Dorph Christian og Simon Pasternak

Emneord:

Senest opdateret

Daniel Robert Andersen
cand.mag., 2016

Hovedforfatter

Niels Vestergaard
cand.mag. og journalist, 2011

Når makkerparret Dorph & Simon sætter sig for at skildre Danmarkshistoriens seneste tiår i kriminalromaner, ligger vægten på grænseoverskridelse, sindssyge og menneskelig eksperimenteren. De er som deres hovedpersoner børn af en tid hvor terror, atombombe og koldkrig påvirkede det meste og skabte en forestilling om at leve på lånt tid. Det er voldsomt, makabert og tankevækkende. Foreløbig er det blevet til fire anmelderroste bind med udgangspunkt i Drabsafdelingen i København.

Baggrund

Christian Dorph er den kendte af de to ukendte medlemmer af krimiduoen Dorph & Pasternak. Han er født i Odense, har en ungdom på den yderste venstrefløj og slog efter uddannelse på Forfatterskolen og Aarhus Universitet igennem i den relativt eksklusive kreds af digtlæsende danskere med samlingen “Et stykke tid” fra 1992. Siden 1995 har han undervist i skrivning på Testrup Højskole. Efter nogle år fik han ideen til en krimi, som udkom i 1999 under titlen “Øjet og øret”. Den blev fulgt op med “Hylster” fra 2003.

”Werner var ikke nazist. Han var romantiker, det var jeg også. Vores legemer skulle være i voldsom convulvisk bevægelse, for rædselsfyldt til at være bange. Da Jens Baggesen står på toppen af domkirken i Strasbourg, hænger i spiret på jordens højeste bygning, er han i dødelig fare, og netop der er han rigtigt i live. Forstår du ikke den trang, den livslyst på trods?
Næ.”

Afgrundens rand, s. 282.

“Jeg kan godt lide at forføre læseren, og derfor er jeg meget optaget af plottet i krimien,” sagde han i den forbindelse. “Jeg er vel, hvad man kunne kalde en plot-mand. Jeg hader svage plots, og jeg kan godt lide at endevende et plot og diskutere mine plots, f.eks. med min forlagsredaktør.” [1].

Foto: Isak Hoffmeyer

Født
Christian Dorph 1966. Simon Pasternak 1971.
Uddannelse
Christian Dorph er cand.phil. i dansk. Uddannet fra Forfatterskolen 1990. Simon Pasternak er cand.mag. i litteraturvidenskab.
Debut
Om et øjeblik i himlen. Gyldendal, 2007.
Priser
Ingen anført.
Seneste udgivelse
Tal til mig. Gyldendal, 2015. Krimi.
Inspiration
Sjöwall & Wahlöö og James Ellroy.

Forlagsredaktøren Simon Pasternak kunne også godt lide at snakke plots med sin forfatter. Men måske mente han, at arbejdet med at kværne hans manuskripter igennem var så stort, at han lige så godt kunne få sit navn med på omslaget. I hvert fald foreslog han, at de gik sammen om at skrive den næste. Han havde en supergod idé.

Simon Pasternak er kandidat i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og har skrevet en monografi om en grønlandsk kunstner, som de færreste kender (“Oqaluttuartoq Jens Rosing” fra 1999).

Christian Dorph var ikke uimodtagelig for hans frieri, men havde betingelser. Det skulle være en danmarkskrønike, og den skulle starte i halvfjerdserne, et årti som trængte til rehabilitering, syntes han. Og sådan blev det. I dag er krimimakkerparret nået igennem både halvfjerdserne og firserne med de første fire romaner om Drabsafdelingen ved Københavns Politi.

Arbejdsfordelingen var fra første færd klart uklar: “Christian Dorph: “- (…) vi fordeler personer eller plotdele, og så skriver vi oven på hinanden. Jeg kan skrive et kapitel, og så skriver Simon det om. Så tager han måske nogle af de fede ting ud, men så putter jeg dem tilbage igen og omvendt. Det kan køre, indtil vi rammer rent. Når den er i skabet, er vi altid enige. Simon Pasternak: - Vi kan diskutere uendeligt, når noget ikke fungerer, og omarbejde det en million gange. Det er til at blive sindssyg over, og det behøver ikke engang at være vigtige scener. Vi havde en scene, hvor politifolkene skulle til Herlev og interviewe et vidne. Vi kunne ikke få dem rimeligt ind ad en bestemt dør. Det skulle være morsomt, men blev det ikke. Noget af det mest pinlige er, når man gerne vil være sjov, men ikke er det.” [2].

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Christian Dorph og Simon Pasternak skriver ualmindeligt makabre og tempofyldte politiromaner. Det skal man ikke lade sig snyde af. Der er ikke tale om gennemsnitlige kioskbaskere. Ambitionen er at fortælle Danmarks historie fra 1975 og frem, men kronologien i bøgerne begynder faktisk allerede to hundrede år tidligere på det tidspunkt, hvor digteren Jens Baggesen er kravlet op i spiret på domkirken i Strasbourg i en handling, som refereres to gange i de foreløbigt fire bind fra makkerparrets hænder. Formentlig bliver det anskuet som emblematisk for romantikken. Er det ikke et romantisk forfatterskab, så er det et forfatterskab om romantikken og dens moderne efterliv. Hovedtemaerne er grænseoverskridelse, drøm, fantasteri, eventyr, splittelse, sindssygdom, naturdyrkelse, individdyrkelse, rus og hvad man ellers har af romantiske favoritudtryk. De kortlægges som kommunisme, nazisme, grønlandsforskning, avantgardekunst og firserdigtning m.m. og konkretiseres i terroristerne og kunstnerne i “Om et øjeblik i himlen”, de Wagner-inspirerede bøsser i “Afgrundens rand”, digterne, de sindssyge og terroristerne i “Jeg er ikke her” og i de desillusionerede kommunister og østbloksopportunisterne i ”Tal til mig”.

”Han rejste sig op, han var ophidset, han gik over til pladespilleren, pickuppen skar sig igennem højttalerne, han rev den af pladen.
Fy for helvede, sagde han, ikke nok med at du er ubehagelig, du er også dum.”

”Jeg er ikke her”, s. 158.

Dorph & Pasternak kigger om bag de forblommede paroler og myter og undersøger de fundamentale kræfter i det tyvende århundredes store politiske, kulturelle og videnskabelige strømninger. De skriver kulturhistorien om vilje, sex, drift og drøm, og de låner fra og henviser flittigt til faktiske skikkelser. Nogle af dem optræder under eget navn som f.eks. Simon Spies. Nogle går helt eller delvist igen i karaktererne, f.eks. Eigil Knuth, Poul Borum, Michael Strunge for at nævne et par stykker. Der er masser af andre. Forfatterne lægger ikke skjul på, at de har en stærk modvilje over for f.eks. kulturradikalismen og det nært forbundne socialpædagogisk formynderi i de offentlige institutioner. Forfatterskabets kærlighed ligger derimod hos romantikeren med fornuften i behold og fornuftmennesket med romantikken intakt, som Anita Jensen og Ole Larsen er eksempler på.

Stilistisk er vandmærket overskud. Sproget stjæler ikke opmærksomheden fra fortællingen. Alligevel vil en og anden formentlig tage sig i at tænke, det var fandens og studse over observationernes præcise og sansede karakter. Der tappes og bankes Look 100 og Prince ud af pakningerne på en måde, som om halvfjerdserne og firserne var i går. Hermed er den anden side af forfatterskabet også antydet, modvægten til den højspændte romantik; en sikker hverdagsrealisme. Forfatterne kan deres krebinetter og stuvet hvidkål.

Beslægtede forfatterskaber

Politiromanens popularitet har været eksponentielt voksende, siden Sjöwall & Wahlöö gav den sin skandinaviske udformning i slutningen af tresserne. Folk fra alle ender og kanter af kulturlivet, men særligt journalister, har prøvet kræfter med den. I sin prototypiske form er den en tematisering af gamle nyhedshistorier, en romanvariation over en bedaget avis.

Christian Dorph og Simon Pasternak dykker ned under medie- og formidlingsflimmeret og finder afsæt i kulturhistoriens dybere strømninger. Ganske karakteristisk spytter de ikke værker ud med det for krimiforfattere normale etårs interval, men med to og tre års mellemrum. Der er ikke tale om industriproduktion med bestsellerlisterne som primært mål, men hjerte- og hjerneværk, som man forestiller sig, det kunne se ud, hvis forfatteren Jan Sonnergaard gik sammen med filosoffen Frederik Stjernfelt og dokumentaristen Peter Øvig Knudsen om at skrive krimifiktion. Det er kritisk bevidsthed, kulturhistorisk passion, besindelse og nysgerrighed tænkt og følt ud af det samme kollaps: “Simon Pasternak: - Vi er jo vokset op med, at enten døde man af atombomben, en terrorbombe, aids eller det smukke 80er-selvmord. Der lå en gråhed over det hele, en koldkrigsalvor, som måske også var overalvorlig. Christian Dorph: - Omkring 1980 er der et værdisammenbrud, hvor venstrefløjen kollapser. Den har fyldt meget i mange år med svar på alting: Vi var ulykkelige, fordi vi havde kapitalisme, og socialisme ville gøre os lykkeligere, og så står man tilbage med kroppen, døden, kunsten og storbyen, de ingredienser, som bliver til 80er-lyrikken med en enorm patos. I dag er det, som om man har glemt døden, udskyder den og undgår den med sundhedsdyrkelse og fitness«.” [2].