BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Foto: Mette Kramer Kristensen
*Seneste udgivelse

Adam O.

Senest opdateret
  • Redaktionen
    marts 2026
Hovedforfatter
  • Charlotte Hitzner
    cand.theol., marts 2021

Intro

Droner med barberbladsskarpe tænder, et Danmark omdannet til losseplads og en kæmpetrold, der bruger skraldecontainere som rulleskøjter. Adam O. spænder bredt og skildrer i sin dystopiske trilogi om ”Den rustne verden” et orwellsk overvågningssamfund, hvor store firmaer hæmningsløst forurener, udpiner og kontrollerer alt og alle, samtidig med at han i billedbøgerne om pigen Ingeborg og trolden Tonni 2 Ton hylder fantasien, det skøre og gakkede. Som en rød tråd gennem forfatterskabet løber troen på barnet som ophav til oprør, leg og forandring.

Baggrund

Adam Oskar Fridal Illemann, bedre kendt som Adam O., blev født i København i 1976. Siden flyttede familien til Lolland, hvor Adam O. er vokset op.

”Dronen styrtdykkede mod børnene. De sortlakerede kæber bevægede sig op og ned, som om den gnavede sig igennem luften. Kom af vejen! råbte Lærke og hev Ramona ind til sig. Bowie kastede sig til jorden, men Peter tøvede et sekund, og så var dronen over ham.”

”Den rustne verden: Flugten fra Danmark”, s. 56.

Som barn slugte han alle tegneserierne på det lokale bibliotek, hvor hans mor arbejdede som bibliotekar. Inspireret af tegneserierne begyndte Adam O. også selv at tegne, og han lavede blandt andet små tegnefilm på ungdomsskolen.

Foto: Mette Kramer Kristensen
  • Født

    1976 i København.

  • Uddannelse

    Hf-studentereksamen.

  • Debut

    Ruiner. Forlaget Fahrenheit, 2011.

  • Litteraturpriser

    Niels Klim-prisen, 2020. Kulturministeriets Forfatterpris, 2020.

  • Seneste udgivelse

    Troldenes tid - drengen i maskinen. Høst, 2026. (2).

  • Inspiration

    George Orwell, Margaret Atwood, Ursula K. Le Guin og Aldous Huxley.

Da Adam O. så et punkband fra Ungdomshuset i København på det lokale spillested, vidste han, at han gerne ville være en del af miljøet omkring Ungdomshuset på Jagtvej 69. Som 18-årig flyttede Adam O. til København og begyndte at komme i Ungdomshuset, hvor han tegnede plakater, zines og pladecovers for de forskellige bands, der brugte huset. Om dette siger han selv: ”Jeg var ikke den bedste tegner, men det skulle jo også laves, og på den måde startede det. Der var også et lille fotokopieret ugemagasin, Slam, hvor der mellem politiske manifester og opslag om folkekøkken og koncerter var fortløbende tegneserier, og det lavede blandt andet jeg og Jakob Strid, der også er børnebogsforfatter.” [2]Niki Treumer MogensenFra Posehuset til prisnomineret for bogFolketidende.dk, 2021-01-31..

Efter i en årrække at have levet af at lave satiretegninger og arbejde som handicaphjælper debuterede Adam O. i 2011 med den dystopiske tegneserie ”Ruiner”.

Adam O. er med sin kæreste og datter bosiddende nær Hvalsø på Sjælland. Sideløbende med sin forfattervirksomhed er han hustegner for hjemløseavisen Hus Forbi, ligesom han også afholder foredrag og workshops for skoleklasser.

I 2020 blev han nomineret til Kulturministeriets børnebogspris for ”Den rustne verden: Flugten fra Danmark” og til Politikens Litteraturpris for den samlede ”Den rustne verden” trilogi.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: ”Den rustne verden – Motorhjerte” af Adam O. 2019.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Adam O. beskæftiger sig i sit forfatterskab med mange forskellige tematikker blandt andre venskab, samfundets indretning, retfærdighed og modstand. Fælles for temaerne er, at de tager afsæt i barnet og barnets oplevelser og erfaringer. De fleste voksne skildres som svigefulde, selvoptagede og ureflekterede. Dette kommer for eksempel til udtryk, da Lærke, Peter, Bowie og Ramona ser den børnekære tv-vært Onkel Dunkels sande ansigt. Bag den polerede facade gemmer sig en morderisk og skydegal mand, der i virkeligheden hader børn. De voksne er sjældent til at regne med, og derfor må børnene stole på sig selv og på hinanden i stedet.

Genremæssigt er ”Den rustne verden”-serien en blanding af to forskellige genrer, nemlig dystopi og science-fiction. En dystopi er en fremtidsvision, der skildrer en ødelagt verden eller civilisation f.eks. lossepladsen Danmark, mens science-fiction er en langt bredere genrebetegnelse, der ofte beskriver en fremtidsvision, hvor videnskab og teknologi spiller en central rolle, f.eks. brugen af robotter til minedrift på Månen.

Om sit forhold til brugen af genrer i sit forfatterskab fortæller Adam O.: ”Jeg har altid, som så mange andre, været fascineret af de landskaber og stemninger, der bliver bygget op i postapokalyptiske tegneserier, bøger og film. Men som regel bliver jeg uendelig træt i hovedet, når den evigt tilbagevendende pointe om, hvor forfærdelig verden vil blive uden menneskenes civilisation, bliver banket på plads igen og igen. Man kan vel sige, at jeg lægger mig i hjulsporene af den type fortællinger, men drejer skarpt af og tager den ud over stepperne, før historien ender som ”The Road” og lignende dystopiske fortællinger. Selvom jeg har hentet inspiration fra genren.” [1]Erik BarkmanEr mennesket ondt?Nummer 9, 2011-06-16..

Beslægtede forfatterskaber

Når Adam O. i sine bøger skildrer et stort firma, der kontrollerer et helt samfund, en befolkning af passiverede skærmslaver og et ministerium, der sprogvasker ubehagelige hændelser, er inspirationen fra George Orwells ”1984” (1949) ikke til at overse. I Orwells dystopiske fremtidsvision er Atlas og Onkel Dunkel udskiftet med Partiet og det ansigt udadtil, den allestedsnærværende Big Brother, der overvåger alle borgeres gøren og laden hele døgnet. Handlingen udspiller sig i et fremtidigt London, hvor hovedpersonen Winston Smiths begyndende tvivl på systemet får næring, da han møder kvinden Julia, der deler hans synspunkter. Men Big Brother holder øje, og forholdet afsløres. Winston fængsles, og i Ministeriet for Kærlighed udsættes han for tortur som et led i sin genopdragelse.

Hos Orwell er sproget også centralt i forhold til at kontrollere borgerne. Ved at erstatte engelsk med Nysprog skal borgernes evne til at udtrykke sig og tænke gradvist mindske, indtil den til sidst helt skal forsvinde.

I Adam O.’s bøger spiller mødet mellem barn og kæmpe en central rolle. Det gør det også i Roald Dahls ”The Big Friendly Giant” (”Den Store Venlige Kæmpe”, 1982), der handler om den forældreløse pige Sophies møde med den Store Venlige Kæmpe. Da Sophie en nat ikke kan sove, får hun ud ad vinduet øje på en kæmpe. Han får også øje på hende og tager hende med sig til kæmpernes land. Blandt kæmperne hersker der uro, og Sophie og den Store Venlige Kæmpe må drage tilbage til London for at advare Dronningen om, at menneskeædende kæmper planlægger at angribe byen.

Fælles for fortællingerne er, at børnene møder noget, der er større end dem selv, konkret såvel som i overført betydning. Det er nemlig gennem venskabet med kæmpen, at børnene ser den eksisterende verden med nye øjne og samtidig får adgang til en anden, ukendt verden. Det gælder for Ingeborg, der i mødet med Tonni 2 Ton får adgang til en verden, hvor fantasien regerer, det gælder Ramona, der gennem mødet med Skrot får viden om og hjælp til at færdes i lossepladsen Danmark og det gælder for Sophie, der i mødet med den Store Venlige Kæmpe får mulighed for at bruge sin viden om kæmperne i den verden, hun allerede kender.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Den rustne verden: Flugten fra Danmark
Den rustne verden: Flugten fra Danmark

Adam O.

Høst & Søn, 2019.

Den rustne verden: Motorhjerte
Den rustne verden: Motorhjerte

Adam O.

Høst & Søn, 2019.

Den rustne verden: Ukrudt
Den rustne verden: Ukrudt

Adam O.

Høst & Søn, 2020.

Billedbøger

Tonni 2 Ton
Tonni 2 Ton

Adam O.

Forlaget Fahrenheit, 2016.

Tonni 2 Ton og jagten på Hugtanja
Tonni 2 Ton og jagten på Hugtanja

Adam O.

Forlaget Fahrenheit, 2016.

Den store Tonni2ton
Den store Tonni2ton

Adam O.

Høst & Søn, 2021.

Lulu Lukøje : rejsen fra Drømmeløse
Lulu Lukøje : rejsen fra Drømmeløse

Adam O.

Gyldendal, 2023. (Lulu Lukøje, 1).

Lulu Lukøje : i drømmenes dyb
Lulu Lukøje : i drømmenes dyb

Adam O.

Høst, 2024. (Lulu Lukøje, 2).

Lulu Lukøje - Cafe Nemo
Lulu Lukøje - Cafe Nemo

Adam O.

Høst, 2024. (Lulu Lukøje, 3).

Skildpaddens drøm
Skildpaddens drøm

Adam O.

Høst, 2025.

Tegneserier

Ruiner
Ruiner

Adam O.

Forlaget Fahrenheit, 2011.

Kakofonia
Kakofonia

Adam O.

Forlaget Fahrenheit, 2015.

Tegnet satire

Yndigt DK
Yndigt DK

Adam O.

Forlaget Fahrenheit, 2014.

Det lille rige med svovlstikkerne
Det lille rige med svovlstikkerne

Adam O.

Forlaget Fahrenheit, 2015.

Børnebøger

Gro
Gro

Adam O.

Høst, 2022.

Troldenes tid - vejen til Ur
Troldenes tid - vejen til Ur

Adam O.

Høst, 2025. (1).

Troldenes tid - drengen i maskinen
Troldenes tid - drengen i maskinen

Adam O.

Høst, 2026. (2).

Om forfatterskabet

Web

Adam O.'s hjemmeside

Her kan du læse mere om nye udgivelser og projekter.

Søgning i bibliotek.dk

Søgning på Adam O.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Er mennesket ondt?

Erik Barkman

Nummer 9, 2011-06-16.

[2]

Fra Posehuset til prisnomineret for bog

Niki Treumer Mogensen

Folketidende.dk, 2021-01-31.