”Kriteriet for, at jeg laver et interview, er, at det er interessant og væsentligt for mig helt personligt. Og det kan nogle gange betyde, at jeg også rammer nogle andre mennesker særlig dybt. Men det kan selvfølgelig også betyde, at nogle synes, at det er fuldstændig uinteressant.”
Interview med Peter Øvig Knudsen. “Ekshibitionisten”. Center for Journalistik og Efteruddannelse.
“Børn skal ikke lege under fuldmånen” (1995) er en serie forfatterportrætter: I timelange samtaler med Henrik Nordbrandt, Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen, Villy Sørensen og Inger Christensen udforsker Øvig Knudsen kunsten og livet bag ved. Øvig Knudsen nærmer sig sine interviewofre ved at dele ud af sig selv. Det er her, hvor interviewets iboende distance stopper og afløses af samtalens nærvær, han når højdepunktet af sit talent. Bogen er vildt anmelderrost, men kritiske røster har også vrænget af Øvig Knudsens behov for at udstille sig selv, hans til tider meget kropslige ekshibitionisme. Men det preller af: “Jeg er ligeglad med, om jeg skubber læsere væk. Jeg laver interviews på den måde, jeg synes er rigtig. Det er døden for både interviewet og journalisten, og også for forfattere i bred forstand, hvis man tænker på, hvordan læsere reagerer, eller hvis man er bange for at støde nogle læsere væk.” (Katrine Hoelgaard Andersen: “Ekshibitionisten”. Interview, Center for Journalistik og Efteruddannelse). Flere af interviewene har fulgt ham siden, blandt andet mødet med Villy Sørensen, som spøger senere i forfatterskabet.
“Passioner” (1998) er stafetsamtaler med atten personer fra kulturlivet anno 1998. Igen er det lange, personlige interviews, men Øvig Knudsen mener selv, at det er hans dårligste bog – et udslag af personlig krise og professionel dovenskab. Herefter forlod han den rene interviewform og kastede sig over det historiske stof.
Peter Øvig Knudsen
Journalist Peter Øvig Knudsen har sat sig for at undersøge den moderne danmarkshistories største dramaer og dybeste selvbedrag. Gennem dokumentariske beretninger blotter han det 20. århundredes ømm...
Læs hele forfatterportrættet