”- Jeg vil aldrig nogensinde være voksen, hvisker Minna til Villy, som halser spændt, da hun kaster med grønne æbler (…) Minna danser. Han bider fat i hendes kjole, så der kommer en flænge. Minna falder og skraber knæet. Hun kan mærke Villy ved sin nakke, da hun ligger på maven og rejser sig hurtigt op igen.”
”Villy” i ”Skifting og Bjergtaget”, s. 263.
Også i denne bog udvisker Weitze grænserne mellem det realistiske og det fantastiske, så selv de mest fantastiske eller overnaturlige hændelser fremstilles som logiske og del af den realistiske fortælling. I fortællingen ”Vinter” hedder det f.eks.: ”Da mor ventede Kirstin, lå hun inde i maven uden at kunne se. Kirstin og maven voksede sig så stor, at mors hjerte til sidst faldt derned. Hjertet voksede sammen med Kirstin og gled med ud, da hun blev født. Idet jordmoderen klippede navlestrengen over, holdt mor vejret og havde ikke trukket det siden.” (”Vinter” i ”Skifting og Bjergtaget”, s. 178). Kirstin bærer derfor rundt på sin moders hjerte, men mod slutningen af novellen skæres hjertet fri og lægges i fryseren – hvorefter det tilberedes i flødesovs og spises af Kirstins intetanende mand.
Novellen handler bl.a. om moderkærlighed, barnets selvstændiggørelse og overgangen til voksenlivet, men på trods af den klare symbolik er det også et eksempel på den særlige tvetydighed, der kendetegner Weitzes skrivestil. Det realistiske og genkendelige kombineres med sære og groteske elementer på samme niveau i teksten, så det groteske fremstilles som logisk. Et andet gennemgående træk i forfatterskabet er intertekstuelle referencer – det vil sige implicitte henvisninger til andre fortællinger eller eventyr. I novellen ”Villy” henvises der f.eks. til den bibelske syndefaldsmyte, eventyret om Rødhætte og ulven samt bjergtagningsmyten.
Charlotte Weitze
Eventyr er forstørrede billeder af livet, har Charlotte Weitze engang udtalt. Hun er kendt for at inddrage motiver fra folkeeventyret og væsener fra folketroen i sine fortællinger. Weitze skaber un...
Læs hele forfatterportrættet