til de samme eventyr. At opleve, hvordan eventyret hver gang får en ny dimension i motivudvælgelse og komposition. Svend Otto tegner aldrig det samme billede to gange.
Nogle af eventyrene har han desuden tegnet som selvstændige billedbøger. Her udmærker især Fyrtøjet (1. udgaven), Den grimme ælling og Den lille pige med svovlstikkerne sig.
Der er det særlige ved Svend Ottos illustrationer til H.C. Andersen, at man altid vender tilbage til dem. Det kan være interessant nok at fordybe sig i udenlandske illustratorers billeder, men der mangler alligevel altid noget. Man kan også vende det om og spørge: Hvad er det, der karakteriserer Svend Ottos billeder?
Det er det, vi oplever som det indlevede, det ægte, det enkle i udtrykket. Eller sagt på en anden måde: Det er Svend Ottos fabelagtige evne til uden videre at ramme ned i vores bevidsthed med sine tegninger af danske landskaber, huse, træer, vejrlig. For der er det særlige ved Svend Ottos eventyrillustrationer, at de udspiller sig i en realistisk verden. Det er det, han helst vil. "En eventyrfigur i en eventyrverden, jo vist kan det virke, men det eventyrlige spadserende hen ad fortovet er mere overraskende - og jeg tror børns verden er fuld af eventyrlighed."
Ganske vist kalder Svend Otto sig for naturalist. Men samtidig skaber han i sine billeder fantastiske og poetiske rum, der går langt dybere end den blotte aftegning af virkeligheden. Dermed kommer hans billeder til at indeholde noget almenmenneskeligt, der - selvom udgangspunktet er dansk - alligevel er umiddelbart genkendeligt på tværs af landegrænser.
Det særligt ´Grimmske´
Umiddelbart tænker man måske ikke så meget over det, men Svend Ottos illustrationer til Grimms eventyr tager fat et andet sted end sædvanligt. Ved at læse eventyrene i originaludgaven har Svend Otto fundet deres særlige lune. Som han selv siger det, "er de fulde af rigtigt bondelune, humoristisk med undertoner af netop snuhed, lune og drilleri." Han mener, at man i romantikken har overstyret det uhyggelige ved Grimms eventyr, og derfor har han i stedet gjort Grimm mere munter, mere sjov, mere hvad han forstår ved ´Grimmsk´. Og hvad er så det?
Det er den scene, hvor eventyrene tidspiller sig. Det er netop ikke midttyske og centraleuropæiske miljøer, men nordtyske for ikke at sige holstenske og nedersaksiske landskaber, han tegner.
Det er den måde, personerne er karakteriserede på. Man mærker sig fx, at hans pigeskikkelser - Tornerose, Askepot, Snehvide - er mere yndefulde, end de er yndige, fordi de på samme tid er sjælfulde og jordnære. Der er nærvær i Svend Ottos persontegning, og når det er dyr, der er aktører, optræder de som næsten menneskeliggjorte, men vel at mærke i dyreskikkelse.
Det er i sit fravalg af det banale, også når det kommer til at udvælge de scener, der skal billedsættes. Fx tegner han Tornerose lige før , prinsen har kysset hende. Billedet på, at de hundrede år er gået, bliver slottets opvågnen med alle de sjove, pudsige og barokke scener, det giver anledning til.
Og selvom Svend Otto i sine billeder altid tager børns egen stærke fantasi i betragtning, bliver han aldrig sødladen. I Askepot står moderen med en kniv i hånden, og der er blod på strømpen, da hælen er blevet kappet. Ved brylluppet er man ikke i tvivl om, at søstrene har fået deres øjne hakket ud. De holder hænderne for. Afslutningsbilledet i Snehvide er netop ikke brylluppets pomp og pragt, men selve kongeborgen, set langt fra, nogle ydre rammer, der ikke sætter sig på børnenes fantasi.
Endelig er der noget ´Grimmsk´ i Svend Ottos forstand ved den måde, naturen indgår som noget selvfølgeligt i hele sceneriet. Da Snehvide løber gennem skoven, ser man dyrene om hende, og det er som om de sammen med træerne beskytter hende. I naturen indtager træerne deres helt egen plads som næsten beåndede og levende individer i naturalistisk form sammen med landskabet og vejrliget, der kommer til at stå som noget tidløst og evigt, som Svend Otto hele tiden vender tilbage til.
"Når man skal hjælpe andre, glemmer man at være bange"
Netop naturen - landskabet, vejrliget - spiller en væsentlig rolle i Svend Ottos egne billedbøger. Det er selvfølgeligt for Svend Otto at gå ud fra de naturgivne forhold og forme sin fortælling som et opbrud og en tilbagevenden med ny indsigt, sådan som det må være hos mennesker, der lever i tæt samklang med og afhængighed af naturen.
I sine bøger gennemrejser Svend Otto Grønland, Færøerne, Island, Kina, Østrig. Han færdes hjemmevant i uvejsomme terræner og på steder, hvor naturkræfterne er mægtige, vejret uforudsigeligt, og hvor menneskene kun kan klare sig ved at kende og respektere de givne forhold nøje. Han har døgnets og årstidernes stemninger i sig. Han er altid meget hjemme og nærværende i sine tegninger.
Det er nok derfor, man aldrig føler sig fortabt undervejs i hans fortællinger om børn, der overraskes af naturens vilde, voldsomme sider. Men det er også fordi børnene - alt andet lige - altid er indforskrevet i en tryg verden. Som fx. Helgi i Helgis store dag. Man har tillid til, at den nødstedte dreng nok skal klare sig.
Børnene i Svend Ottos bøger tager naturligt del i alt, hvad der foregår. De hører med til fællesskabet og har deres del og ansvar for, at tilværelsen kan hænge sammen. Som fx Mei-Mei i Børnene ved Yangtze Kiang. Der er ingen negative følelser i fortællingen om flodens oversvømmelse og den efterfølgende katastrofesituation. Den kollektive følelse, bogen gennemstrømmes af, sætter situationens farlighed ind i et optimistisk, fremadrettet perspektiv.
Netop det er karakteristisk for Svend Ottos egne bøger: At de har en morale. "Det må man jo heller ikke have i dag," siger han, "men jeg har altid en morale. Moralen i kineserbogen (Børnene ved Yangtze Kiang) er, at når man virkelig har noget om ørene, gribes man ikke så let af panik. Når man skal hjælpe andre, glemmer man at være bange.".
Stormfloden gennemspiller det samme tema og hører på en måde til rejsebøgerne, selvom det mere drejer sig om en rejse bagud i tiden. Det er en historie, Svend Otto har med sig fra sin barndom, men som de andre rejsebøger bygger også den på en grundig research på stedet.
En frimodig og livsnær holdning, et åbent og medlevende menneskesyn
Når det kommer til det grundige forarbejde melder et nærliggende spørgsmål sig: Hvordan laver Svend Otto research, når han skal tegne trolde? På det svarer han - med lattermild overbærenhed - at trolde, dem har han mødt masser af i Norge, dem kender han ud og ind.
Norske trolde, har han haft rig lejlighed til at tegne i sit eget udvalg af Asbjørnsen og Moes eventyr. Men de optræder også i hans billedbøger, både de norske (Tim og Trine) og de andre (Dragen og de små søtrolde).
"Jeg vil gøre det fantastiske virkeligt og det virkelige fantastisk," siger Svend Otto. Ligesom han i sine eventyrillustrationer spiller på dobbeltheden og modsætningen mellem det virkelige og fantastiske, gør han det samme i sine egne fortællinger - med modsat fortegn. Rammerne er ganske vist stadig realistiske. Det er de norske fjelde, Tim og Trine færdes i, og dragen og de små søtrolde holder til ved et gammelt træ ved en sø.
Men ved at lade fantastiske skikkelser, som drager og søtrolde jo er, optræde, får Svend Otto et på én gang virkelighedsnært og magisk univers. Det er enkle historier, enkle handlinger, men han fylder dem med spænding og magi, ligesom børn gør med de simpleste ting i hverdagen. I og med, at han besværger de farlige og mørke elementer ved at tage dem med i troldenes og dragens skikkelse, undgår han det banale og sentimentale, der ellers lurer lige om hjørnet, når man giver sig i lag med store spørgsmål om venskabet og kærligheden.
Der er noget befriende og afvæbnende muntert ved historien om venskabet mellem menneskepigen Trine og troldedrengen Tim. Det giver fortællingen en ekstra dimension, at det er troldene, der er bange for menneskene! For det man ikke kender, det fremmede og anderledes, tror man altid er farligt. Og der er noget smukt og i al sin enkelhed rørende ved historien om Klak og troldepigen Tubbis kærlighed.
Der går en lige linje fra Svend Ottos rejsebøger til de to troldebøger. Grundsynet bag dem er det samme. Svend Otto aftegner ingen falsk idyl i sine bøger. I sine rejsebøger viser han, hvordan katastrofen ligger lige om hjørnet. I sine troldebøger fremstiller han ikke venskabet og kærligheden som et problemløst paradis. Livet har både sine mørke og lyse sider, og begge dele hører med. Det man kan gøre er at vælge den lyse side, vel vidende at den mørke altid vil være der.
Det er Svend Ottos særlige evne og styrke som illustrator, at han godt tør se på verden, som den er. Han gør det med en frimodig og livsnær holdning, med et åbent og medlevende menneskesyn.
I et interview blev han engang spurgt, om han havde ambitioner. "Ambition er noget forkert. Det er ikke bare ambition, det er et personligt behov for at sige de ting, man synes, man kan fortælle."
Relaterede forfattere
Bibliografi
Svend Otto S.’ egne billedbøger
Gyldendal, 1993
Illustrerede værker for børn og unge
1940’erne
Poul P.M. (red.): Levende Dansk Lyrik – fra folkevisen til Drachmann. Jespersen og Pios Forlag, 1949.
1950’erne
Holger Drachmann
1957
Fredrik Nygaard
Jespersen og Pios Forlag, 1957
1960’erne
Thomas Holland
1960
1970’erne
H.C. Andersen
1970
Enid Blyton
1970-72
J.K.L. Grimm
1971 (bi 39.12)
J.K.L. Grimm
1972 (bi 39.12)
Kirsten Hare
Gyldendal, 1972.
J.K.L. Grimm
1973 (bi 39.12)
J.K.L. Grimm
1974 (bi 39.12)
J.K.L. Grimm
1975 (bi 39.12)
Maria Gripe
Gyldendal, 1975.
Leif Esper Andersen
Gyldendal (Dingo-bøgerne), 1977.
J.K.L. Grimm
1978 (bi 39.12)
1980’erne
Gunnel Linde
Branner & Korch, 1980.
Knud Hermansen
1981 (bi) Også med titel: Skomagerens kat og andre børnerim. 2003. Billedbog
Lars-Henrik Olsen
1982
Kirsten Hare
Specialpædagogisk Forlag, 1984.
Bent Rasmussen
Gyldendal, 1985.
Kirsten Hare
1986
J.K.L. Grimm
1987 (bi 39.12)
J.K.L. Grimm
1989 (bi 39.12)
1990’erne
J.K.L. Grimm
1994 (bi 39.12)
H.C. Andersen
Gyldendal, 1995. Akvatinter.
2000-tallet
Gyldendal, 2003
Martin A. Hansen
Gyldendal, 2009
Knud, Ejvind Jensen Hermansen
Carlsen, 2018. Illustrator: Svend Otto S., Illustrator: Lone Kunz, illustrator: Palle Bregnhøj.
Om forfatterskabet
Gunnar Jacobsen
1986 (37.13605) I: Børn & bøger, nr. 8, 1986
Jens Andersen
1991 I: Weekendavisen 14. juni 1991.<br />Dansk børnelitteraturs grand old men har rundet endnu et skarpt hjørne. Om Svend Otto og Ib Spang Olsens 40 år i børnebogens tjeneste
Gyldendal, 2016. Redaktører: Annette Wiborg og Kristin Wiborg. Illustrator: Svend Otto. (99.4).
Links
Her får man de vigtigste pejlemærker i Svend Otto S.´s forfatterskab. Årstal for litterære priser, angivelse af debut og markante værker, henvisninger til biografier i håndbøger og links til omtaler på nettet.