Synnøve Søe

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2014

Hovedforfatter

Signe Juul Kraft
journalist, 2008

Med et billede af sit eget hvidmalede ansigt på bagsiden udgav Synnøve Søe i 1989 den medieomsuste roman “Fars”. Romanen beskriver med incestuøse undertoner en piges omtumlede opvækst præget af fraværende, egoistiske forældre og en evig længsel efter omsorg og opmærksomhed. Omdrejningspunktet i Synnøve Søes forfatterskab er det forsømte barn og hvad det på grund af den mangelfulde barndom må slås med i voksenlivet. Hun udfolder denne tematik på vidt forskellige scener, fra et amerikansk rigdomsmiljø i “Regntid” fra 1994 til en dansk forstadslejlighed i “Drengen på stigen” fra 2007. Med en let og direkte skrivestil, der er fyldt med skarpe dialoger og beskrivelser af hovedpersonens tanker og følelser, borer Synnøve Søe sin pen ind i hjertet på læseren lige der, hvor det gør rigtig ondt.

Baggrund

Synnøve Søe blev født den 3. april 1962 i Herlev og voksede op som den ældste af to piger. Hendes forældre blev skilt da hun var ganske lille, hvilket blandt andet kom til at betyde ophold i en række kollektiver og skolegang på tolv forskellige skoler.

”Hun havde ikke noget at skrive om. Hun var så vred. Hvorfor kunne hun dog ikke få fred for virkeligheden?”

“Når den blå hane galer”, s. 182

Synnøve Søe var et meget stille og ensomt barn, der dagligt kæmpede med en længsel efter opmærksomhed og accept, især fra forældrene. Den manglende bekræftelse har hun også i sit voksne liv kæmpet med: “Jeg kan huske en stemning af, at jeg var i vejen. Irriterende. Det var bare ikke okay, at jeg var der. Og det er jo det, jeg kæmper med i dag. Jeg snakker jo. Hele tiden. Ligesom når Pjerrot ude på Bakken trækker de der farvede bånd ud af munden (...) Prøver at underholde, fordi jeg er bange for, at du går. Eller bange for, at jeg ikke er nok. Og at du ikke har fået det, du skal.” [1].

Synnøve Søes far, Poul Erik Søe, er kendt som en vidende og veltalende debattør, og har blandt andet været højskoleforstander, politisk medarbejder ved Det Radikale Venstres Pressebureau, programredaktør ved Danmarks Radio og chefredaktør ved Skive Folkeblad. Endvidere har han skrevet bogen “Store ord i nyt format” og modtaget adskillige legater og priser. Om forældrene siger Synnøve Søe selv: “Min mor var skrap. Sur. Og meget kunstinteresseret. Vi boede i forskellige kollektiver og ude på landet. Min far var fjern. Enormt god til at sige: »Heeeeeeej.« Og så gik der en hel weekend. Og så var han enormt god til at sige farvel.” [1].

Som 14-årig skrev Synnøve Søe sine egne fraværssedler, pjækkede et halvt år fra skole og arbejdede i stedet i en frikadellebod, hvor hun endelig oplevede at være god til noget. Som hun siger i ovennævnte artikel: “Jeg var ikke ret god i nogen af fagene. For så gik vi på en lilleskole, så gik vi på en gammeldags friskole, hvor man skulle aflevere blækstil, så gik vi på en skole, hvor man kun skulle bage chokoladekage og bygge huler, så en almindelig folkeskole og en fin privatskole. Jeg har lært så mange systemer at lære efter, at jeg ikke kunne noget som helst. Men jeg var skidegod til at sælge frikadeller.” [1].

Foto: Ditte Lysgaard Holm/Ritzau Scanpix

Født
3. april 1962 i Herlev.
Død
15. januar 2018 i Århus.
Uddannelse
Journalist.
Debut
Fars, Tiderne Skifter, 1989. Roman.
Litteraturpriser
Ingen.
Seneste udgivelse
Forbudt torsdag. Tiderne Skifter, 2014. Roman.
Synnøve Søe deler sin erfaring med art indspille lydbog. Livagroup, 2014. (0
40)

Karrieren som frikadellesælger endte dog brat, da hun blev taget på fersk gerning i at pjække af sin lærer. Efter ʻfrikadelle-affærenʼ blev hun sendt til Amdi Pedersen på Tvind – et år hun beskriver som det værste i sit liv fyldt med fællesmøder og folk, der klappede som pingviner og råbte “hørt, hørt”. Efter året på Tvind blev Synnøve anbragt hos to lesbiske damer, hvor hun gjorde 10. klasse færdig, og efter endt skolegang flyttede hun til København, hvor hun havde forskellige småjobs. Et af dem var i Illums afdeling for hus og have, hvor hun som 19-årig mødte en mand, som hun var sammen med de næste syv år. Synnøve Søe valgte at uddanne sig som journalist og kom efter endt uddannelse i mesterlære på Billed Bladet og arbejdede siden på Dagbladet i Køge og på Jyllands-Posten.

Den 2. oktober 1989 blev Synnøve Søe et navn i hele Danmark med romanen “Fars”, som beskriver konsekvenserne af en barndom med skilsmisse og forældres selvrealisering på bekostning af børnene. Romanen høstede en enorm – og for Synnøve overraskende – succes: “Det er aldrig gået op for mig, hvorfor det blev så voldsomt. Det var jo bare en bog. Men den blev udsolgt på en dag.” [1].

Med “Fars” satte Synnøve Søe som en af de første ord på den pris, som '68-generationens børn betalte for deres forældres eksperimenterende tilværelse, og det vakte røre i hele landet. Allerede året efter udkom hendes anden bog “No Credit”, som modsat “Fars” ikke fik en særlig positiv modtagelse af kritikerne, hvilket påvirkede forfatteren meget. Så meget at hun – oven i presset efter den store mediestorm i kølvandet på “Fars” – valgte at flytte til New York. Her levede hun i tre år og arbejdede frivilligt med hjemløse børn, skrev romanen “Orm og ar”, der udkom i 1992, og tog på korte ophold i Danmark, hvor hun blandt andet holdt foredrag og optog det populære talkshow “Synnøves”, der blev sendt på TV3. Siden rejste hun til øen Lamu i Kenya, ligesom hovedpersonen Stella i “Når den blå hane galer” fra 2006. Her blev hun et års tid og skrev romanen “Regntid”, der udkom i 1994, og ligesom “No Credit” ikke fik særlig meget eller god omtale i pressen.

Synnøve Søe besluttede efter opholdet i Kenya at rejse til Irland, hvor hun fik arbejde - og stor succes - som journalist på Irlands største avis, The Sunday Independent. Efter tre år i Irland vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun fik sit bedste job nogensinde som brevkasseredaktør på Ekstra Bladet. Et job, hun dog endte med at sige op: “Jeg elskede at have den, men det var ved at slå mig ihjel (...) Jeg havde slet ikke nogen distance til mine læsere, men kastede mig bare ud i dem. Hele døgnet lå jeg og ringede rundt for at høre, om det nu gik bedre med Ib eller Per. Jeg kunne ikke slippe folk igen. Det blev simpelt hen for hårdt.” [1]

I 2006 udkom romanen “Når den blå hane galer” og i 2007 udkom “Drengen på stigen”, der begge fik god kritik fra anmelderne. Om “Drengen på stigen” siger Synnøve: “Det kostede mig næsten livet at skrive den. Den har taget mig seks år. Jeg har været så deprimeret, fordi den gik ind på mig. Jeg skal måske til at gå til psykolog igen. For at få den bog ud af systemet.” [1].

Efterfølgende boede Synnøve Søe i en årrække i Snogebæk på Bornholm med sønnen Romeo og sin Grand Danois, kærlighed. Synnøve Søe blev fundet død den 15. januar 2018 i sit hjem i Aarhus, kun 55 år gammel.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Synnøve Søe deler sin erfaring med art indspille lydbog. Livagroup, 2014. (0:40)

Udvalgte bøger

Beslægtede forfatterskaber

Da Synnøve Søe udgav “Fars”, var der ikke nær så meget fokus på omsorgssvigt, incest og pædofili, som der er i dag. Hun blev fremstillet som en kontroversiel tabubryder, og den voldsomme medieeksponering, blandt andet i talkshowet “Synnøves”, gjorde sit til, at det var svært for Synnøve Søe at blive opfattet – af sig selv såvel som af andre – som en respektabel forfatter. I Synnøve Søes to seneste romaner slår hun imidlertid fast, at det er det, hun er: Forfatter. Med et flydende og levende sprog maler hun sproglige billeder af en livsfilosofi, der tillægger fortiden enorm betydning, men også gør sig tanker om den tilværelse folk i den tredje verden lever. Der er ikke så meget oprør og opgør som i Synnøve Søes tidligere bøger, men nærmere et forsøg på at forlige sig med fortidens spøgelser i stedet for at prøve at flygte bort fra dem.

I dag, som da hun startede med at udgive bøger, skriver Synnøve Søe i en læsevenlig, identificerbar stil, som handler om det almindelige menneske, om eksistentielle problemstillinger og først og fremmest om fortiden, hvis betydning tillægges en altdominerende betydning.

En stor del af Synnøve Søes fokus er på barnet og på vigtigheden af en god opvækst for et tilfredsstillende voksenliv. Denne problemstilling minder i både stil og tema om Tove Ditlevsen. Nogle af temaerne i Synnøve Søes bøger, som eksempelvis incest, omsorgssvigt og en evig følelse af utilstrækkelighed over for forældrene, går igen i Tove Ditlevsens romaner “Man gjorde et barn fortræd” fra 1941 og “Barndommens gade” fra 1943. Det, der kendetegner både Synnøve Søes og Tove Ditlevsens bøger om barndom, er, at de repræsenterer barnets synsvinkel, de fortælles i høj grad af barnet selv og det er hos barnet, sympatien ligger.

I flere af Vita Andersens værker findes der også karakterer, der svigtes i barndommen, hvilket får indflydelse på deres voksenliv og på den måde, de søger nærhed, iscenesætter sig selv på med videre. Eksempelvis handler Vita Andersens roman “Hva’for en hånd vil du ha’” fra 1987 om forholdet mellem en lille pige og hendes mor, der gang på gang svigter hende. Udover, som Synnøve Søe, at beskrive et barns mangelfulde opvækst, behandler romanen også problematikker omkring social arv.

Af nyere forfattere kan nævnes Jonas T. Bengtsson, hvis roman “Submarino” fra 2007 på flere måder minder om “Drengen på stigen”. “Submarino” handler om to omsorgssvigtede brødre og de problemer, de slås med i voksenlivet efter at være vokset op hos en alkoholiseret mor. På samme måde som i Synnøve Søes værker kredser “Submarino” om, hvad dårlige familierelationer betyder i forhold til at få et voksent og velfungerende liv samt, hvor lidt velfærdssamfundet har at tilbyde sårbare børn.

Selvom Synnøve Søes romaner umiddelbart primært virker indadskuende og psykologisk-tematisk funderede, indeholder de ældre såvel som de nyere af hendes bøger også en kommentar til samfundet. Romanerne sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi vælger at leve på i den moderne vestlige verden samtidig med, at de ved hjælp af indsigt i hovedpersonernes indre verden viser, hvilke menneskelige konsekvenser det har at leve på den måde.