”Alene i sofaen med en sovende. Alene i et selskab ved et bord hvor nogen taler, ham selv for resten, og andre er tavse. En alene-dag. Og måske burde man bare gå i seng og lade ulykker være ulykker. Men. Altid bedst at holde fast i en lille stump nat for sig selv, så længe man har den. Man ved aldrig. Vel?”
“Privatpersoner”, s. 9.
På trods af, at det er tale om vidt forskellige mennesker, er de samtidigt også forbløffende ens i deres ensomhed og følelse af fremmedhed.
Et vigtigt omdrejningspunkt i romanen er da også denne ensomhed, som er en genkommen tematik i Preislers forfatterskab: ”Det er et grundvilkår, som mennesker, at vi er ensomme,” siger Juliane Preisler i et interview om bogen men understreger samtidigt, at romanen også er en skildring af de lykkelige øjeblikke, hvor mennesker formår at nå hinanden. (Interview i TV2 Lorry. 2009-01-12).
En af de fire hovedpersoner er alvorligt syg, og et andet væsentligt tema i romanen er spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en særlig indsigt forbundet med det at stå ved livets afslutning: ”Vi kan være tilbøjelige til at tillægge folk, der er på vej ud af livet nogle særlige kræfter eller en særlig viden eller en særlig indsigt og det bliver jo i høj grad et dilemma mellem to af hovedpersonerne og et stort spørgsmål: ”Bliver vi klogere, når vi er på vej ud?”. (Interview i TV2 Lorry. 2009-01-21).
Juliane Preisler
Juliane Preisler debuterede som lyriker i 1983 og har siden vist sig at være en særdeles produktiv og alsidig forfatter, som beskæftiger sig med mange forskellige litterære genrer. Især i sine roma...
Læs hele forfatterportrættet
