Katarina Frostenson

Genrer og tematikker

Katarina Frostensons primære genre er lyrikken, og den sprogbevidsthed og egen lovmæssighed, der er signifikant for hendes digte, afspejler sig også i resten af forfatterskabet. Fra lyrikken henter hun en løssluppenhed, der bevirker at andre af hendes værker ikke nødvendigvis lever op til de gængse genrekrav. F.eks. skabte hun med sin debut som dramatiker ”4 monodramaer” (1990) en ny form for dramatik, der af anmelderne blev kritiseret for at være mere lyrik end drama.

Det er karakteristisk for Frostensons billedsprog, at det er opbrudt, samt at digtene umiddelbart kan virke svært tilgængelige, fordi hun afviser både brugen af metaforer og et afsluttet handlingsforløb. Digtene er i stedet fragmentariske og ufuldendte. Det er rytmen, sprogets musik, betydningsforskydninger, bogstavlyde og klange, der kæder strofer og vers sammen.

Hun bruger ofte modsætningspar i digtene. Ligheder og forskelle stilles op over for hinanden, og på samme tid som stilen kan virke arkaisk i kraft af brugen af figurer fra den græske mytologi og referencer til klassisk litteratur, indgår også reklameslogans og børneremser. Intertekstualitet er et flittigt brugt greb, og eksempelvis indflettes citater fra Inger Christensens lyrik i både ”Flodtid” og ”Tre vägar”.

Tematisk er det at se og blive set, gåture, hukommelse, glemsel, familieliv og barndom nogle af de ting, Frostenson vender tilbage til igen og igen. Hun er en alvorlig digter, der sanser og sørger, men også kan blive vred, vrængende og udstille det, hun mener, der er problematisk i den moderne verden. Som teksternes typografi er menneskene splittede. Stederne er upersonlige, som byen, der ofte er rammen i Frostensons flimrende og emotionelle univers.

Beslægtede forfatterskaber

I et digt i ”Flodtid” optræder et tilbudsskilt fra kiosken 7-11. Forbrugersamfundets og reklameverdenens sprogbrug inspirerer Frostenson, fordi den er så dominerende. Hun forklarer: ”Den modvilje digtet udtrykker, handler først og fremmest om en afsky for de udsagn, som eksponeres overalt i de her butikker, spisesedlernes linjer og de højtråbende reklamer, de grelle farver, de konstante, vedvarende lyde.” (Elisabeth Friis: Katarina Frostenson – Fire spørgsmål. Kritik, 2013-04).

I svensk litteratur er Sonja Åkesson (1926-1977) en forgænger for en lignende kritik af materialismens sprog. Hun sammenstiller ord og udtryk fra varekataloger, aviser og dameblade. Frostenson og Åkesson har også fascinationen af sprogets fonetiske principper til fælles, især vokalernes forskellige lyde er et stof, begge trækker på i deres digte. I Åkessons digt ”Neeijjj” lyder et vers ”haih eh haih ehh haih ehh” (Sonja Åkesson: Vara vit mans slav, s. 140). Digtet ”Mâchoire primaire de l’amour” i Frostensons ”Tal och Regn” lyder ”aoa ä ao o/ ljud jag måste ha er nu/ vokalhelvete” (”Tal och Regn”, s. 120.)

Systemdigtningen, der er mere fremtrædende hos Åkesson end i Frostensons lyrik, er i en dansk kontekst særligt forbundet med Inger Christensen (1935-2009). I ”Flodtid” bruger Frostenson et citat af Inger Christensen som omdrejningspunkt for digtet ”Å”, men stilistisk er der langt mellem de to. ”Jeg tror ikke, mine digte minder særlig meget om Inger Christensens, men hun er alligevel en slags ledestjerne. Hun er en virkelig stor digter, og dem er der ikke mange af!” [3]Kim SkotteSvensk 'doldis' udkommer endelig på danskPolitiken, 2013-08-31. siger Frostenson.

Pia Tafdrup har oversat ”Flodtid” til dansk, og tematisk dyrker hun, som Frostenson, en affektion for sanserne, kroppen og væsker. Tafdrups ”Dronningeporten” (1998) er bygget op i dele, der hver knytter sig til en væske i bestemt form: regnen, dråben, søen, floden mm. Væskerne hos begge forfattere kan tolkes som et billede på evig bevægelse og foranderlighed. Ligesom tiden kan vandet ikke fastholdes.

Relaterede forfattere