André Gide

Emneord:

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., marts 2019

Livet igennem eksperimenterede den franske forfatter André Gide med rammerne for fortælleformer, og han anses for at være en af romangenrens helt store fornyere. For Gide skulle litteraturen først og fremmest være frigørende, og i sine mange værker udfordrede han både seksuelle og religiøse dogmer og vedblev med at udvide grænserne for, hvad litteraturen kunne beskrive og hvordan.

Baggrund

André Paul Gide blev født i 1869 som eneste barn af Juliette og Paul Gide, der begge var af protestantisk familie. Især hans mor var præget af sit religiøse ophav og gav Gide en stærkt puritansk opdragelse. Livet igennem vendte Gide tilbage til forskellen på sine forældre, som han beskrev som værende af hver sin race, hver sin religion og hver sin region. Modsætningsforholdet mellem dem førte en splittelse med sig, som Gide så som afgørende for sit forfatterskab: ”Kunstnere rekrutteres blandt krydsninger, hos hvem modsatte anlæg trives side om side og vokser, idet de bringer hinanden i ligevægt.” (”Hvis Hvedekornet ikke dør”, 1943).

Familien tilhørte det bedre borgerskab i Paris, og André Gide blev sendt på de bedste skoler. Hans far døde, da Gide var kun 11 år gammel, og derefter blev hans mors calvinistiske univers med dets betoning af arbejdsomhed, tro og pligt endnu mere styrende for hans liv.

Foto: Bridgeman Art Library / Scanpix

Født
22. november 1869, Paris, Frankrig.
Død
19. februar 1951, Paris, Frankrig.
Uddannelse
Studentereksamen, Lycée Henri-IV, 1889.
Debut
Les Cahiers d’André Walter. 1891. Roman.
Litteraturpriser
Nobelprisen i litteratur, 1947.
Seneste udgivelse
Pastoralesymfonien. Lindhardt og Ringhof, 2009. Oversat af Karen-Marie Esmann.
Inspiration
Friedrich Nietzsche, William Shakespeare, Søren Kierkegaard.

Igennem skolekammerater blev André Gide introduceret til det litterære miljø i Paris, hvor han efterhånden kom til at spille en stor rolle. Med tiden blev han en ret skandaleombrust figur i det franske kulturlandskab, ikke mindst på grund af den rå ærlighed han lagde for dagen i sin udgivelser, særligt med bogen ”Corydon”, der var en slags forsvarsskrift for homoseksualitet. ”Corydon” blev den af Gides bøger, han selv mente var den vigtigste, og også den, der solgte bedst. Men det var ikke blot i forhold til seksuelle anliggender, at Gide gjorde sig bemærket – senere blandede han sig også i politiske debatter ved at tage skarpt afstand fra franske virksomheders udnyttelse af befolkningen i Afrika.

Tidligt forelskede Gide sig i sin to år ældre kusine Madeleine, som han senere giftede sig med, men kærligheden var fra begyndelsen formet af en åndelig og religiøs længsel, og de havde aldrig et seksuelt forhold til hinanden. Gide følte kun begær efter unge mænd, hvilket han opdagede under en rejse i Nordafrika. Mange af hans bøger handler om forsøget på at balancere det på tidspunkt ulovlige begær efter mænd og den platoniske, men respektable, kærlighed til sin kone, Madeleine. Han længtes efter at få et barn og blev i en moden alder far til en datter, som han fik sammen med datteren til en veninde. Han boede dog aldrig sammen med hverken datteren eller moderen.

André Gide modtog Nobels litteraturpris i 1947 og anses i dag for at være en af hovedskikkelserne inden for europæisk modernisme.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Levet liv og skrevet liv er tæt vævet sammen hos André Gide. Hans bøger er selvudleverende i næsten uhørt grad, og han brugte flittigt sine dagbøger som stof. Hans liv blev forvandlet til fiktion, samtidig med, at man i hans udgivne dagbøger kan se, at han også fiktionaliserede sit levede liv. Indimellem giver han sig selv og andre nye navne i dagbøgerne, og man kan se, hvordan nogle af handlingsforløbene løftes over i romanerne.

Spændingen mellem Gide som puritaner og Gide som hedonist er drivkraften i hans bøger. Det handler om at grave i de psykologiske mekanismer, der ligger til grund for et liv. Udfordre de fortællinger, vi fortæller os selv, dykke ned i selvbedrag og løgne.

Gide forsøgte at rydde ud i de litterære konventioner og finde nye former for romangenren. I en roman som ”Falskmøntnerne” brød han med fortællingens meningsskabende sammenhæng, og han er senere blevet kendt som den forfatter, der definerede et særegent, moderne fortælletræk: ’mise en abyme’ (kastet i afgrunden). Et litterært begreb, der blev kendetegnende for en modernistisk fortælleform og som går ud på at kaste læseren ud i et svimlende uendelighedsperspektiv ved at lade teksten åbne for en uendelig række perspektiver, som når Gide for eksempel lader forfatteren af ”Falskmøntnerne” optræde på linje med de mange andre personer i ”Falskmøntnerne”. Gide formulerede begrebet for sig selv i dagbogsoptegnelser i 1893.

Beslægtede forfatterskaber

En stor del af den frigørelsesproces, som André Gide i litteraturen var ude efter, handlede om at frigøre sig fra den strenge kristne opdragelse, der var en del af ham selv og som han tidligt forstod, at han aldrig ville blive helt fri af. Hans kristne livssyn spiller således en rolle i alt, hvad han skriver, og den selvransagelse, der er omdrejningspunktet for alle hans værker, er en form for bekendelse, der er kristen i sin tone. I sin søgen efter de store sandheder kan han siges at være beslægtet med tænkere som Søren Kierkegaard og Friedrich Nietzsche.

Men i sine litterære eksperimenter og forsøg på at forny romangenren har han mere til fælles med moderne forfattere som James Joyce, Alain Robbe-Grillet og Jorge Luis Borges.

Af nutidige forfattere kan man, både med hensyn til tema og tone, sammenligne Gide med en nuværende forfatter som Marilynne Robinson, der med romanen ”Gilead” (2004) også lader en aldrende, protestantisk præst stå i splittelsen mellem troen og begæret, evigheden og kærligheden, og med en dansk forfatter som Ida Jessen, der med ”Doktor Bagges Anagrammer” (2017) trækker spor tilbage til Gides selvransagende, dagbogsbekendende etos.