- Christian Jess Markcand.mag., maj 2017
Intro
De fire noveller i ”Leviathan og andre fortællinger” fra 2010 blev oprindeligt udgivet i forskellige aviser i perioden fra 1933 til 1939. I titelnovellen møder vi en jødisk koralhandler, der selvom han aldrig har set havet er helt besat af det. Den slutter i en flot finale, hvor koralhandleren forenes med havet, i en slags omvendt ”Den lille havfrue”. I ”Kejserens buste” møder vi en greve, der under kejserriget agerede som en slags mægler mellem de lokale og myndighederne, men som efter opløsningen, må se sig selv uden magt eller myndighed. Novellen indeholder nogle af Roths mest konservative passager, hvor han igennem greven harcelerer mod nationalismen og længes tilbage mod den østrig ungarske overnationalisme, hvor der var plads til mange nationaliteter, og foregriber nationalismens barbari med nazismen. I novellen ”Stationsforstander Fallmerayer” bliver en anonym og pligtopfyldende stationsforstander forelsket i en russisk grevinde, der bliver indkvarteret hos ham efter en togulykke. Han forlader sin hustru og børn, og følger grevinden rundt i Europa, indtil hun bliver genforenet med sin mand, og Fallmerayer må trække sig; hjem og familieløs, ikke helt ulig Roths egen eksilerede status på det tidspunkt i hans liv.
