”Han var sådan en troldmand som får lov til at bolle. Det ved jeg, for jeg så det. Man skal aldrig skjule kærligheden for børn, sagde han og lod os skvulpe rundt i sengen, mens han bollede med min mor. Jeg kravlede ned i fodenden og lå der og lyttede til deres vejrtrækning. Jeg kunne ikke lide det. Han fik hende til at lyde som en heks.”
”Satans mænd”, s. 13.
Alle beskrives de ud fra drengens på én gang forskrækkede, påpasselige, indimellem beundrende og endnu oftere forundrede synsvinkel. Han prøver at få styr på, hvad de har gang i med hans mor, men det er ikke nemt, når de opfører sig så ofte uforudsigeligt hernede på bunden af det svenske samfund i 1980’erne. Drengen kæmper også med, at han ikke føler sig god til noget. Bl.a. gennem et sommerjob som opvasker får han dog langsomt mere selvtillid, også overfor de piger, der optager ham intenst.
I øvrigt hjælper det at kunne grine, når endnu en af ”fædrene” spænder ben for hans tryghed og livsglæde. Andrev og hans søskende bliver stadig bedre til at se det sjove i de skøre mandstyper, grinene giver dem en følelse af magt og afstand og giver ham selv plads til at finde sit eget ståsted.
Inden for rammerne af de syv kapitler er bogen fortalt med små og store nedslag i vigtige begivenheder i Andrevs formative år. De skildres med stor indlevelse i barnets behov for indimellem at krydre lidt ekstra med drama og andre gange dæmpe dramaet. Sproget er stilsikkert og fabulerende med afstikkere til det eventyrlige. Tit er der både tragedie og komik i en og samme sætning. En af fædrene er ”sådan en mand som smukke kvinder strikkede uldtrøjer til.” En anden er ”i hvert fald rig nok til at han har guldet på sig og ikke hos pantelåneren.”
Andrev Walden
Den svenske forfatter Andrev Waldens debutroman ”Satans mænd” om de syv stedfædre, han fik ind i sit liv i løbet af syv barndomsår, har gjort ham til bestsellerforfatter i hjemlandet. Opvæksthistor...
Læs hele forfatterportrættet
