”Jeg har det skrækkeligste mandfolk nede hos mig, sagde hun og skrævede fra brandtrappen ind i værelset. Jeg mener, han er sød nok, når han er ædru, men så snart han begynder og labbe vino i sig, Gudfader quel bæst! Er der noget, jeg ikke kan fordrage, så er det mænd, der bider!”
”Holly – En roman og tre noveller”, s. 28.
Den naive, småegoistiske og charmerende karakter Holly fascinerer alle, hun kommer i nærheden af, men som med samlingens øvrige noveller, ”Blomsterhus”, ”En diamantguitar” og ”Et juleminde”, handler historien også meget om tab, seksualitet, uskyld og kærlighed. I ”Holly” har fortælleren tabt forbindelsen til den mystiske pige, der tryllebandt ham i sin tid, og i den smukke ”Blomsterhus” forsøger den haitianske prostituerede Ottilie at finde ægte og uskyldig kærlighed i en beskidt verden.
I ”En diamantguitar”, der primært foregår på en fængselsfarm, mindes den ældre fange Mr. Schaeffer en tidligere medfange, 18-årige Tico Feo, og hans glimtende guitar. Under en koordineret flugt forråder Tico Feo sin ven, der brækker anklen, og den unge lyshårede cubaner flygter alene væk fra fængslet. I den sentimentale ”Et juleminde” erindrer en mand, der bliver kaldt Buddy, hvordan han som 7-årig skrabede penge sammen til at bage frugtkage med den ældre veninde, han boede sammen med, inden han året efter blev sendt på militærskole.
”Holly – En roman og tre noveller” blev Truman Capotes store gennembrud. Ved udgivelsen i 1958 skrev forfatteren, journalisten og filminstruktøren Norman Mailer (1923-2007) om Truman Capote: ”– Han er en af de bedste forfattere i min generation (…)” (Tim Walker: Truman Capote's heroine Holly Golightly by another name. Independent, 2013-04-02. Egen oversættelse), og den legendariske Norman Mailer, der selv var toneangivende og bl.a. en af ophavsmændene til den journalistiske genre New Journalism, ville efter sigende ikke have ændret to ord i ”Holly”.
Truman Capote
Den 160 cm høje forfatterlegende Truman Capote med den distinkte stemme og det enorme skrivetalent er lige så kendt for sin kulørte personlighed som for hovedværkerne ”Holly” og ”Med koldt blod”. D...
Læs hele forfatterportrættet