”Jeg er specifikt interesseret i stilheder, der har med frygt at gøre.
Frygt for at tale.
Frygt for at røre ved noget med sit sprog.”
”Hund, stille”, s. 7.
Den mest centrale tematik i samlingen er queerness på tværs af tider eller måske snarere muligheden for at tale eller ikke tale om at være queer. De forskellige tider repræsenteres af Wittgenstein, der levede i begyndelsen af det tyvende århundrede, og filminstruktøren Derek Jarman, der lavede film og malerier især i 1980’erne og 1990’erne. Både Wittgenstein og Jarman søgte efter et sprog, der kunne formidle præcis erfaring, men hvor Wittgenstein aldrig vedkendte sig sin homoseksualitet, udråbte Jarman sig selv som ”bøssekunstner”. Således kommer digtene også til at handle om ”aldrig at springe ud” og ”at være ude”, og om det sprog, der knytter sig til begge tilstande. Et andet spor i digtsamlingen er du-teksterne/digtene, der handler om transfobiske oplevelser og mislykket kommunikation. Der fortælles om et transkønnet du, der møder mistro i det offentlige rum og i behandlersystemet. At formidle det at være queer eller ikke at kunne formidle det på grund af tabuer resulterer i stilhed. Det er den stilhed, der også undersøges i digtsamlingen. Et andet motiv er duets konkrete erfaringer med at passe en hund, og de refleksioner det afføder i forhold til Wittgensteins udsagn: ”A dog cannot lie”. Luka Holmegaards sprog er konkret og billedrigt, præcist og drømmende, og hen stiller flere spørgsmål, end giver svar. Tematisk væver sporene sig ind og ud mellem hinanden, og der opstår aldrig en sammenhængende fortælling. ”Hund, stille” er således en åben digtsamling, der kaster lys over det at være queer både nu og i andre tider.
Luka Holmegaard
Luka Holmegaard skriver poetisk og præcist, og har uanset genre en særlig evne til at formidle et eksplosivt menneskeligt indre, kropslige sansninger og oplevelser af naturen. Med den tredje udgive...
Læs hele forfatterportrættet
