BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.

Intro

Anika Eibes forfatterskab består af mange genrer, og hun har skrevet alt lige fra eventyr og socialrealistiske ungdomsromaner til historisk fiktion og gendigtning af græsk mytologi. Eibe har desuden skrevet noveller og vundet Nehms Forlags novellekonkurrence med novellen ”Stressmonster” i 2011, samt modtaget Drengelitteraturprisen i 2012 for novellen ”Colosseum”. Trods forfatterskabets genremæssige brede er undersøgelsen af minoritetsgruppers vilkår med trængsler og krænkelser en gennemgående tematik i Eibes mange fortællinger.

Baggrund

Anika Eibe er født i Odense i 1973, men flyttede i sin tidlige opvækst flere gange frem og tilbage mellem Danmark og den tysktalende del af Schweiz, før hun landede permanent på Langeland med sin familie. Hun er blevet på øen som voksen og har i en årrække været bosat i Rudkøbing, hvor hun selv har stiftet familie.

”Hver gang én af de andre så hen på ham, skyndte Jack sig at se væk. Men deres nysgerrige blikke var ikke som kundernes i farens skrædderbutik. Der var ikke en chokeret gispen efterfulgt af et medlidende klik med tungen. De så blot nysgerrigt ... og venligt? ... på ham.”

”Freaks”, s. 35.

Lysten til at skrive fik hun allerede som ung. Hun fortæller: ”Jeg startede med at skrive i midt halvfemserne. Sådan rigtig for alvor altså. Det kom samtidig med den første computers indtog i huset og jeg fik lyst til at skrive en roman. Bare fordi.” [1]Anika EibeNej, nej og atter nej … en afslagrytters bekendelser – del 1Forfatterens hjemmeside..

portræt af Anika Eibe
Foto: Forlaget Tellerup
  • Født

    1973 i Odense.

  • Uddannelse

    Kontoruddannet.

  • Debut

    Nynazisten. Forlaget Branner og Korch, 2003. Roman.

  • Litteraturpriser

    Årets Eventyrforfatter, 2007. Drengelitteraturprisen, 2012.

  • Seneste danske udgivelse

    Er du okay, Maja? Forlaget Tellerup, 2022. Roman.

  • Inspiration

    ”Alt inspirerer mig. Det kan være en strofe fra en sang, en replik sagt i mit nærvær, en interaktion mellem mennesker i supermarkedet.” (Forfatterens hjemmeside).

Men vejen til den første romanudgivelse var lang og krævende, og før hun lykkedes med at komme igennem det forjættede nåleøje, fik hun en del afslag. Den første roman, hun skrev, havde titlen ”Gyserklubben”, og selvom den fra flere forlag fik ros med på vejen, blev den aldrig udgivet. Hendes anden roman ”En skønne dag” led samme skæbne, så det var først med sin tredje roman, den socialrealistisk ungdomsroman ”Nynazisten” fra 2003, at hun havde heldet med sig. Eibe bevarede skrivelysten trods afslag, fordi hun tidligt besluttede sig for at sondre mellem det at skrive og det at finde et forlag. Hun siger: ”Den ene del af mig ville skrive, SKULLE skrive. (...) Det var det her jeg ville! Det var det her jeg var. Jeg var forfatter. (...) Den anden del af forfatterdrømmen var forlagsjagten. Det at ville udgives, skulle være en hobby i sig selv.” [1]Anika EibeNej, nej og atter nej … en afslagrytters bekendelser – del 1Forfatterens hjemmeside..

Med den første udgivelse voksede troen på, at hun nu omsider kunne udleve drømmen om et liv som fuldtidsforfatter. Men sådan er det indtil videre ikke gået. Eibe har siden 2003 udgivet en række bøger i forskellige genrer, men hun har sideløbende altid haft et fuldtidsjob og arbejdet med bogholderi og økonomi i forskellige firmaer.

I dag bor Eibe på Fyn. Hun er fraskilt, og hendes datter er flyttet hjemmefra.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I Anika Eibes ungdomsserie ”Er du okay?” fra 2016, der består af seks bøger med hver sin unge hovedperson, fem piger og en dreng, vender Eibe tilbage til den realistiske ungdomsbog, som var den genre, hun debuterede i med romanen ”Nynazisten”. Seriens seks hovedpersoner befinder sig alle i en svær situation, men uanset om det handler om skilsmisse, mobning, overvægt, at springe ud som homoseksuel, selvskade eller overgreb, kæmper karaktererne med ensomhed, fordomme og manglende selvværd. Fælles for Eibes hovedpersoner er, at de er troværdige og nemme at identificere sig med for målgruppen, og Eibe skriver om dem i et ligefremt og lettilgængeligt sprog. Den nutidige og lette sprogtone går igen i hele forfatterskabet, også når handlingen udspiller sig i enten oldtidens Grækenland som i ”Atalanta : i gudindens skygge” eller i 1800-tallets London som i ”Freaks”. Uanset genre skriver Eibe dynamiske fortællinger med spændingsfyldte plot, og hun bruger ofte skift i synsvinkel som drivkraft i den fremadskridende fortælling.

Eibe har en forkærlighed for udsatte og udstødte, hvilket især kommer til udtryk i romanen ”Freaks”, men også i Okay-serien.

Eibes realistiske ungdomsbøger kredser om aktuelle tematikker som identitet, ensomhed, overgreb, kroppen og kvindeundertrykkelse, mens de historiske romaner fokuserer på mere universelle temaer som kærlighed, frihed, magt og krig. Eibe er ikke bange for at være hverken seksuel eller blodig, og et gennemgående træk i forfatterskabet er en ligefrem facon, hvor sex, vold og krig serveres uden filter.

Udover socialrealistiske ungdomsbøger, historiske romaner og en gendigtning af græsk mytologi består Eikes forfatterskab også af både noveller og moderne eventyr. Selv siger Eibe om de varierende genrer: ”Generelt er jeg en lystbetonet forfatter, der skriver i de genrer jeg har lyst til. Og er derfor også en markedsføringsmæssig katastrofe.” [3]Eva LuciaFORFATTER-INTERVIEW #53 ANIKA EIBEBogbloggen: EVA LUCIA ✮ REVIEWS & LITERATURE..

Beslægtede forfatterskaber

Anika Eibes ungdomsbøger tager fat i hårde problematikker ved ungdomslivet, men uden at blive sentimentale. De er realistiske, båret af troværdige hovedpersoner, og Eibe er ikke bange for at tage fat i tabubelagte tematikker. På den måde minder hendes realistiske ungdomsbøger om Sarah Engells, der også beskæftiger sig med ungdomslivets udfordringer og især handler om alt det, der rører sig, når man er på vej til at blive voksen. En anden dansk forfatter, der også skriver coming-of-age-romaner, er Caroline Ørsum. Et gennemgående træk i hendes realistiske ungdomsromaner er, at flere af hendes karakterer har svære psykiske problemer på samme måde som hovedpersonen Fie har i Eibes roman ”Er du okay, Fie?”.

Eibes historiske romaner er båret af dynamiske plot og menneskeligt drama, og hun skriver sig ind i en tradition, der især er stor i England. Herhjemme er Maria Helleberg kendt for at skrive store historiske romaner, og hun har for eksempel bidraget med hele fem værker til den store skønlitterære Danmarks-krønike ”Slægten”. Et typisk træk i Hellebergs forfatterskab er en undersøgelse af kønsrelaterede problemstillinger, uanset om handlingen udspiller sig før år nul, i middelalderen eller i 17-1800-tallet. Det samme gør sig gældende i Eibes ”Atalanta : i gudindens skygge”, hvor hun også sætter fokus på Atalantas svære kår som kvinde i en mandsdomineret verden.

At følge vanskabningers rejse i livet fyldt med kærlighed og ondskab, som Eibe gør i romanen ”Freaks”, er også plottet i Carl-Johan Vallgrens roman ”Den vidunderlige kærligheds historie”. Her må den vanskabte dværg Hercule Barfuss præcis som Jack også igennem en masse grumt.

Eibes forfatterskab rummer også en del gys og uhygge, og i den henseende er det ikke overraskende, at hun er inspireret af Stephen King. Selv siger hun om den ikoniske amerikanske forfatter: ”Stephen King giver mig altid lyst til at skrive. Han er fænomenal til personkarakteristik, og jeg elsker virkelig hans evne til at få dagligdags ting til at virke nærværende og spændende.” [3]Eva LuciaFORFATTER-INTERVIEW #53 ANIKA EIBEBogbloggen: EVA LUCIA ✮ REVIEWS & LITERATURE..

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Nynazisten
Nynazisten

Anika Eibe

Forlaget Branner og Korch, 2003.

Atalanta
Atalanta

Anika Eibe

Forlaget Forum, 2006. (Nyudgivelse som E-Bog. Forlaget Baccata, 2013).

Dronning af blod
Dronning af blod

Anika Eibe

Forlaget Forum, 2007. (Nyudgivelse som E-Bog. Forlaget Baccata, 2014).

Freaks
Freaks

Anika Eibe

Forlaget Turbine, 2014.

Er du okay-serien

Er du okay, Fie
Er du okay, Fie

Anika Eibe

Forlaget Tellerup, 2016.

Er du okay, Marie
Er du okay, Marie

Anika Eibe

Forlaget Tellerup, 2017.

Er du okay, Matthias
Er du okay, Matthias

Anika Eibe

Forlaget Tellerup, 2017.

Er du okay, Nanna
Er du okay, Nanna

Anika Eibe

Forlaget Tellerup, 2017.

Er du okay, Helene
Er du okay, Helene

Anika Eibe

Forlaget Tellerup, 2019.

Er du okay, Maja
Er du okay, Maja

Anika Eibe

Forlaget Tellerup, 2022.

Kortroman

4. bog om Satan: Tvisten
4. bog om Satan: Tvisten

Anika Eibe

Forlaget Kandors, 2015

Noveller

Stressmonster i novelleantologien Buketten. Nehms Forlag
Stressmonster i novelleantologien Buketten. Nehms Forlag

Anika Eibe

2011

Colosseum i Historier til drenge
Colosseum i Historier til drenge

Anika Eibe

Forlaget Tellerup, 2012.

Albinodrengen i Historier til drenge
Albinodrengen i Historier til drenge

Anika Eibe

Forlaget Tellerup, 2013.

Knogler i Drifter, 13 erotiske noveller
Knogler i Drifter, 13 erotiske noveller

Anika Eibe

Forlaget Kandor, 2014

Om forfatterskabet

Web

Podcasten: Langeland i Hjertet

Forfatterstemmer fra øen, 2025–04–11.

Instagram: anikaeibe

Her kan man følge med i Anika Eibes liv som forfatter.

Forfatterens hjemmeside

Hjemmesiden indeholder blandt andet blogindlæg om litteratur og det at skrive, bibliografi, anmeldelser m.m.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Anika Eibe

Kilder citeret i portrættet

[1]

Nej, nej og atter nej … en afslagrytters bekendelser – del 1

Anika Eibe

Forfatterens hjemmeside.

[2]

Nej, nej og atter nej – en afslagsrytters bekendelser – del 2

Anika Eibe

Forfatterens hjemmeside.

[3]

FORFATTER-INTERVIEW #53 ANIKA EIBE

Eva Lucia

Bogbloggen: EVA LUCIA ✮ REVIEWS & LITERATURE.