Antonio Pennacchi

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2015

Hovedforfatter

Emil Groth Larsen
cand.mag., 2013

Den italienske forfatter Antonio Pennacchi skriver i forordet til sit mesterværk ”Mussolini kanalen”: ”Hvad man end måtte mene om denne bog, er det den, jeg er kommet til verden for.” Hans sprælske familiekrønike er skrevet med slægtens kogende hjerteblod og skildrer to generationers liv og levned i overgangen fra fæstebønder til fascister i første halvdel af det 20. århundredes Italien. Pennacchi var i 30 år natarbejder på en fabrik, før han fik succes som forfatter, og har i sit liv skrævet over hele det politiske spektrum – fra ung neofascist til den yderste venstrefløj.

Baggrund

Antonio Pennacchi blev i 1950 født i byen Latina, der ligger syd for Rom i de Pontiske Sumpe. Byen er blev grundlagt under Mussolini, og her slog Pennacchis forældre sin ned under diktatorens dræningsprojekt – præcis som det sker med Peruzzi-familien i ”Mussolini-kanalen”.

”jeg påstår ikke, at jeg sidder her og fortæller Dem Guds sandhed, den fuldkomne og absolutte sandhed, som kun Han kender. Jeg fortæller dem Peruzziernes sandhed, den mine onkler fortalte mig, ud fra hvordan de selv havde oplevet den.”

”Mussolini-kanalen”, s. 250.

Som ung var Pennacchi med i det neofascistiske MSI-parti, men blev efter få år ekskluderet efter deltagelse i en antiamerikansk demonstration imod Vietnam-krigen. Efterfølgende skiftede han politisk standpunkt og blev aktivt medlem af forskellige kommunistiske og socialistiske partier. Antonio Pennacchi var i tredive år natarbejder på fabrikken Alcatel Cavi, før han fik succes som forfatter.

Foto: Tonio Mirabella

Født
26. januar 1950, Latina, Italien.
Uddannelse
Bachelorgrad i litteratur, 1994.
Debut
Mammut. Donzelli, 1994.
Litteraturpriser
Napoli-prisen, 2003. Acqui Storia-prisen, 2010. Strega-prisen, 2010.
Seneste udgivelse
Fascistkommunisten : Accio Benassis vilde liv. Gyldendal, 2015. (Il fasciocomunista – Vita scriteriata di Accio Benassi. 2003). Oversætter: Thomas Harder. Roman.

Efter en periode med teknisk arbejdsløshed erhvervede Pennacchi sig som 44-årig en bachelorgrad i litteratur. Samme år fik han sin debutroman ”Mammut” udgivet. Bogen skildrer en fagforeningsmands kamp for retfærdighed og har selvbiografiske islæt og referencer til Pennacchis eget arbejdsliv på kabelfabrikken. I de følgende år skrev han flere små politiske romaner, men slog først for alvor igennem med ”Il Fasciocommunista” fra 2003. Her fortælles historien om to brødre, der står på hver deres side af det politiske spektrum. Bogen blev i 2008 filmatiseret med titlen ”Min bror er enebarn”.

Antonio Pennacchi betragter selv ”Mussolini-kanalen” (2010) som sit livsværk, og det er da også med den, at han har fået sit internationale gennembrud og Strega-prisen. Foruden sine romaner har Pennacchi skrevet faglitterære tekster og bøger om dræningen af De Pontiske Sumpe, deres byer og lokalhistorie.

Pennacchis forfatterskab skildrer Italiens historie og politiske liv – og ofte bruger han kapitler fra sit eget liv. Mere specifikt beskæftiger han sig primært med fascismen og socialismen i forskellige kontekster. Med ”Mussolini-kanalen” tegner han det store billede af Italiens historie fra begyndelsen af det 20. århundrede til fascismens fald. Rent litteraturhistorisk udmærker han sig som behersker af den store historiske roman, som han giver et personligt, legesygt og skævt ansigt. Pennacchi er blevet kritiseret for at idyllisere fascismen i Italien og for manglende afstandtagen til dens ugerninger.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Antonio Pennacchi om sin nye roman, "La strada del mare". Mondadori, 2020. (på italiensk)

Udvalgte bøger

Mussolini-kanalen
Efter familiekrønikens skabelon fortæller Antonio Pennacchi i sit hovedværk ”Canale Mussolini” (2010) (”Mussolini kanalen”, 2013) historien om Italiens historiske udvikling fra feudalt samfund omkr...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Antonio Pennacchis forfatterskab er dybt funderet i det italienske, i landets historie og dets politiske konflikter. Hans romaner fortæller folkets historier fra bondens eller den jævne arbejders perspektiv, og her er det især de politiske motiver, der driver værket. Pennacchis personlige erfaringer fra begge ekstremistiske fløje bringes i spil, når han viser og forklarer sine figurers bevæggrunde, overvejelser og kvaler. Han formår at opstille og diskutere konflikter og historiske fakta igennem enkelte karakterer.

I tilfældet ”Mussolini-kanalen” bruger han familien Peruzzi til at repræsentere hele landets befolkning af fattige og plagede landarbejdere, der søger efter et bedre liv og samles under fascismens banner. Samtidig spejler Pennacchi den italienske nutid i fortiden ved at trække paralleller til eksempelvis Berlusconi og rejser i ”Mussolini-kanalen” spørgsmålet om, hvordan man i fremtiden vil se på et land, der kunne stemme på den skandaleombruste præsident.

Fascismen er et gennemgående motiv hos Pennacchi. Hans fremstilling af ideologien er dog blevet kritiseret for at være unuanceret – familien Peruzzi bliver tilhænger af fascismen nærmest ved et tilfælde, og figurernes begejstring for den komiske Mussolini-figur er til at føle på. I den forbindelse kunne man diskutere en romans moralske forpligtelser. Men Pennacchi giver netop læseren den fornemme opgave at danne sin egen mening på baggrund af fortællerens partiske og pikareske fremstilling.

Der er få forfattere, der som Pennacchi formår at skrive sit lands ”store historiske roman” – en bedrift, som man kan vove at tilskrive ham. Og det er som betvinger af denne svære genre, at han vil blive husket. Det, der gør ”Mussolini-kanalen” til et bemærkelsesværdigt værk, er foruden det grundige kendskab til de historiske forhold og til orkestreringen af det selvbiografiske materiale, at den er fortalt med et sprog og i en form, der underbygger indholdet. Brugen af overdrivelser, af de forsigtige anstrøg af magisk realisme og den mundtlige form giver værket et nærvær og en underholdningsværdi, samtidig med at den fremstår umiskendeligt italiensk.

Beslægtede forfatterskaber

I Antonio Pennacchis forfatterskab findes der både genkendelige motiver og fortælletekniske greb, selv om han er litteraturhistorisk enegænger. Skildringen af de fattige fæstebønders udvandring i det første kapitel af ”Mussolini-kanalen” har tematiske ligheder med John Steinbecks ”Vredens druer” (1938), hvor den fattige familie Joad fra Oklahoma som Peruzzierne er tvunget til at starte forfra på fremmed grund. Bogen nævnes endda ved titel i ”Mussolini-kanalen”, men hvor Steinbecks karakterer er troskyldige og selvopofrende, er der en anden vildskab og fandenivoldskhed at finde hos Pennacchi. Her er Peruzzi-familiens koleriske onkler ikke blege for at gribe til våben, slå på tæven og tage for sig af bordellernes tilbud.

Snarere end Steinbeck har Pennacchi et litterært broderskab med Günther Grass, om end de også har store forskelle. I ”Bliktrommen” (1959) skildrer Grass nazismens udbredelse i Tyskland og 2. Verdenskrig igennem dværgen Oscar Matzarath, der lige som fortælleren i ”Mussolini-kanalen” har en pikaresk og gavtyveagtige måde at forvrænge og skildre begivenhedernes gang på. Men hvor Grass benytter Oscar-figurens forvrængninger som et filter eller en måde at behandle et ekstremt betændt stofområde på, er Pennacchis fortæller anderledes direkte og kontant i sin fremstilling. Den overdrevne og fantastiske måde at berette på giver dog skildringen af fascismens udbredelse en blødere og lettere fordøjelig form, men er samtidig bundet op på den litterære filò-tradition, som karaktererne er en del af.

Både Grass og Pennacchi står som helt centrale skikkelser i fremstillingen af deres respektive landes fortrædeligheder i det 20. århundrede, og der er klare ligheder i deres måder at angribe stoffet på. Dog kan det nævnes, at de flere tyske anmeldere i deres behandling af ”Mussolini-kanalen” skriver, at bogen aldrig kunne være skrevet i Tyskland.

Af andre forfattere, der kombinerer slægtsromanens form med den magiske realismes fantastiske elementer i deres skildringer, kan nævnes Isabel Allende og Gabriel García Márquez.