”Davids ben rystede. Hjertets kraftige banken gjorde ham stakåndet. Han trak en kæmpe mundfuld luft ind (…) Sveden løb ned ad tindingerne af koncentration, anstrengelse og nervøsitet. Selve statuen af Columbus var meget højere end det havde set ud nede fra jorden. Den var næsten tre meter. Han klatrede det sidste stykke op, indtil han sad på skulderen af Columbus.”
”Den gyldne nøgle”, s. 175-176.
Det bliver en hæsblæsende og farefuld jagt gennem Spaniens blodige og fantastiske historie, for tvillingerne forfølges af snigmordere fra Aghakaner-brigaden, som vil slå alle medlemmer af broderskabet ihjel og stjæle den gyldne nøgle. Undervejs skal tvillingerne løse mystiske gåder, de hører sagn og profetier og oplever verdener, de ikke anede eksisterede. Deres søskendeforhold sættes på prøve, for de er langtfra altid enige, men deres forskelligheder er tilsammen en styrke.
Historien er grundigt researchet og bærer præg af forfatterens store kendskab til og interesse for Spanien. Forfatteren blander historiske begivenheder, personer og steder med fiktive karakterer og situationer. Der er farverige beskrivelser af Alhambrapaladset og Sultan Boabdil (1460-1533), som var den sidste arabiske hersker i Sydspanien. Han kæmpede mod det katolske, kristne kongepar Ferdinand og Isabella, der indtog Alhambra i 1492. Fiktive karakterer som Tío Pepe er også med til at gøre historien sjov og underholdende, og hans blanding af spansk-dansk er let forståelig for børn. Der findes desuden en mini-parlør bagerst i bogen, som forklarer ordene. Forfatteren skriver i et letflydende sprog, ofte i en humoristisk tone, og målgruppen er klart børn.
Lene Dybdahl
Fantasyserien ”Nøglens vogtere” er Lene Dybdahls debut som forfatter. Spanien og Alhambra paladset er velkendte steder for forfatteren, som sender seriens hovedpersoner, tvillingerne Laura og David...
Læs hele forfatterportrættet