Anthony Doerr

Genrer og tematikker

Anthony Doerrs ”Alt det lys vi ikke ser” lægger sig i forlængelse af en lang tradition for krigsfortællinger, der fokuserer på enkeltpersoners individuelle kampe knyttet til krigens større sociokulturelle problemstillinger. På den måde gøres karaktererne til subjekter med særegne personlighedstræk, samtidig med at de i et videre perspektiv eksemplificerer krigens skiftende magtbalancer. Med karakteren Werner gives et indblik i nazismen som en social omstændighed i 1940’ernes Tyskland, og uden at forsvare eller retfærdiggøre krigshandlingerne og masseudslettelserne viser værket, hvordan vejene ind i nazismen var mange og forskelligartede. For den fattige og intelligente dreng Werner repræsenterer nazismen til dels en udvej fra en fremtid i kulminerne, og på den måde gør romanen et nummer ud af at nuancere blikket på, hvad der er godt og ondt. Herigennem mindes læseren hele tiden om, at historiens udvikling bestemmes af en lang række enkeltindividers handlinger i en konkret og mudret virkelighed, som baserer sig på alle mulige hverdagslige og menneskelige problematikker, såsom økonomi, venskaber, angst og opvækstbetingelser, frem for på rationelle, oplyste og ideale beslutningsprocesser.

Også i sine andre værker har Doerr arbejdet med temaer som tid, fortælling og historieskrivning. Det ses blandt andet i samlingen ”Memory Wall”, hvor læseren i en række noveller introduceres for karakterer af forskellig nationalitet. Igen er Doerr interesseret i skæbnefortællinger, og gennem meget af hans skrivning løber en antydning af noget transcendent: at der under de specifikke vilkår, ethvert menneske er underlagt, er en mening og sammenhæng, der rækker ud over den enkelte. Så selvom den politiske virkelighed fremstår beskidt og korrumperet i meget af hans værk, er der alligevel en lys og tillidsfuld undertone af, at der bag alle forskellene er et fælles menneskeligt vilkår.

Doerr arbejder traditionelt med romangenren i den forstand, at ”Alt det lys vi ikke ser” kompositorisk bygger sig op imod et klimaks, og at der til grund for handlingen er et nøje udtænkt plot. Det er på den måde ikke en eksperimenterende eller genrefornyende roman, men snarere et værk, hvor interessen ligger i at videreføre ’den gode fortælling’.

Beslægtede forfatterskaber

I et interview nævner Doerr selv de amerikanske forfattere Anne Carson og Cormac McCarthy som inspirationskilder. Lidt mere tøvende tilføjer han den tyske forfatter W.G. Sebald, men siger så, at han slet ikke er sikker på, de appellerer til de samme læsere. [2]Michelle Dean’Anthony Doerr: I grew up, where to call yourself a writer woul…The Guardian, 2015-04-22.

Anne Carson, der er en nulevende canadisk digter og oldtidsprofessor, er for så vidt en overraskende inspirationskilde, da de to forfatteres praksisser umiddelbart ligger langt fra hinanden. Carson skriver mere formeksperimenterende end Doerr, og ved første øjekast er der ikke meget, der forbinder hendes lyrik med Doerrs mere traditionelle karakter- og plotbårne prosa. Når Doerr alligevel føler et slægtskab med hende, må det være igennem det, som flere anmeldere også bemærker ved hans prosa: dens lyriske udtryk med korte sætninger og gentagende mønstre samt hans optagethed af det musikalske ved sproget.

Tematisk slægter han i langt højere grad Cormac McCarthy på. McCarthy er en ligeledes nulevende, amerikansk forfatter, og ligesom Doerr har han vundet Pulitzer-prisen. Han skriver stilistisk bevidste westerns, bl.a. ”No Country for Old Men”, der i 2007 blev filmatiseret. Magt og vold spiller en stor rolle i forfatterskabet, og i den forstand er det let at se arven fra McCarthy i Doerrs værk. Dog er McCarthy noget mere hårdkogt, både i sine voldsbeskrivelser og i det bagvedliggende menneskesyn.

Som nævnt indskriver Doerr sig i en tradition for krigsfortællinger, der vinkler det svære politiske stof ud fra enkeltpersoner og på den måde lader karaktererne agere spejl eller prisme for det samfund, de er del af. Et meget berømt værk, der også gør det, er tyske Nobelpristager Günter Grass’ indflydelsesrige roman ”Blechtrommel” (”Bliktrommen”) fra 1959. Her belyser han nazismen og Tysklands udvikling i krigsårene gennem den gnomagtige Oscar Matzeraths skæve opvækst. Grass’ bog er dog, i sammenligning med Doerrs, et meget mere kompliceret værk, fortælleteknisk såvel som tematisk.

Relaterede forfattere