”j a b o r t f r å n a l l t i n g g å r a l l t/ hur kan allt upphöra/ dö?// dö dö dö/ dö du är död”
”Tre vägar”, s. 96.
Teksternes underliggende grundstemning er sorg. Fortælleren sørger over at have mistet sin mor og reagerer ved at begræde, mindes og undres. I forlængelse heraf skifter den sproglige tone mellem melankoli, poesi og ind imellem aggressivitet.
Den første tekstsuite hedder Svartmålningen og er en nostalgisk meditation over barndom, sprog og tro. Her vandrer jeget rundt i Hägersten, Frostensons barndomskvarter, og betragter og mindes. Anledningen er en koncert af Bach, der skal spilles i den lokale kirke. Frostenson fletter beskrivelser af stedets hasseltræer og arkitektur sammen med læsninger af bl.a. Shakespeares sonetter, Gennadij Ajgis og Sylvia Plaths digte samt beskrivelser af Louise Bourgeois kunstværker.
Anden del foregår på en strand, mellem hav og himmel, og er den tekst, der formmæssigt ligner mest et digt. I tredje del Konstvandringen rejser jeget rundt ved det sorte hav, går på kunstmuseer i Wien, går sine fødder til blods på vej mod Kromeriz i Tjekkiet for at se et maleri af den mytiske figur Marsyas. De ydre sår vokser sig større og mere pinsomme i forsøget på at flygte fra smerten.
Lidelse er et tilbagevendende motiv i teksterne. Som det hedder et sted: ”Gå, se och sår. Orden syns oupplösligt förbundna med varann.” (”Tre vägar”, s. 20). Bogen undersøger gennem sproget, hvordan man lever videre efter at have mistet sin mor, samtidig med at den sammenfatter nogle af hovedsporene i Frostensons forfatterskab: byen, stranden og vandringen.
Katarina Frostenson
Selvom hendes digte kan virke svært tilgængelige med deres sprængte syntaks og opbrudte vers spredt ud på siderne, er Katarina Frostenson efterhånden ved at indtage positionen som frontkvinde for s...
Læs hele forfatterportrættet
