Vladimir Sorokin

Genrer og tematikker

Sorokins forfatterskab afspejler de sidste tredive års politiske og kulturelle udvikling i Rusland. Det begyndte i opposition til Sovjetstaten i et opgør med dens æstetik, sprog og propaganda. Efter Sovjetunionens sammenbrud i 1990’erne var det karakteriseret ved et kompromisløst opgør med sovjettidens hykleri, tabuer og fortrængninger samt en søgen efter en ny mening i den posttotalitære virkelighed. Og i de seneste værker, heriblandt ”En opritjniks dag”, hudfletter Sorokin Putins Rusland og advarer mod den totalitære ideologis genkomst.

Sorokin blotlægger ikke kun ideologier, men også litteraturens indre mekanismer og virkemidler ved at lege med stil og genre. Han har i den forbindelse udtrykt i et interview, at han ikke opfatter sig selv som forfatter i konventionel forstand. ”I modsætning til rigtige forfattere kan jeg ikke blive genkendt på min stil, fordi jeg ikke har min egen stil ” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, side 161)

Sorokins opfattelse af sin rolle som imitator bunder i hans udgangspunkt som konceptkunstner i Sots Art bevægelsen i den sovjetiske undergrund i 1970’erne og 1980’erne. Sots Art var en sovjetisk pendant til den amerikanske Pop Art, der opstod som reaktion på den kommercielle massekultur, hvor eksempelvis Andy Warhol brugte reklamens klicheer i sin kunst. Inden for Sots Art var det ikke forbrugerismen, men sovjetideologiens sprog og æstetik, der blev afdækket og udstillet ved at bruge selv samme æstetik i en ny og overraskende sammenhæng.

Sorokin har fra begyndelsen af sit forfatterskab udviklet en chokteknik, hvor han leger med læserens forventning. Han lægger sig minutiøst op ad en kendt konventionel stil. Det være sig den socialistiske realisme, der var Sovjetunionens officielle litterære genre, eller den klassiske russiske 1800-tals roman. Derefter sønderriver han den verden, han møjsomt har skabt, ved at lade den eksplodere i vold og kaos. Dette ses f.eks. i romanen ”Roman” (1994), der er skrevet i karakteristisk 1800-tals prosa. Her opbygges en velkendt landlig romantisk idyl, som brutalt rives i stykker, da titelpersonen Roman over 300 sider henne i romanen pludselig slår alle landsbybeboerne ihjel med en økse og tildækker kirken med deres lig.

Denne absurde og groteske vold optræder hyppigt i Sorokins forfatterskab, der byder på detaljerede beskrivelser af vold, voldtægt og lemlæstelse. Volden kan fortolkes som en afspejling af og reaktion på en voldelig fortid præget af massedrab og tortur under Sovjetstaten og en samtid præget af en opløsning af alle værdier. Volden synes dog også at fungere på et eksistentielt plan, hvor den synliggør menneskets lidelsesfulde forankring i kroppen og forsøg på at undslippe denne. Kroppen i alle dens afskygninger står som et centralt tema hos Sorokin, der udpenslende beskriver alle aspekter af den kropslige tilværelse.

Sorokin har vakt stor forargelse på grund af sin provokerende stil og kontroversielle temaer, men insisterer på at alt er tilladt i litteraturens verden, som han har udtrykt det i et interview.

“Jeg skelner altid mellem det etiske og det æstetiske. I den æstetiske sfære er alting tilladt, især fordi langt fra alting er tilladt i livet som sådan. Det jeg tillader i litteraturen, ville jeg aldrig tillade i det virkelige liv, men der er ikke noget modsætningsforhold i det for mig, hvad læseren end måtte tænke. Der er ikke noget problem med moral i litteraturen, fordi moralen slutter uden for vores krops grænser, den slutter så at sige hvor vores hænder ender. Der begynder der et andet rum. Litteraturen i sig selv er livløs. Det er jo bare papir. Den kan ikke gøre dig noget” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, s. 159).

Beslægtede forfatterskaber

På spørgsmålet om hvilke forfattere, der har øvet størst indflydelse på hans forfatterskab, svarede Sorokin engang, at det, der havde influeret mest på det, var hans barndoms traumer. Der er da også rigeligt materiale til freudianske fortolkninger i Sorokins værker. Om indflydelsen fra Freud siger Sorokin:” Jeg synes at Freuds (og Jungs) ideer må betragtes som metaforer, ikke som videnskab, og jeg bruger gladelig disse metaforer når de forekommer mig relevante” (Interview med Sally Laird, Voices of Russian literature: Interviews with Ten Contemporary Writers, s. 156).

Sorokin bedyrer selv, at malerkunst og filmkunst har øvet større indflydelse på ham end litteraturen, men han nævner dog gang på gang den store russiske 1800-tals forfatter Tolstoj som sin lærermester og inspirationskilde. Om Tolstoj siger han:

”Jeg står konstant i lære hos Tolstoj. Han er for mig, hvad Bach er for en musiker - fundamentet for alt. Jeg støtter mig til hans frygtløshed, når han skaber verdener” [3]Thomas Thurah”Hep-hep, Lillefar”Politiken, 2009-12-10..

Ud over indflydelsen fra Tolstoj og den russiske 1800-tals realisme ses et tydeligt slægtskab med den russiske groteske og satiriske tradition, som går tilbage til Gogol.

Inden for denne tradition er det nærliggende at se paralleller til Mikhail Bulgakovs groteske sovjetsatire, især i hans romaner ”En hunds hjerte” og ”Mesteren og Margarita”

Endelig synes Sorokin at være influeret af den dystopiske genre i litteraturen. Her står han med ”En opritjniks dag” i gæld til Jevgenij Samjatin, der skrev den banebrydende fremtidsroman ”Vi” i 1920, som var en forløber til Huxleys ”Fagre nye verden” og Orwells ”1984”.

Sorokins detaljerede og provokerende beskrivelser af sex og vold i alle afskygninger kan vække mindelser om den amerikanske forfatter Bret Easton Ellis, der i romanen ”American Psycho” gør brug af samme chokeffekter i sin satiriske beskrivelse af den amerikanske forbrugskultur i 1980’erne. Ligesom hos Ellis er det hos Sorokin vigtigt at holde sig for øje, at voldspornografien ikke er et mål i sig selv, men et middel til at fremføre en prægnant og vedkommende samfundskritik af et nutidigt Rusland, der befinder sig i et moralsk og ideologisk tomrum.

”Snestormen” er en litterær odysse. Som nævnt spiller den op af Tolstojs ”Herre og tjener” i handling og tema, lige som den også hilser på Gogol, i hvis absurde fortælling ”Næsen” næsen bliver en selvstændig skikkelse. Makkerparret Garin og Perkhusja minder om rejsefællerne Sancho Pança og Don Quixote i Cervantes’ ”Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha”. Jonathan Swifts allegoriske samtidskritik i ”Gullivers rejse” og heri kirurgens rejse til lilleputland minder også på mange måder om ”Snestormen”.

I Frans Kafkas ”En landlæge” er der en distriktslæge, der har et uopsætteligt ærinde ude i snestormen og akut mangler en hest. Lægen er drevet af sit kald til at hjælpe folket, og også her er der ‘ujordiske’ heste i stalden.

Islandske Jón Kalman Stefánsson skrev i ”Englenes sorg” (2009) om landposten Jens og drengen, der begiver sig ud på en lang, uopsættelig rejse gennem en nederdrægtig snestorm. Undervejs møder de lige præcis nok mennesker til at overleve, mystiske væsener og døde kvinder. Rejsen ligner Garin og Perkhusjas, og accepten af det mærkværdige og overnaturlige lyser også i begge værker.

Sorokin er i åben dialog med en lang række af verdenslitteraturens hovedværker i det, der på bagsiden af ”Snestormen” kaldes ”alle tiders litterære russiske snestorm”.

Relaterede forfattere