BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Tine Bryld
Foto: Heidelberg Finn
*Seneste udgivelse

Intro

Identifikationen er det bærende element i Tine Brylds ungdomsromaner. Historierne er fortalt på en sådan måde, at der næppe findes unge i Danmark, der ikke vil kunne genkende en masse fra livet i den periode, hvor man går fra barn til voksen. Romanerne tematiserer den første forelskelse, den første ulykkelige kærlighed, forholdet til forældrene og lærerne samt oplevelser med svigtende venner, med alkohol og med stoffer. Brylds engagement som forfatter ligger ubetinget hos de unge. Som fortæller insisterer hun på at tale deres sag i kampen mod autoriteter og uforstående voksne, og hun har således været en konstant kammeratlig stemme for efterhånden mange generationer af unge, når det er blevet deres tur til at lave rav i gaden og gøre opmærksom på, at de også er til.

Baggrund

Tine Bryld blev født på Frederiksberg kort før juleaften i 1939 som datter af lægen Erik Worm Begtrup og husholdningslærer Bodil Musse Holm. Begge forældre havde været gift tidligere, og da skilsmisse ikke var hverdagskost i tidens borgerlige miljøer, anser Tine Bryld dette udgangspunkt som en vigtig årsag til, at hun i sin barndom og ungdom følte sig anderledes og udenfor. Bryld fortæller i portrætbogen “Et lettere kaotisk ridt”, at hendes evne til at sanse sindsstemninger og andre menneskers smerte blev grundlagt i barndomshjemmet, hvor hendes ældre far forgæves forsøgte at tiltrække sin yngre hustrus fulde opmærksomhed, mens hun på sin side var optaget af at indhente sin tabte tid på arbejdsmarkedet. På den måde var konflikter en næsten umærkelig, men altid tilstedeværende faktor i Tine Brylds opvækst. Hun forklarer, at det lærte hende at tolke tilstande og at sætte ord på det usagte.

”Liv gemte sig bag Sally og Dorte, da de stod i køen foran diskoteket. Længere fremme havde de fået øje på Alexander og de andre. De virkede ikke fulde, men snarere lidt fjollede. De grinede hele tiden ad noget. De hviskede og så sig omkring, bevidste om at de vakte opmærksomhed. Et par af dem var klippet næsten helt skaldede, et par havde strittende, kort hår, en havde en fletning bagi og var helt kort foran. […] Liv skuttede sig lidt. De virkede meget anderledes. Men så fik hun øje på Alexander og følte igen en blussende varme vælte op i kinderne.”

“Pige Liv”, s. 115.

Tine Bryld ville allerede som ung helst være forfatter eller sanger, men forældrene mente, at det var bedst for en ung kvinde at tage en rigtig uddannelse, hvorfor Bryld efter rejser i Frankrig og England i 1962 til 1965 uddannede sig som socialrådgiver. Efter afsluttet eksamen blev Bryld ansat i Mødrehjælpen, hvor hun i hemmelighed hjalp unge kvinder med at få abort, hvilket på dette tidspunkt endnu var forbudt. Hun har i øvrigt åbent fortalt, at hun selv fik en abort som tyveårig.

Tine Bryld
Foto: Heidelberg Finn
  • Født

    18. december 1939 på Frederiksberg.

  • Død

    21. april 2011.

  • Uddannelse

    Uddannet socialrådgiver i 1965.

  • Debut

    Pige Liv. Gyldendal, 1982. Roman.

  • Litteraturpriser

    Justitsminister K.K. Steinckes Mindelegat, 1975. LO´s Kulturpris, 1980. PH-prisen, 1980. Boghandlermedhjælper-Foreningens Børnebogspris, 1984. Ingrid Jespersens Legat, 1984. Publicist-Prisen, 1986. Gyldendals Boglegat, 1986. HK´s kommunale Landsforenings Biblioteksudvalgs, 1986. Kristian Kryger-Prisen, 1989. Peter Sabroe-prisen, 2007.

  • Seneste udgivelse

    I den bedste mening. Gyldendal, 2010. Debatbog.

  • Inspiration

    Unge. Som hun siger: “Stol ikke på dem over tredive”.

I 1967 kunne den brede offentlighed for første gang stifte bekendtskab med Bryld, da hun blev brevkasseredaktør på ugebladet Alt for damerne. Samme år blev hun ledende socialrådgiver i Dagcentret for Unge Stofmisbrugere på Nørrebro, og i 1972 blev Tine Bryld ansat som socialrådgiver i den da nyanlagte fristad Christiania. Hun havde intet kontor, men opsøgte sine klienter i deres hjem eller sad omkring på bydelens værtshuse. Endvidere begyndte hun i 1972 som radiovært i ungdomsprogrammet Tværs, hvor generationer af teenagere frem til 2009 har kunnet nyde godt af Tine Brylds råd og vejledning om snart sagt alt mellem himmel og jord hver søndag aften. Det er især for denne rolle, at Tine Bryld er blevet en institution i dansk ungdomsliv.

I midten af halvfjerdserne blev Tine Bryld kontaktet af forlaget Gyldendal, der spurgte, om hun ville skrive en bog om sit arbejde med Tværs. Det blev begyndelsen på Brylds forfatterskab, og i 1982 debuterede hun som romanforfatter med den første roman om Liv og Alexander. Hun mente, at udbuddet af litteratur til unge piger var for ringe. Hun havde allerede skrevet en række dokumentariske skildringer fra de unges verden, men med bøgerne om Liv fik de unge piger – for det var især piger, bøgerne henvendte sig til – en fortælling, de kunne leve med og dyrke med den indlevelse, der er forbeholdt skønlitteraturen. Det blev til i alt tre bøger om Liv og Alexander, og Tine Bryld skrev yderligere fire ungdomsromaner i årene efter. Sideløbende skrev hun fagbøger om og for unge, blandt andet en om BZ-miljøets vilkår i 1980’ernes København og ungarbejderes vilkår i danske virksomheder.

I 2010 blev en bog af Tine Bryld filmatiseret. “Eksperimentet” handler om tvangssendingen af grønlandske børn til Danmark i 1950’erne. Grønland samt grønlandske børn og unges vilkår i særdeleshed er nemlig yderligere et emne, der har haft Tine Brylds bevågenhed. Lighedstrækket mellem ungdomsromanerne og de mange debatbøger er, at Bryld i begge genrer ønsker at sætte problemer til debat. Ofte synes genren valgt ud fra, hvad der passer den pågældende problemstilling bedst muligt.

Privat var Tine Bryld mor til tre børn, de to ældste fra ægteskabet med historikeren Claus Bryld er omtrent samme årgang som Liv i Liv-bøgerne, og Tine Bryld har udtalt, at det har haft stor betydning for hendes liv og forfatterskab at omgive sig med børn og unge. Det yngste barn, Iben fra 1977, fik hun sammen med arkitekten Arne Gaardmand.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Tine Bryld har i hele sit skønlitterære forfatterskab dyrket den samme genre; nemlig den, man kan kalde psykologisk realisme. Det betyder, at bøgerne forsøger at fortælle en umiddelbart let genkendelig hverdagshistorie, hvor der stilles skarpt på personernes problemer og motiverne for de valg, de træffer. Det var arbejdet med unges problemer i radioprogrammet Tværs, der i sin tid satte hende i gang med at skrive, og genkendelsen og diskussionen af unges problemer løber som en konstant strøm også i det skønlitterære forfatterskab.

Selvom Tine Brylds forfatterskab består af dels ungdomsromaner, dels debatbøger plus et par børnebøger, er der en flydende overgang mellem debatbøgerne og romanerne. På sin vis er romanerne også en slags debatbøger, fordi forfatterens overordnede hensigt er at sætte problemer til debat. I de tre bøger om Liv er det (pige)teenagelivet med alle dets prøvelser, der bliver behandlet på en umiddelbar og let identificerbar måde. I “Nora” er det en ung piges ensomhed og identitetsproblemer, der stilles skarpt på. I “Hvid som sne” behandles problemet unge med psykiske lidelser, og således kan man se, at selvom meget forbliver det samme i Brylds forfatterskab, så er de problemer, bøgerne behandler, blevet værre og værre for hver roman.

En af konstanterne i forfatterskabet er, at Tine Bryld altid er på de unges side, imod de voksnes autoritet:

“Jeg skrev de tre bind, der nu er samlet i ét, i løbet af tre år, da mine egne børn var i nogenlunde samme alder som Liv og Alexander. Jeg troede, at jeg som en frisindet mor ikke ville komme til at opleve de sammenstød min mor havde med mig. Men jeg skulle blive klogere og det satte mig i gang med at tænke på min egen ungdom, der har været præget af dels min ret anderledes person og oplevelse af at være den eneste, der havde problemer. Og så mit opgør med enhver form for autoritet. Det så jeg igen, da først min søn og siden min datter begyndte at vokse ud af mit skød, sådan rent bogstaveligt. Jeg elskede stadig at have dem på skødet, da de var over 10 år, elskede at nusse med dem og mærke forandringerne. Men de ville deres eget liv, de gad ikke omklamring eller ængstelse eller formaninger og jeg stod ofte uforstående over hvad jeg havde gjort forkert. Det var en af hovedårsagerne til at jeg begyndte at skrive Pige-Liv. Så blev jeg forelsket i både hende og Alexander og fortsatte med to nye bind. De kom til at leve deres eget liv – som enhver romanfigur, men der er meget, jeg genkender fra min egen ungdom og mit voksne liv med børn” (www.tinebryld.dk).

Det er denne umiddelbare genkendelighed, både i personerne og i de oplevelser, de kommer ud for, der er kernen i Tine Brylds skønlitterære forfatterskab.

De sidste år har Tine Bryld ikke skrevet ungdomsromaner, men da Bryld i 2009 stoppede som fast Tværs-vært, blev man endnu en gang mindet om den kolossale betydning, hun og hendes bøger har spillet i tusindvis af danske unges liv gennem mange år. Ramaskrigene over pensionen var så store, at Tine Bryld endte med ikke at holde helt op med radioarbejdet, men med jævne mellemrum giver hun stadig gode råd i Danmarks Radio søndag aften.

Tine Brylds interesse for Grønland førte i 2010 til filmen “Eksperimentet”, der er baseret på Brylds research om de grønlandske børn, der i 1950’erne blev tvangsanbragt i Danmark.

Beslægtede forfatterskaber

Ungdomslitteratur er bestemt ingen statisk genre. Tvært imod. I ungdomslitteraturen kan man for alvor aflæse de brydninger, der sker i samfundet, og som ofte mærkes klarest og tydeligst blandt de unge. Generationen af ungdomslitteratur før Tine Bryld tegner sig for vægtige værker som Hans Scherfigs “Det forsømte forår” fra 1940, der handler om en barsk folkeskole- og siden gymnasietid på Metropolitanskolen i 1920’ernes København – præget af såvel fysisk og psykisk vold. En vold, der er så nedbrydende, at en elev må tage sagen i egen hånd. Hos Tage Skou Hansens “De nøgne træer” fra 1957 er en anden type vold i spil. Romanen foregår blandt unge modstandsfolk under besættelsen, hvor hovedpersonen ud over at udføre sabotage også forfører konen til modstandsgruppens leder. Der er således masser af etisk og eksistentielt sprængstof i værket. Forførelsen er også et centralt tema i Klaus Rifbjergs “Den kroniske uskyld” fra 1958. Her bliver en forførelse afsæt til en ung piges tragiske endeligt og får desuden sat en splint i det dybe venskab mellem to unge mænd i 50’erne.

Klaus Lynggaards bog “Martin og Victoria” fra 1971 giver et indblik i 1970’ernes ungdomsgeneration, hvor elementer som hashrygning, politisk oprør og rockmusik er vigtige ingredienser – sammen med forelskelse selvfølgelig. På den måde er “Martin og Victoria” en slags optakt til bøgerne om Liv og Alexander, hvor stofferne er blevet hårdere og det politiske oprør mere hårdtslående.

Blandt Tine Brylds samtidige er temaer som familiekonflikter, politisk oprør, ungdomskriminalitet og stoffer væsentlige temaer. Omkring Brylds debut udgav Bjarne Reuter de senere filmatiserede romaner om Brønshøj-drengene Bjørn, Uffe, Mulle og Sten i 1960’erne. Blandt andet romanen “Zappa”, hvor Sten langt hen ad vejen er den ledende karakter, som får de andre lokket ud i kriminalitet. Hans baggrund er mildest talt ikke noget at prale ad, og igennem Sten beskrives barske familieforhold og deres konsekvenser.

I 1980’erne udgav Hanne Vibeke Holst tre ungdomsbøger om pigen Louise, der er lidt af en parallel til bøgerne om Liv. Som Liv vokser Louise op i en søvnig provinsby, og begge er de drømmere. Uanset om Louise går i gymnasiet eller læser på arkitektstudiet i København og bor med den søde kæreste Anders, så har hun længsler, der rækker længere ud i verden.

Blandt 2000’ernes ungdomsromaner er et gennemgående tema meningsløshed. Janne Tellers viden om oversatte og prisbelønnede “Intet” fra 2000 handler, som titlen indikerer, om ingenting. Men også om betydningsfuldhed, og hvad der skal til for, at livet får mening for en gruppe unge drenge. “Ægte brøker” fra 2009 skrevet af Jesper Wung-Sunghandler om to unge gymnasiefyre, som er så opsatte på at mærke livet og på at blive bemærkede af deres søvngænger-omgivelser, at de er parate til at gøre hvad som helst for at nå deres mål. Problematikken med at blive overset fortsættes i Sanne Søndergaards “Kære dødsbog” fra 2008, hvor den 14-årig Agnes beretter sine selvmordstanker til sin dagbog. Agnes er lidt for tyk, føler sig i bedste fald overset i skolen og i værste fald mobbet, og forældrene er om ikke fysisk fraværende så i hvert fald psykisk. I Ina Bruhns “Min fucking familie” fra 2009 er en forsvunden far, alkohol og kønskonflikter hverdag for teenageren Christoffer, der i virkeligheden hedder Nina.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Bøger

På kryds og tværs
På kryds og tværs

Tine Bryld

1976. Debatbog

René og Danfoss
René og Danfoss

Tine Bryld

1978. Debatbog

Stærk nok
Stærk nok

Tine Bryld

1979. Debatbog

Hvem bestemmer
Hvem bestemmer

Tine Bryld

1981. Debatbog

Pigeliv
Pigeliv

Tine Bryld

1982. Roman

Krig, fred og kærlighed

Tine Bryld

1982. Debatbog

På trods
På trods

Tine Bryld

1983. Debatbog

Befri dit Liv
Befri dit Liv

Tine Bryld

1983. Roman

I Love You
I Love You

Tine Bryld

1983. Debatbog

Liv og Alexander
Liv og Alexander

Tine Bryld

1984. Roman

En rift i huden
En rift i huden

Tine Bryld

1986. Debatbog

Bullers vækkeur
Bullers vækkeur

Tine Bryld

1986. Børnebog

Lokummet brænder
Lokummet brænder

Tine Bryld

1987. Debatbog

Hvid som sne
Hvid som sne

Tine Bryld

1988. Roman

Jonas og hans far
Jonas og hans far

Tine Bryld

1988. Børnebog

Manden på kassen
Manden på kassen

Tine Bryld

1989. Børnebog

Talkshow
Talkshow

Tine Bryld

1990. Debatbog

Undtagen Åse
Undtagen Åse

Tine Bryld

1990. Børnebog

Abel
Abel

Tine Bryld

1992. Debatbog

De nederste i Herstedvester
De nederste i Herstedvester

Tine Bryld

1992. Debatbog

Gadeliv
Gadeliv

Tine Bryld

1994. Debatbog

Smilende rygge
Smilende rygge

Tine Bryld

1994. Debatbog

Nora
Nora

Tine Bryld

1995. Roman

Ikke en engel
Ikke en engel

Tine Bryld

1997. Debatbog

I den bedste mening
I den bedste mening

Tine Bryld

1998. Debatbog

Overgange

Tine Bryld

2000. Debatbog

Hjemmestyrets børn – Årgang 1979
Hjemmestyrets børn – Årgang 1979

Tine Bryld

2002. Debatbog

Tværs
Tværs

Tine Bryld

2002. Debatbog

Om forfatterskabet

Bøger

Spotlight – Nærbilleder af forbilleder
Spotlight – Nærbilleder af forbilleder

Marianne Egelund og Nanna Gyldenkærne Siig

1993

Vilde veje – Om 21 danske forfattere der skriver for unge
Vilde veje – Om 21 danske forfattere der skriver for unge

Steffen Larsen

1995

Tine Bryld - Et lettere kaotisk ridt
Tine Bryld - Et lettere kaotisk ridt

Gitte Løkkegaard

2009

Tine Brylds hjemmeside

Forfatterens egen hjemmeside er yderst informationsrig.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Tine Bryld

Kilder citeret i portrættet

[1]

Tine Brylds hjemmeside