”Hun måtte ikke skrige. Måtte ikke vække børnene. Han holdt hende fast om halsen med den ene hånd og klemte hendes bryster så hårdt med den anden, at mælken blev presset ud. Hun blødte. Hold kæft, hviskede han.”
”Dødevaskeren”, s. 78-79.
Flere af romanens karakterer fremstår som hinandens modsætninger. Den kærlige og rummelige mormor står i kontrast til farmoren, der med sit had og sin bitterhed forpester hele familien. Morfaren Darwésh er romanens helt, ikke kun fordi han har en fortid som soldat, men i det at han som den eneste mand i bogen tør kritisere Islam og sætte spørgsmålstegn ved det kvindesyn, der dominerer i den kurdiske landsby. Han er ikke muslim, men ud af en zarathustrisk slægt. Han læser både Biblen og videnskabelige bøger om jomfruhinder, og så har han giftet sig på grund af kærlighed.
Ud over dialogen, som bærer fortællingen fremad, er Omars sprog karakteristisk ved en udpræget brug af beskrivelser og billedsprog. Særligt sammenligninger benyttes, når hun beskriver personer og miljøer: ”Solens stråler flagrede som et slør ind gennem vinduerne og den åbne dør ud til haven. Flygtigt som florsukker drysset over en skinnende, frisk baklava.” Lyset konnoteres med kvindelige dyder, og naturen besjæles, når bjergene til eksempel sukker, og vindens isnende tænder griber fat i byen og dens beboere.
Misogyni – kvindehad – er det altoverskyggende tema i ”Dødevaskeren”. Den mandsdominerede kultur, der beskrives i romanen, fremstår som årsagen til de mord, den vold og undertrykkelse som romanens kvinder udsættes for. Golfkrigen udgør en udefrakommende trussel, men selv i familiens skød, hvor børn og kvinder burde kunne føle sig trygge, er incestuøse overgreb og æresdrab medvirkende til, at selv de mest rettroende kvinder begynder at vakle i deres tro på Allah.
Sara Omar
Den dansk kurdiske forfatter Sara Omar skriver på et ønske om at reformere Islam. Hun vil med sine debutromaner problematisere vold, undertrykkelse, stigmatisering og social kontrol af kvinder i Ku...
Læs hele forfatterportrættet
