- Martin Ravnjournalist, 2010
Intro
Tine Brylds foreløbigt sidste ungdomsroman er også hendes langt mest velskrevne. “Nora” fra 1995 handler om den 18 årige pige, Nora, der får en abort. Nora bor med sin far, mor og lillebror i et trygt og godt hjem i København. Hun går i 2.g., og hendes liv bruger hun, som gymnasieelever har for vane, gerne på fester og byture. En aften efter en fest tager klassens ny dansklærer Nora med på Christiania, hvor de i beruset tilstand har samleje på et toilet. Læreren voldtager ikke direkte Nora, men venter heller ikke på hendes samtykke. Da Nora finder ud af, at hun er gravid, træffer hun med det samme beslutningen om abort. Forældrene er forstående og bakker op om beslutningen, som også sætter familiens egen historie i perspektiv: Da Noras mor, Marianne, var meget ung, fik hun nemlig også en abort. Det var før indførelsen af den fri abort, dengang piger, der var “kommet i ulykkelige omstændigheder”, som det hed med en eufemisme, blev behandlet af tvivlsomme kvaksalvere, hvilket bragte mange unge kvinder i livsfare.
