*Seneste udgivelse

Ben Okri

Emneord:

Hovedforfatter

Bettina Frank Simonsen
journalist, cand.mag., 2009

Ben Okri skød sig ind på den litterære stjernehimmel i 1991 med romanen ”The Famished Road”, der indbragte ham den prestigefyldte Booker pris. Romanen sammenvæver Nigerias politiske udvikling og landets spirituelle åndeverden i en unik fortælling, der indvarslede en helt ny stemme i afrikansk litteratur. Okri har skrevet en lang række romaner og noveller siden, og kendetegnende for hans forfatterskab er, at det trækker på myter og fortællinger fra hjemlandet, Nigeria. Hans romaner har sjældent en lineær, kronologisk handling, men blander fortid, nutid og fremtid til én fabellignende fortælling, hvor forfædrenes åndeverden bliver nøjagtig lige så virkelig og nærværende som Afrikas politiske samtid.

Baggrund

Ben Okri er født i det nordlige Nigeria i 1959, men da han var kun halvandet år gammel flyttede familien til England. Hans far fik et legat til at studere jura i London, og Okri voksede op i Peckham, hvor han med egne ord udviklede sig til at blive lidt af en ballademager. Som syvårig vendte Okri med sin familie hjem til Nigeria, selvom han modvilligt steg om bord på færgen. Storbyen Lagos var en overvældende oplevelse for den lille dreng, men også en fryd: ”Jeg opdagede, at det var muligt at være menneske på en helt anden måde. Det var ligesom om verden blev flerdimensional.” [2].

”I begyndelsens land blandede ånder sig med de ufødte. Vi kunne antage et utal af skikkelser. Mange af os var fugle. Vi kendte ikke til grænser. Der var så meget at fejre, så mange lege, så meget at sørge over. Vi fejrede evighedens grusomme rædsel. Vi legede meget, fordi vi var frie. Og vi sørgede, fordi der altid var nogen iblandt os, der lige var vendt tilbage fra de Levendes verden. De var vendt fortvivlede tilbage på grund af al den kærlighed de havde lagt bag sig, alle de lidelser, de ikke havde rådet bod på, alt det, de ikke havde forstået, og alt det de kun lige var begyndt at lære, før de blev ført tilbage til ophavets land.”

”Sultens vej”, s. 9.

Da Ben Okri var otte år gammel, i 1967, udbrød der krig efter et forfejlet kupforsøg, som Igbo-befolkningen fik skylden for. Okris far var Urhobo, men hans mor halvt Igbo, og familien måtte leve i skjul. Her oplevede Okri ting, der senere fandt vej til noveller som ”Incidents of the Shrine” (1986), hvor civile bliver slagtet, fordi de taler det forkerte sprog. ”Jeg er langsom til at se den slags ting i øjnene; det tog mig sytten år. Jeg er propfuld af ting, jeg har været vidne til.” [2]. Oplevelserne medvirkede til, at Okri aldrig siden har kunnet godtage nogen form for ideologi eller verdenssyn. ”Jeg er mistænksom over for enhver opfattelse, der deles af et flertal. Jeg ved af egen erfaring, at alt afhænger fuldstændig af hvem du er – hvilken familie, hvilken race.” [2].

Foto: Orion / Contemporarywriters.com

Født
15. marts 1959 i Minna i det nordlige Nigeria.
Uddannelse
Studier i litteraturvidenskab ved Essex University.
Debut
Flowers and Shadows, 1980 (roman, ikke oversat til dansk).
Litteraturpriser
Commonwealth Writers Prize, Africa Region, Best Book, 1987. Paris Review/Aga Khan Prize for Fiction, 1987. Booker Prize for Fiction, 1991. OBE, Order of the British Empire, 2001.
Seneste udgivelse på dansk
Stjernebogen. Tiderne Skifter, 2009.

Ben Okris forældre var kristne, men hans far vendte med tiden tilbage til sine forfædres religion, animismen. Hans tilbagevenden til forfædrenes åndeverden fik stor indflydelse på Okris liv, og det gik op for den vordende forfatter, at man ”ikke kan fremmane et sted for alvor, før man finder den tone, den fortælling, der harmonerer med det steds dimensioner. Man kan ikke bruge Jane Austen til at fortælle historier om Afrika.” [2]. Okri forlod skolen som 14-årig og begyndte at skrive. Drevet af kærlighed til litteraturen, flyttede han til England som 19-årig for at læse litteraturvidenskab, men forlod studiet, da pengene slap op. Der fulgte nogle hårde år i London, hvor Okri var tvunget til at sove på gaden og i togvogne, og han lavede en aftale med sig selv: ”Ved afgrundens rand, finder du ud af, at du har et valg. Livet kan man ikke tage for givet.” [2]. Han led af hjemve, men blev i England og fortsatte med at skrive.

Som 21-årig fik Ben Okri udgivet sin første roman, ”Flowers and Shadows” (1980, ikke oversat til dansk), der foregår i Lagos´ mylder og følger den unge Jeffia på hans vej igennem et gennemkorrumperet samfund. Senere fulgte ”The Landscapes Within” (1981, ikke oversat til dansk), og som 32-årig fik han et internationalt gennembrud med sin tredje roman, ”The Famished Road” (1991) (”Sultens vej”, 1993). Han har siden modtaget en lang række internationale priser og er også tildelt ordenen OBE, Officer of the British Empire.

I dag bor Ben Okri i London med kæresten igennem mange år, Rosemary Clunie.

Udvalgte bøger

Genre og gennemgående temaer

Ben Okri har skrevet ni romaner, tre novellesamlinger, to digtsamlinger og flere essays, hvoraf fem romaner er udkommet på dansk. Hans romaner er tematisk forbundne, og hans nok mest elskede romanfigur er Azaro, åndebarnet fra ”Sultens vej”, som man også følger i de næste to romaner, der fuldender en trilogi: ”Songs of enchantment” fra 1993 (”Fortryllelsens sange”, 1994) og ”Infinite riches” fra 1998 (”Uendelige rigdomme”, 2000). Alle tre romaner skildrer med Okris unikke blanding af myte og virkelighed, fattigdommens og brutalitetens realiteter i et Afrika under social, politisk og mental forvandling. Trilogien følger Azaro, hans forældre og deres naboer i et samfund, hvor koloniregeringen er ved at slippe sit greb om Nigeria og slette sine spor. Azaros far arresteres og anklages for mord, og da han vender hjem, er han forandret – en ånd har taget hans kraft. Azaro opsluges af skoven og de væsener og historier, han møder der, og da han vender hjem til sine forældre, lander han midt i startskuddet på et oprør, der kulminerer med tumulten omkring Nigerias første præsidentvalg.

I romanen ”Dangerous Love”, fra 1996 (”Farlig kærlighed”, 1997) beskriver Okri et sødmefuldt, men tragisk kærlighedsforhold, set fra den forelskede kunstner, Omovos, synsvinkel. Han efterstræber den gifte Ifeyiwa, som er et "mirakel i ghettoens nat". Okris noveller, der ikke er udkommet på dansk, beskæftiger sig med storbytemaer og er skrevet i en anderledes nøgtern og næsten minimalistisk stil.

Kendetegnende for Okris romaner er et opgør med den lineære tid. Handlingen følger ikke en kronologisk tid, men springer mellem nutid og fremtid og skaber en form for ikke-tid, fordi højdepunktet kan være en drøm, noget, der er sat helt uden for tid. Tidsbegrebet bliver meget flydende i Okris romaner, og han beskriver selv sit forhold til den lineære tid således: ”Bogen springer i tid, for jeg er ikke en stor fan af lineær tid. Jeg tror ikke, vi nødvendigvis lever vores liv i lineær tid. Du kan gå ned ad gaden og høre et stykke musik og pludselig er du tilbage i en anden tid, din fortid. I vores følelsesmæssige tilstand bevæger vi os konstant mellem fortid og nutid. Tiden indeni os er flydende, og jeg mener også, at folks historier er flydende på samme måde.” (Helle Merete Brix: ”Et opgør med den lineære tid”. Tidsskriftet Sappho)

Beslægtede forfatterskaber

Ben Okris skrivestil sammenlignes ofte med den latinamerikanske magiske realisme, som man kender den fra Gabriel Garcia Márquez, mens andre har døbt Okris særlige stil ”spirituel realisme”, fordi den blander social realisme med forfædrenes og åndernes verden. Han sættes også ofte i forbindelse med en anden stor postkolonial forfatter, der skriver på engelsk: Salman Rushdie, hvis gennembrudsroman, ”Midnight´s Children” fra 1981 (”Midnatsbørn”, 1982), også væver en politisk samtid sammen med et fantastisk univers og gammel mystik.

Okri nævnes dog også som en slags arvtager til andre afrikanske forfattere, der som ham er opvokset i Afrika, men skriver på engelsk. Som den nigerianske nobelpristager Wole Soyinka, der også trækker på en afrikansk fortælletradition, hvor mundtligt overleverede historier bruges som både underholdning og som en forklaring på nutidige skikke og traditioner – en fortælletradition, som Okri lægger sig i forlængelse af, når han blandt andet indleder ”Stjernebogen” med ordene:”Dette er en historie, min mor begyndte at fortælle mig, da jeg var barn.” Okri sammenlignes også med landsmanden Chinua Achebe, der slog igennem med den postkoloniale klassiker fra 1958, ”Things Fall Apart” (”Alt falder fra hinanden”, 1986). Den norske forfatter Jan Kjærstad stiller dog Okri i modsætning til disse afrikanske giganter, når han skriver: ””Sultens vej” er en afrikanisering af romanen, der går på et meget dybere plan end et præg af oral tradition, dramatiserede ritualer eller allegoriske greb. Det ”afrikanske” i denne roman ses ikke længere kun i eksotiske eller bizarre detaljer og ordsprog, men i en helhedsmæssig vision, en vision, der nærmer sig et nyt, uhørt verdensbillede.” (Jan Kjærstad: ”Menneskets felt”, 1999, side 135)