- Marie Hjørnet Nielsencand.mag., januar 2020
Intro
”Noa og Nora laver mad” (2019) er en illustreret billedbog med tekst af Sabine Lemire. Historien begynder med, at Noa selvsikkert siger, at i dag vil han lave mad. Nora kommer på besøg, og Noa overbeviser hende om, at de skal lege kokke, der laver fin mad. De ved ikke helt, hvad de skal lave, så de kigger i køleskabet for at se, om der er noget, de kan bruge. De finder ingredienserne til at lave en pastaret. Nora synes ikke, at der skal ærter i retten, men det er Noa ikke enig i, han kan nemlig godt lide ærter. Noa prøver at overtale hende til at smage, og Nora snuser til ærten, men så smutter den op i næsen. De er flade af grin, og Noas mor må hjælpe med at få ærten ud. De deler måltidet med Noas familie, Nora putter tre ærter i munden og finder ud af, at hun godt kan lide ærter.
