David Vann

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juli 2024

Hovedforfatter

Pauline Bendsen
cand.mag., 2016

David Vann fremskriver dysfunktionelle familieforhold, så klaustrofobien og desperationen driver ned ad siderne. Hans romaner er stemningsbårne frem for plotdrevne. Selvmordet, volden og sindets skyggesider er hovedtemaer hos David Vann, hvis egen far begik selvmord, da Vann var 13 år. Naturen beskrives som ubarmhjertig – hvad end det er Californiens trykkende hede eller Alaskas rå ubeboelighed – og den driver karaktererne længere ud i deres vildfarelser. David Vanns bøger er malet med mørke strøg og bliver kun i få glimt lyst op af en tør humor eller et øjebliks samhørighed mellem de ensomme karakterer.

Baggrund

David Vann blev født på Adak Island i Alaska i 1966 og boede på øen de første seks år af sit liv, indtil forældrene blev skilt, og han flyttede med sin mor til Californien. Som barn gik David Vann på jagt med sin far, som forærede ham hans første pistol som 7-årig. Da David Vann var 13 år, skød faren sig selv, mens han talte i telefon med sin ekskone. Udadtil lod David Vann til at tage farens død godt, men i virkeligheden gemte han på sorg, vrede og skam over det, der var sket. I tre år efter farens død fortalte David Vann folk, at han var død af kræft, og i 15 år led han af søvnløshed.

”Jeg stod engang i en lund for enden af en sø og hørte et skud hagl rasle som regn i bladene omkring mig, så blødt, at jeg kunne have fanget et af dem med tungen. Så kom braget hen over vandet, Johns skrig, min mors skrig, og deres arme, der viftede. Jeg slog ud med armene og ventede på et til. Luften var blevet så tynd, at der ikke lod til at være nogen afstande, som om det hele – bladene, en søbred, noget rødt flannel, marker og horisont – kunne plukkes op mellem to fingre.”

”Fortælling om et selvmord”, s. 33.

Foto: Vivi Vestergaard

Født
19. oktober 1966, Alaska.
Uddannelse
Studier i litteratur og creative writing ved Stanford og Cornell University. Professor ved University of Warwick i England.
Debut
A Mile Down: The True Story of a Disastrous Career at Sea, 2005.
Litteraturpriser
Grace Paley Prize in Short Fiction, 2007. California Book Award, 2008. AWP Nonfiction Award, 2009. Le Prix des Lecteurs de L’Express, 2010. Prix Médicis Étranger, 2010. Premi Llibreter, 2011.
Seneste udgivelse
Bienvenu, Ugo: Sukkwan Island. Fahrenheit, 2024. (efter David Vanns roman Sukkwan Island, 2010). Oversat af Lisa Villeneuve Kristensen.
Inspiration
Cormac McCarthy, Paul Harding, Flannery O’Connor og Joyce Carol Oates.

David Vann studerede litteratur og creative writing på Stanford University. Efter universitetet underviste han på Stanford og Cornell, men han tjente for lidt, så han besluttede sig for at drage til søs. Han holdt blandt andet kurser i at skrive på sin båd. Hans første båd gik på grund, og hans anden båd – og dermed de fleste af hans ejendele – sank på hans bryllupsrejse. Denne ulykke skulle vise sig at være et positivt vendepunkt for David Vann. Han havde altid haft en nagende følelse af at være dømt til at gentage farens destruktive adfærd. Men som han fortæller: ”Mens jeg så båden synke og tænkte, at jeg havde mistet alt, at alt blev værre og værre, opdagede jeg, at jeg ikke havde tænkt på selvmord, og det gik op for mig, at – wauw – jeg er ikke ham, dette er ikke min undergang, jeg kommer ikke til at begå selvmord.” [2].

David Vann, der længe havde drømt om at blive forfatter, brugte sine oplevelser til søs som stof til sin første erindringsbog, ”A Mile Down” (2005). Men der var også en anden, sværere historie, han ville ud med: Fra han var 19 år til han var 30 år, arbejdede han på ”Fortælling om et selvmord”, en roman om farens selvmord. Da han endelig var færdig med den, skulle der gå over et årti, før det lykkedes for ham at få den udgivet. Siden da har han udgivet fire romaner og er blevet oversat til 21 sprog.

David Vann er gift, bosat i England, og ved siden af forfattergerningen er han ansat som professor ved Warwick University.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Tematisk kredser David Vann i sine bøger om familier, hvor vold og selvmord, løgne og fortielser holder familiemedlemmerne fangede i dysfunktionelle mønstre. David Vanns eget liv rummer meget dramatisk stof, som han har bearbejdet i sit forfatterskab. Fem mennesker i hans familie har begået selvmord. Da David Vann var 13 år, skød hans far sig selv, mens han talte i telefon med sin ekskone, Rhonda. Historien om farens selvmord udfoldes i ”Fortælling om et selvmord”. Og et år før det skød Rhondas mor sin mand og sig selv, efter at manden havde fortalt hende, at han havde haft en affære. Det er denne virkelige hændelse, der inspirerede David Vann til at skrive romanen ”Caribou Island”.

David Vann lægger ikke skjul på, at det at skrive har været en terapeutisk og transformerende handling for ham. Han bruger virkelige hændelser fra sin families historie, men leger så med at ændre visse elementer i fortællingerne. Om den langsommelige proces, det var at skrive debutromanen ”Fortælling om et selvmord”, siger han: ”Min far kom til live på forskellige måder i løbet af de ti år, jeg arbejdede på bogen. At miste en, der begår selvmord, er fyldt med skam, vrede, skyld, fornægtelse osv., men det at skrive denne bog var meget mere end terapi. I fiktionen kan vi tage det grimmeste fra vores liv og forvandle det til noget smukt, og vi kan også komme meget tæt på at genoplive de døde.” (Rachel Cooke: David Vann: ’I was filled with rage. For three years I said my father had died of cancer.’ The Observer, 2011-01-02. Egen oversættelse).

David Vann bruger kontrasten mellem den storslåede natur og den lille (ofte klaustrofobiske) hytte som ramme til sine fortællinger. Selv siger han om naturens rolle i romanerne: ”Ødemarken presser karaktererne, isolerer dem og nedbryder dem.” [4]. Romanerne kan ses som en slags kammerspil – persongalleriet består for det meste kun af to til fire mennesker – hvor konflikterne og følelserne mellem karaktererne står tydeligere frem, fordi de er fangede i en situation, de ikke kan slippe ud af. David Vann interesserer sig for at nå ind til kernen af sine karakterer, dér, hvor al den kulturelle fernis er skrællet af. I tråd med dette symboliserer hytten de mest basale menneskelige behov; varme, mad, hvile. Jagt og fiskeri spiller også en vigtig rolle i Vanns forfatterskab. Når hans karakterer går på jagt, bliver alting sat på spidsen; selvmordet, mordet eller uheldet lurer hele tiden som mulige udfald af situationen.

På trods af de dystre tematikker i Vanns romaner ser han selv en form for sort humor i dem. Om ”Jord” siger han: ””Jord” er for mig at se sjov hele vejen igennem på grund af Galens forkvaklede syn på sig selv og på grund af hans New Age-aspirationer, som var mine aspirationer, da jeg gik i gymnasiet (jeg forsøgte faktisk selv at gå på vandet igen og igen i den tro, at det måske ville lykkes). ”Jord” er den sjoveste bog, jeg nogensinde kommer til at skrive, er jeg sikker på, men de fleste læsere opdager ikke humoren. Det er den mest misforståede af mine bøger.” [6].

Beslægtede forfatterskaber

David Vann sammenlignes ofte med den amerikanske forfatter Cormac McCarthy, hvis bøger også finder sted i geografiske og psykologiske grænselande, hvor katastrofen og volden altid lurer under overfladen. Om et muligt slægtskab med Cormac McCarthy siger David Vann selv: ”Jeg ville elske at være i stand til at skrive bare én af hans sætninger, og jeg er godt klar over, at det ikke kommer til at ske for mig.” [3].

Store amerikanske minimalister som Ernest Hemingway og Raymond Carver bliver også tit nævnt i forbindelse med David Vann. Men selvom David Vann til en vis grad benytter sig af den ‘isbjergs-teknik’, som Hemingway var mester i, taler han mere lige ud af posen end sine minimalistiske forgængere.

En læser har sammenlignet ham med Edgar Allen Poe, hvortil David Vann svarer: ”Jeg elskede at læse Poe. Men jeg er mere inspireret af Flannery O’Connor, som har en anden slags mørke, spænding og ondskab. Jeg kan også godt lide Joyce Carol Oates, som har en lignende psykologisk intensitet.” (David Vann webchat – as it happened. www.theguardian.com, 2015-02-27. Egen oversættelse).

Når David Vann underviser i at skrive, fortæller han gerne sine elever, at en god historie altid rummer mindst to historier: ”Jeg taler også om fiktion som en paranoid verden, hvori alting relaterer sig til fortælleren, en slags ”referentiel mani”, som den, Nabokov beskriver i sin novelle ”Signs and Symbols”. Jeg taler også om ideen om en splittet fortæller; at fortællere virker levende på os, når de er splittede, ligesom Julian i Flannery O’Connor’s “Everything That Rises Must Converge”, som aldrig kan tale om den gamle familiegård […] uden foragt, men heller ikke kan tænke på det uden at længes.” [1].