BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Tea Bendix
Foto: Jakob Boserup
*Seneste udgivelse

Tea Bendix

Senest opdateret
  • Redaktionen
    marts 2024
Hovedforfatter
  • Anna Møller
    cand.mag., januar 2020

Intro

Tea Bendix’ illustrationer minder om noget, man måske har glemt. Sådan er billedbogskunstnerens tegninger blevet beskrevet, og den skitseprægede og udtryksfulde streg placerer hende i det fineste selskab af danske illustratorer. Tea Bendix arbejder tværmedielt med illustrationer, tekster og grafisk design, og hun har skabt alt fra børneteater til store portrætter af Karen Blixen og liveillustrationer til klassiske koncerter. I 2019 blev hun præmieret af Statens Kunstfond for et værk af særlig høj kunstnerisk kvalitet, da hun sammen med børnebogsforfatteren Marianne Iben Hansen udgav bogen ”Mørkemusen”.

Baggrund

Tea Bendix blev født på Frederiksberg ved København i 1970. Moren var landskabsarkitekt, og faren forskede i væksthuskulturer. Familien flyttede til Wye i Sydengland og boede der tre år, hvor Tea Bendix gik i engelsk børnehave og fik en bror, inden de flyttede til en landsby på Midtfyn, og den femårige Tea Bendix startede på friskole. Her oplevede hun de mundtlige fortællinger, en meget stor musikskole og et aktivt lokalmiljø, hvor man selv måtte gøre noget, for at der skete noget.

”næ jeg har/ skam selv/ en skattekiste/ vil du se? (…) og det her/ er et hul/ jeg har klippet/ i sofaen/ det er en/ hemmelighed/ den her/ er fra min/ fødselsdag/ så pustede/ jeg alle/ lysene ud / det var/ der/ jeg pustede/ den her/ har jeg arvet/ af min farfar/ han var sørøver.”

”Skattekisten”, s. 4-8.
Tea Bendix
Foto: Jakob Boserup
  • Født

    5. oktober 1970 på Frederiksberg, København.

  • Uddannelse

    Designskolen Kolding, 1990-1993. Danmarks Designskole, 1994-1996. Forfatterskolen for Børnelitteratur, 1999-2001.

  • Debut

    Skattekisten. Høst & Søn, 1997.

  • Litteraturpriser

    Landskabsprisen 2009 for kortillustrationen ”Over sø og land i Tarup Davinde”. Danske Autorers hæderspris for samlede værk, 2012. Roskilde Museum Publikums Museumspris 2012 for udstillingen ”Stemmer fra fortiden”. Præmiering fra Statens Kunstfond for værk af særlig høj kunstnerisk kvalitet for ”Mørkemusen”, 2019.

  • Seneste udgivelse

    Herzog, Annette: Hvor hunden ligger begravet. Dansklærerforeningen, 2022. Illustreret af Tea Bendix.

  • Inspiration

    Den nordirske billedbogskunster Oliver Jeffers.

Alle i familien spillede musik eller teater og var optaget af håndværk, og da familien ikke havde fjernsyn, læste og legede Tea Bendix meget, og ofte var legene lavet af papir såsom påklædningsdukker. ”Måske fordi jeg var utrolig lille af min alder kunne jeg ikke holde op med at lege, da veninderne gjorde det. Så musikken og tegningerne holdt mig legende. Jeg tegnede hele tiden, til musikskolebladet, gymnasiebladet og jeg sad på arkitekttegnestue efter gymnasiet, ... men da jeg var 18 år, illustrerede jeg for første gang tre letlæsningsbøger, og lige der forsvandt tiden og alt omkring mig, og så var jeg faldet i gryden.” [1]Anna MøllerInterview med forfatteren. Forfatterweb2019-12-31.

Tea Bendix valgte i 1990 designskolen i stedet for arkitektskolen, og hun hungrede efter at lære at skrive, tegne og lave grafisk design. Selvom det ikke var oppe i tiden at ville illustrere billedbøger, fortsatte Tea Bendix i den retning. Hun mødte mange tvivlere, men brugte timerne inden skole på at tegne og skrive, og midt i en tvivlsperiode mødte hun den folkekære og ikoniske illustrator Ib Spang Olsen (1921-2012). Han blev en mentor og introducerede hende til tegnere, trykkere og forlag, og Tea Bendix flyttede til København og gik i praktik som bladtegner på Information hos tegneren Per Marquard Otzen (f. 1944).

I 1997 debuterede hun med billedbogen ”Skattekisten”, hun fik egen tegnestue i 1998, og i 1999 startede hun på Forfatterskolen for Børnelitteratur. Privat var Tea Bendix gift i tyve år, og parret fik tre døtre sammen, før de blev skilt.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Bogtrailer for billedbogen ”Fuglen”

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Tea Bendix bevæger sig ikke overraskende i et børneunivers, men hendes billedbøger kan sagtens læses af voksne. ”Den morgen vi var hyrder”, der udkom i 2016 som billedbog med koncert og musik-cd indspillet af barokorkesteret Concerto Copenhagen, er et klassisk eventyr. En ung hyrde følger en å i jagten på sin forsvundne fløjte og ender i kongeligt selskab, hvor han bliver vasket og får nye instrumenter. Hyrden spiller for dronningen og hendes følge, så citrontræerne ligefrem sætter frugt, og mødet mellem samfundets øverste og nederste lag er som taget ud af et folkeeventyr fra 1800-tallet. Tea Bendix’ tekst er ligeledes skrevet i et gammeldags sprog med ord som hanekylling, lugtesalt og franske gloser. Illustrationerne, der ledsager fortællingen, er stregtegninger, der er klippet ud og sat sammen i collager, og der er stor dybde i billederne. Både med baggrunde, der anes gennem de kongelige vinduer og med farvelag, der lægger sig som en sky hen over blyantstegningerne. Farvepaletten er som oftest nedtonet i jordtoner med enkelte pastelindslag, så blyantens grafitfarve spiller hovedrollen.

Eventyr og billedbøger har ofte det til fælles, at der er en morale i historierne. Det skyldes, at de tit er skrevet til børn, der gerne skal lære noget om verden gennem (højt)læsningen. Moralen er hos Tea Bendix dog ikke præget af løftede pegefingre, snarere handler den ofte om følelsers værdi og omskiftelighed. I ”Skattekisten” er moralen, at en æske med minder er langt mere værdifuld end en guldbarre, i ”Mørkemusen” er moralen, at man som introvert og angst godt kan blive modig og bryde ud af sin skal, og i ”Fuglen” er moralen, at man skal passe på den betydningsfulde kærlighed og ikke smide den væk. En morale er dog altid noget, man som læser kan fortolke og diskutere. Den åbenhed følger med Tea Bendix’ brug af symbolik og hendes visuelle fortolkning af store følelser.

Tea Bendix eksperimenterer gerne med flere genrer i samme bog. I opslagsværket ”Børnenes Ænsyklopædi” (2008), som Tea Bendix både var med til at redigere, skrive og illustrere, leges der med ordbogsgenren. De små opslag, der er sat i alfabetisk rækkefølge, er hver en lille historie med svingende sandhedsværdi, og de medfølgende tegninger er ligeledes fantasifulde.

Tea Bendix arbejder også tværmedielt, dvs. med flere medier og ikke bare tegninger. I sine livetegninger til eksempelvis musik af trommeslageren Emil de Waal og electronicamusikeren Spejderrobot eller som en del af forestillingen ”Paper Works” (2016) bruger hun hele kroppen i sit udtryk og sin performance. I ”Paper Works” udfyldte Tea Bendix over et kvarter et stort ark papir med tegninger, mens skuespilleren Thomas Danielsen tilsyneladende forsøgte at forhindre hendes tegninger, og klassisk musik spillede i baggrunden. Hver forestilling endte forskelligt, og der var både motiver og abstrakte former blandt tegningerne. På den måde bliver også tegneprocessen belyst som en del af tegningen.

Beslægtede forfatterskaber

I brugen af blyantstegninger, der visse steder ser næsten skitseagtige ud, kan Tea Bendix’ illustrationer minde om Ib Spang Olsens. Også han tegnede med en levende og vibrerende blyantsstreg, der gjorde især hans livagtige portrætter af babyer og småbørn meget populære. Forskellen mellem de to er, at Tea Bendix ikke tegner realistisk, men udtryksfuldt, og hun ændrer stil alt efter det forlæg, hun sidder med. Selv har hun i en podcast udtalt, at hun foretrækker blyanten, fordi enhver tøven og følelse kan ses i blyantstegningen.

I ”Mørkemusen” er afbillederne af mus næsten barnlige, og farvelægningen af mørkemusens sorte snude er eksempelvis tværet ud til en sort klat. På den måde er illustrationerne med til at underbygge det naive og skrøbelige univers, der opridses med Marianne Iben Hansens poetiske og umiddelbare tekst om en bange mus. Også Tea Bendix forsøger i sit håndværk at være umiddelbar i sit udtryk og øver sig bl.a. i at tage til koncerter, hvor hun tegner, mens musikken spiller, men ikke må kigge på sin blok. På den måde bliver hendes arbejde ikke bevidst eller kontrolleret, men snarere i direkte linje med det, hun hører.

I flere bøger arbejder Tea Bendix med collager, som giver bogsiderne en stoflig dimension, der ikke ville kunne opnås, hvis illustrationerne udelukkende var blevet lavet digitalt. Samme effekt giver mørkemusens udtværede snude – den viser, at nogen har haft fingrene nede i arbejdet med tegningen. Også en børnebogsforfatter som svenske Gunilla Bergström (f. 1942) arbejder med collager, stoflighed og materialer, bl.a. i den højtelskede serie om Alfons Åberg, hvor stoflapper er en del af det sammensatte udtryk.

Tea Bendix’ billedbøger overskrider grænsen for børnelitteratur. De er poetiske, sanselige, smukke og symbolske, og allerede i sin debut ”Skattekisten” legede hun med andre genrer. Både tekst og billeder kan fortolkes af læseren, der inviteres ind i et udtryksfuldt univers med kærlighed, længsel og misundelse.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Børnebøger

Skattekisten
Skattekisten

Tea Bendix

Høst & Søn, 1997.

Bendix, Tea (ill.) og Bent Rasmussen: Suttetræet
Bendix, Tea (ill.) og Bent Rasmussen: Suttetræet

Høst & Søn, 1998

Vidunderbarnet
Vidunderbarnet

Tea Bendix

Carlsen, 2001.

Albert og ARKEN

Tea Bendix

Carlsen og ARKEN Museum for Moderne Kunst, 2005.

Bendix, Tea, Hanne Kvist og Elin Algreen (red.): Børnenes Ænsyklopædi

Gyldendal, 2007

Bendix, Tea (ill.) og Thorstein Thomsen: Cirklen og andre cirkeldigte
Bendix, Tea (ill.) og Thorstein Thomsen: Cirklen og andre cirkeldigte

Forlaget Carlsen, 2012

Bendix, Tea (ill.) og Marianne Iben Hansen: Fuglen
Bendix, Tea (ill.) og Marianne Iben Hansen: Fuglen

Gyldendal, 2015

Den morgen vi var hyrder
Den morgen vi var hyrder

Tea Bendix og Poul Høxbro

Forlaget Carlsen og Concerto Copenhagen, 2016.

Bendix, Tea (ill.) og Thorstein Thomsen: Fortællingerne om Frede
Bendix, Tea (ill.) og Thorstein Thomsen: Fortællingerne om Frede

Turbine Forlag, 2016

Bendix, Tea (ill.) og Marianne Iben Hansen: Mørkemusen
Bendix, Tea (ill.) og Marianne Iben Hansen: Mørkemusen

Gyldendal, 2019

Anderledes med drenge
Anderledes med drenge

Patrick Ness

Carlsen, 2020. Illustreret af Tea Bendix.

Hvor hunden ligger begravet
Hvor hunden ligger begravet

Annette Herzog

Dansklærerforeningen, 2022. Illustreret af Tea Bendix.

Børneteater

Bendix, Tea (manus): Natten Før. Teater Lille Hest

2007

Fagbøger

Bendix, Tea (ill.) og S. A. Sørensen: Easy puzzles. Bingo Box
Bendix, Tea (ill.) og S. A. Sørensen: Easy puzzles. Bingo Box

1989

Bendix, Tea (ill.) og M. Sivertsen: Hvad glemte Pernille? Bingo Box
Bendix, Tea (ill.) og M. Sivertsen: Hvad glemte Pernille? Bingo Box

1989

Bendix, Tea (ill.) og M. Sivertsen: Hvad fik Peter? Bingo Box

1989

Bendix, Tea (ill.), Wendt og Nordberg: Velfærdsstaten, et system under forandring
Bendix, Tea (ill.), Wendt og Nordberg: Velfærdsstaten, et system under forandring

Alinea, 1996

Bendix, Tea (ill.) og Malene Bendix: Morild
Bendix, Tea (ill.) og Malene Bendix: Morild

Dansklærerforeningen, 2000

Bendix, Tea (ill.) og Malene Bendix: Planter du kan spise
Bendix, Tea (ill.) og Malene Bendix: Planter du kan spise

Dansklærerforeningen, 2000

Bendix, Tea (ill.) og Anthony Masters: Tom i Rockercity. Agertoft
Bendix, Tea (ill.) og Anthony Masters: Tom i Rockercity. Agertoft

2000

Hekse og heksejagt i fortid og nutid. Agertoft
Hekse og heksejagt i fortid og nutid. Agertoft

Tea (ill.) og Milton Meltzer Bendix

2001

Nøddeknækkeren, frit efter E.T.A Hoffmann, illustreret kopimappe med CD. DR Multimedie og Dansk Sang
Nøddeknækkeren, frit efter E.T.A Hoffmann, illustreret kopimappe med CD. DR Multimedie og Dansk Sang

Tea Bendix

2003

Bendix, Tea (ill.), Andersen og Fristrup: Fransk grammatik til samtale og forståelse, grundbog og øvehæfte
Bendix, Tea (ill.), Andersen og Fristrup: Fransk grammatik til samtale og forståelse, grundbog og øvehæfte

Alinea, 2005

Drengen fra Odense, hæfte med CD. DR Multimedie og Dansk Sang
Drengen fra Odense, hæfte med CD. DR Multimedie og Dansk Sang

Tea, Søren Graff Bendix og Linda Vilhelmsen

2005

Bendix, Tea (ill.), Povl Balslev og Rikke Birkemose: Kaluga Lanterne. Dansk Sang
Bendix, Tea (ill.), Povl Balslev og Rikke Birkemose: Kaluga Lanterne. Dansk Sang

2007

Bendix, Tea (ill.), Malene Bjerre, Jørgen Demant, Christiane Gammeltoft-Hansen, Jesper Hyldahl, Tine Illum, Bo Hakon Jørgensen, Kirsten Jørgensen og Elof Westergaard.: Epistelklip, glimt, påstande og forskydninger
Bendix, Tea (ill.), Malene Bjerre, Jørgen Demant, Christiane Gammeltoft-Hansen, Jesper Hyldahl, Tine Illum, Bo Hakon Jørgensen, Kirsten Jørgensen og Elof Westergaard.: Epistelklip, glimt, påstande og forskydninger

Forlaget Eksistensen 2018

Bendix, Tea (ill.) og Oluf Borbye Pedersen i samarbejde med Kristian Sjøgren: Magtfulde mikrober
Bendix, Tea (ill.) og Oluf Borbye Pedersen i samarbejde med Kristian Sjøgren: Magtfulde mikrober

Politikens Forlag, 2019

Om forfatterskabet

Forfatterens hjemmeside

Her kan du finde oplysninger om bøger, teater, radio, apps, udstillinger mm.

Livetegning med musikerne Emil de Waal og Spejderrobot

Livetegning med skuespiller Thomas Danielsen til forestillingen Paper Works

Podcast med Anne Middelboe og Tea Bendix

Kunstnermødet på dk4.

Arbejdspladsen: Tea Bendix

Tea Bendix

Information, 2016-09-03.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Interview med forfatteren. Forfatterweb

Anna Møller

2019-12-31