- Andreas Eckhardt Læssøecand.mag., 2017
- Susannah Larrabee Sønderlundcand.mag., 2010
Intro
Et sort hvid billede af to rækker garageporte, der mat står med åbningerne mod hinanden, omslutter Claus Handberg Christensens 27 digte i samlingen ”En tilpas støj” fra 2006 og anslår dermed en særdeles tør, konkret og lavmælt tone. Omslagsbilledet såvel som prosadigtene indeholder ingen dikkedarer eller voldsomme udsving, men holder sig i et behersket, konstaterende og brummende leje. Her hersker en genkendelig, minutiøs skildret hverdag som kæreste og familiefar: ”Året er gået igen. Det var til besvær men gavmildt” (s. 26), hvor der gøres godt med stort set ingenting. Dagligdagens konformitet kunne tænkes at opildne til oprør og protest, men i stedet indtager jeget en skuldertrækkende ligegyldighed og passivitet: ”Hvad gør man? Hvor begynder man? Det gør man ikke og jeg gik hjem” (s. 21). Digtene balancerer mellem skildringer af en triviel hverdag med onani, te, erindring om drukture, sex og barndom samt slentreture i københavnske gader over for en mere privat, begærlig intimsfære med en lille datter og et elsket du. Der brokkebrummes begge steder: ”Klokken var altid lidt over kærlighed” uden at dette tilsyneladende igangsætter handling eller stillingtagen. Jeget registrerer og reflekterer over sine omgivelser på slentrende vis og bevæger sig sanseligt rundt i drømme, erindring, hverdag og surrealistiske situationer. En utilpashed, illusionsløshed og søgen præger digtene: ”Et fremmed sprog er en tilpas støj, synes jeg / måske skulle man flytte hertil” (s. 37).
