Sara Omar

Emneord:

Senest opdateret

Louise Rosengreen
cand.mag., januar 2020

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., 2017

Den dansk kurdiske forfatter Sara Omar skriver på et ønske om at reformere Islam. Hun vil med sine debutromaner problematisere vold, undertrykkelse, stigmatisering og social kontrol af kvinder i Kurdistan, men også blandt muslimer i Vesten. Romanerne er inspireret af hendes egen livshistorie og de skæbner, hun har mødt i sit frivillige arbejde med udsatte kvinder og børn. Selv kalder hun sin debut ”Dødevaskeren” fra 2017 for et kampskrift, for hun er velvidende om, at hendes brutale skildringer af hadforbrydelser, omskæring og incest ikke vil blive modtaget med lige så stor begejstring af samtlige læsere, som de er blevet af den danske presse.

Baggrund

Sara Omar er født og opvokset i Kurdistan i det nordlige Irak og har, siden hun var barn, tegnet og skrevet meget. I 1997 måtte hun sammen med sin familie flygte på grund af krig, og hun kom til Danmark som 15-årig efter at være blevet familiesammenført. Hendes digte bragte hende i 2012 til WEYA, der er en international festival for unge, talentfulde kunstnere, som afholdes i England. Her repræsenterede hun Kurdistan og optrådte sammen med både musikere og skuespillere. I forbindelse med festivalen udtalte hun: ”Jeg har været igennem meget i mit liv. Jeg har været i krig, jeg har levet forskellige steder, følt mig hjemløs… og det er faktisk om mit liv. Så hvis du læser mine digte vil du få et klart billede af, hvordan jeg har levet.” [1]. Samme år læste hun et af sine digte op til en mindehøjtidelighed på Christiansborg for ofrene for massakren i Halabja i 1988. Dette digt blev i en let omskrevet udgave trykt i antologien ”Ord på flugt”, der blev udgivet af Dansk PEN i 2016.

”Netop, min dreng. De to guders ord kaster den samme skygge, og enhver bog er intet andet end sin forfatters skygge, og det er derfor, vi altid skal forholde os kritisk til de ting, vi læser, især hvis de hævdes at være skrevet af en overjordisk magt for mange hundrede år siden. Han tøvede et øjeblik. Det eneste, der burde kaste så lange skygger, er bjergene.”

”Dødevaskeren”, s. 214.

Foto: Les Kaner

Født
1986 i Kurdistan.
Uddannelse
Kandidatstuderende i statskundskab på Syddansk Universitet.
Debut
Dødevaskeren. Politikens Forlag, 2017.
Litteraturpriser
Læsernes Bogpris, 2018. Ekstra Bladets hæderspris ”Årets Victor”, 2018. Martin Andersen Nexø Fondens litterære pris, 2019. Menneskerettighedsprisen, 2019. De Gyldne Laurbær, 2019. Bjørnsonprisen, 2021.
Seneste udgivelse
Skyggedanseren. Politikens Forlag, 2019. Roman.
Inspiration
Arbejdet som bestyrelsesmedlem i danske kvindeorganisationer.

Antologien var en kommentar til den såkaldte ”flygtningekrise” og er en samling af digte og noveller forfattet af 15 flygtninge med forskellige baggrunde. I digtet ”Barndommens tavshed” beskriver Sara Omar et jeg på flugt og det indre torturkammer, som oplevelsen medfører. Digtet er skrevet i et kompakt billedsprog og udtrykker angst, usikkerhed og en skrøbelig sansning af omgivelserne.

Det var først med romandebuten ”Dødevaskeren” (2017), hvis fremstillinger af kurdiske kvinder har skabt både debat og forargelse, at Sara Omar blev et kendt navn uden for det kurdiske miljø i Danmark. Frem til udgivelsen valgte hendes forlag at hemmeligholde hendes navn for at beskytte hende, og efter udgivelsen er hun kommet under politibeskyttelse. Parallelt med sine studier i jura og statskundskab har hun været et flittigt bestyrelsesmedlem i danske og udenlandske kvindeorganisationer.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Sara Omar taler om "Dødevaskeren" i Aftenshowet, 2017.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

”Dødevaskeren” indledes med et citat fra Koranen, hvor urenheden ved at forrette sin nødtørft sidestilles med det at have rørt ved en kvinde. Den urene kvinde er et kernemotiv i Sara Omars fortællinger, hvor antallet af kvinder, der uretmæssigt mister livet på grund af ubegrundet mistanke om synd, stiger kapitel for kapitel. Det kurdiske miljø, som Sara Omar beskriver, er kvindeundertrykkende og dybt religiøst. De fiktive personer handler ud fra deres tro, og de citerer flittigt fra Koranen, når de taler sammen eller beder. Der er en verden til forskel på de to køn og deres livsvilkår i de dele af romanerne, der foregår i Irak, men selv da Frmesk er blevet voksen og kommet til Danmark, forfølger de kurdiske mænd og deres moral hende. Fortiden kommer til hende i mareridt, og hun gennemlever igen de overgreb, som hendes familie i Kurdistan ikke formåede at beskytte hende imod.

Sara Omar har valgt at skrive sin fortælling som en roman, da hun foretrækker det potentiale, som fiktionen har. Genren giver hende frihed til at udvikle karakterer og deres skæbner, samt belyse globale problematikker på en anden måde end gennem dokumentarisme.

Hun kalder selv ”Dødevaskeren” for sit kampskrift, og romanen er da også både autofiktion og religionskritik. Der er tydelige sammenfald mellem hovedpersonen Frmesk og forfatteren selv. De er født samme år i samme del af verden og med samme karakteristiske hvide hårtot. Men i de interviews, Sara Omar har givet i forbindelse med udgivelsen af debuten, har hun ikke ønsket at kommentere sin egen fortid. I stedet har hun rejst en mere generel debat om muslimske kvinders vilkår. I et interview i Politiken siger hun: ”Budskaberne i min bog er ikke kun rettet mod Danmark, de er rettet mod verden. For der er ikke nødvendigvis forskel på mig og en muslimsk kvinde, der bor i Norge. Eller i Mellemøsten. For når vi flytter rundt, tager vi vores overbevisninger, vores kultur, vores religion - alt det, vi står på - med os. Og jeg siger ikke, at det hele skal smides væk, men jeg siger, at der er nogle ødelæggende elementer og mekanismer i Koranen, i religionen, i kulturen, som verdenssamfundet er nødt til at tage alvorligt.” [3].

I 2019 blev Sara Omar tildelt Menneskerettighedsprisen for med sine romaner at sætte ord på tabuiserede temaer som pædofili, incest, voldtægt og psykisk vold. Det gør hun, ved gentagende og udførligt detaljeret at beskrive overgrebene. Det er et bevidst stilistisk valg, hun har taget, da hun i kampen mod undertrykkelse ønsker at skabe en større forståelse for alle involverede.

Beslægtede forfatterskaber

På udgivelsesdagen for Sara Omars debut blev ”Dødevaskeren” omtalt på flere af de danske dagblades forsider. Informations Peter Nielsens anmeldelse havde rubrikken ”Først Yahya Hassan, nu Sara Omar”, og Nielsen er ikke den eneste, der fremhæver lighederne mellem Omars roman og Yahya Hassans digte. De skriver begge om nydanske miljøer og problematiserer mødet mellem den vestlige og mellemøstlige kultur. I ”YAHYA HASSAN” (2013) beskriver Hassan en opvækst i en voldelig familie i Danmark, samt et ungt jeg, der bevæger sig ud ad en kriminel løbebane. Men hvor Hassan skriver digte med versaler i et bevidst fejlfuldt og opbrudt sprog, er Omars roman en meget klassisk fortælling. Den veksler mellem et nutidigt spor, der udspiller sig i en hospitalsseng, og en familietragedie, der foregår i et krigsramt Kurdistan. Omdrejningspunktet i familiehistorien er kvinderne og deres hverdag. Hvordan de laver mad, kærner smør, dyrker tomater, føder børn og går til bøn skildres fra kvindernes synsvinkel.

Dødevaskeren, hendes mod og modstand kan sammenlignes med den kvindelige hovedperson i Anne-Cathrine Riebnitzskys debutroman ”Den stjålne vej” fra 2012. Heri kæmper afghanske Malika for at forbedre sine medsøstres vilkår i et krigsramt Afghanistan. Riebnitzskys romankarakter er inspireret af virkelige kvinder, som hun har mødt via sit arbejde som sprogofficer i Mellemøsten.

Sara Omars håb er, at hun med sine romaner kan bidrage til at rykke ved gældende normer og sætte en politisk dagsorden. En anden dansk forfatter, der deler denne vision, er dansk-afghanske Geeti Amiri. I erindringsbogen ”Glansbilleder” (2016) gengiver hun sin fortid på flugt og sine mandelige familiemedlemmers voldelige og undertrykkende opførsel. Amiri, der også er blogger og samfundsdebattør, ser en parallel mellem den frihedskamp, som nogle nydanske kvinder må kæmpe i dag, og den emancipationsproces som bl.a. Amalie Skram bidrog til med sin litteratur under det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet.