Anja Otterstrøm

Emneord:

Hovedforfatter

Christine Fangel Juhl
cand.mag., marts 2018

Selv om det er i hverdagen, Anja Otterstrøm henter inspiration til sine noveller, er det ikke sjældent en forvredet virkelighed, der træder frem i hendes tekster. Tankeeksperimentet ”Hvad nu hvis?” synes at være motoren i hendes indtil videre to novellesamlinger, ”Enebørn” (2010) og ”En ikke ualmindelig bivirkning” (2012), der viser menneskelige relationer sat på spidsen i absurde, groteske og bizarre situationer.

Baggrund

Otterstrøm er født i Roskilde i 1966 og vokset op i Rødovre med sin familie, der udover forældrene også tæller en lillesøster. Hendes mor var bogholderiassistent, og faren nåede, inden han gik på pension, både at virke som elektriker, politimand og borgmester i Egedal Kommune.

”Jeg fortæller, at jeg skal hente Sofie. At jeg er hendes mor. Og at jeg gerne vil tale med en af de almindelige pædagoger. Han siger, han er pædagog på aftenholdet, og at jeg jo er kommet efter lukketid. Derfor spiser og overnatter Sofie i institutionsregi. ’I institutionsregi?’ siger jeg. ’Ja, hun spiser og overnatter i institutionsregi,’ gentager han og fortsætter, ’ifølge de nye regler.’”

”Den var over fem” i ”En ikke ualmindelig bivirkning”, s. 40.

Foto: Ukendt

Født
Februar 1966, Roskilde.
Uddannelse
Cand.merc.jur., CBS, 1992.
Debut
Enebørn. Bahnhof, 2010.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
En ikke ualmindelig bivirkning. Tiderne Skifter, 2012.
Inspiration
Hverdagssituationer og -samtaler.

Med debuten ”Enebørn” fra 2010 skilte Otterstrøm sig ud fra den gængse debutant: Hun var 44 år, uddannet cand.merc.jur. 18 år tidligere og arbejdede som embedsmand i Undervisningsministeriet. Selv om skrivelysten har været der siden folkeskoletiden, hvor dansk var hendes yndlingsfag, tog det alligevel tid at nå frem til et punkt, hvor hun var klar til at udgive sine tekster. Hun har kaldt sig selv for en ”rigtig flinkeskolepige” [1], der følte, at hun skulle gøre sin borgerpligt i ministeriet og få familie, inden hun kunne kaste sig over forfattergerningen. Desuden tog det tid at modnes som historiefortæller: ”Det har bare taget meget lang tid for mig at nå frem til en afrundethed i mig selv, for at jeg kunne sætte nogle historier ud, som ikke var alt for private, men alligevel tog fat i noget personligt stof. For det skal jo ikke være en dagbog; det skal være noget, der har almen interesse.” [2].

Otterstrøms indtil videre to novellesamlinger er blevet til under vidt forskellige omstændigheder. ”Enebørn” blev skrevet over mange år, mens hendes to sønner var små, og hun måtte derfor udnytte togture, aftener og ventetiden i svømmehallen, når drengene var til svømning, til at skrive. Den anden novellesamling, ”En ikke ualmindelig bivirkning” (2012), blev til gengæld skrevet i løbet af en tre måneder lang orlov. Ifølge hende er der fordele og ulemper ved begge forløb: ”Da jeg havde orlov og skrev meget koncentreret, forsvandt jeg nærmest ind i figurerne, jeg så ikke ret mange mennesker i den periode. Min familie vil nok sige, at jeg forsvandt lidt fra dem, fordi hele forløbet var så intensivt – der var næsten helt tomt, da bogen var færdig. Så man er selvsagt mere til stede, når man skriver lidt hist og pist over flere år. Men der var noget utroligt godt ved at skrive intensivt i min orlov.” [3].

I dag bor Anja Otterstrøm igen i Roskilde med mand og to børn og arbejder stadig i Undervisningsministeriet.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Enebørn
Det sære i det nære kunne være undertitlen på Anja Otterstrøms debut, novellesamlingen ”Enebørn” (2010). I de 19 noveller kiler bizarre handlinger, uventede begivenheder og groteske situationer sig...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Anja Otterstrøm skriver med udgangspunkt i et realistisk genkendeligt univers, men lader ofte noget uhørt, absurd eller bizart bryde ind. Indtil videre har hun kun udgivet noveller, og denne genre passer da også godt til at vise livets små eller store katastrofer. Brud og savn er et gennemgående tema i begge samlinger, og relationer og kommunikation mennesker imellem er på spil i stort set samtlige noveller. I ”En ikke ualmindelig bivirkning” er der dog flere noveller, som vender sig indad og har mere fokus på hovedpersonens – ofte en jegfortællers – mentale tilstand og selvværd eller mangel på samme.

Der ligger ofte en kritisk tone under novellernes historier, for eksempel er forholdet mellem individ og samfundets regler et tilbagevendende motiv. Otterstrøm viser på ofte ganske opfindsom vis, hvordan der ikke skal mange forskydninger til, før de gængse normer sættes ud af spil, og man drives til desperate handlinger. Flere af novellerne udspiller sig i noget, der minder om vores tid og verden, men afslører et andet samfund, hvor andre regler gælder.

Det er i hverdagen – og også på jobbet som embedsmand – at Otterstrøm henter det meste af sin inspiration: ”Jeg snapper sætninger og små kommentarer op, og jeg hører, hvad folk fortæller, hvad der sker på hjemmefronten. Det er jo det her med relationer mellem mennesker, der i virkeligheden interesserer mig.” [2].

Alle novellerne har en realistisk base, men ofte låner Anja Otterstrøm træk fra andre genrer. For eksempel er der science fiction-træk i novellen ”Lotteri”, og den måde, de handlende i ”Ekspedienterne” omvendes fra købere til sælgere, kan minde om den absurde dramatik. Stilen i begge novellesamlinger er minimalistisk, og det er sjældent Otterstrøm udsmykker sin prosa med overflødige sprogblomster og lyriske passager. Til gengæld er der ofte noget humoristisk i hendes skrivemåde, som særligt kommer til udtryk i dialogen.

Beslægtede forfatterskaber

I Anja Otterstrøms noveller lurer det sære lige under dagligdagens fine fernis. I de ofte ultrakorte tekster er den klassiske novelles store og jordskælvslignende begivenhed tit fraværende. I stedet stilles der skarpt på de små rystelser i livet, der dog ikke er mindre interessante. Med dette og hendes fokus på menneskelige relationer, passer Otterstrøms noveller fint ind 00’ernes novelle- og kortprosatradition, som man for eksempel finder i Dorthe Nors’ ”Kantslag” (2008) og Naja Marie Aidts ”Bavian” (2005).

Over for det genkendelige og hverdagsagtige står de mange indbrud af noget absurd, ekstremt eller grotesk. I anmeldelser er Anja Otterstrøms noveller blevet sammenlignet med Villy Sørensens ”Sære historier” (1953) og ”Ufarlige historier” (1955). Her finder man også fortællinger, hvor noget grumt eller absurd bryder ind i hverdagen, eksempelvis i den kendte novelle ”Blot en drengestreg”. Her skærer to små drenge benet af en tredje dreng, fordi han har fået et sår, og de er sikre på, at han ellers vil dø af blodforgiftning. Den grusomme begivenhed fortælles med en nøgtern og koncentreret tone, som man også kan finde hos Otterstrøm. Nanna Goul arbejder i sin novellesamling ”Erle perle” (2017) som Otterstrøm med det groteskes indslag i hverdagen, og her fremstår det unormale også som noget selvfølgeligt.

Det absurde spiller en helt særlig rolle hos Otterstrøm, hvilket kan give mindelser til Franz Kafkas forfatterskab. I novellen ”Lotteri” fra ”Enebørn” venter et nybagt forældrepar på at få deres datters ”nummer” at vide. I dette samfund bliver hvert barn ved fødslen tildelt et nummer fra myndighederne, som repræsenterer deres samlede antal leveår, og hvis tallet viser sig at være meget lavt, skal forældrene tage stilling til, om de vil donere år fra deres eget nummer til barnet. Samme udstilling af et absurd bureaukrati findes i novellen ”Den var over fem” fra ”En ikke ualmindelig bivirkning”. Her kan en mor ikke få sin datter med hjem fra børnehaven, fordi hun har glemt at gøre indsigelser og dermed passivt accepteret institutionens nye afhentningsregler. Begge noveller er eksempler på den light-version af et kafkask bureaukratiunivers, som florerer i både ”Enebørn” og ”En ikke ualmindelig bivirkning”.