Faïza Guène

Emneord:

Hovedforfatter

Abigail Josephsen
mag.art., 2012

Den unge, franske forfatter Faïza Guène skriver om mennesker på samfundets bund. Mennesker, hun kender fra sin opvækst i en ghetto ved Paris: Indvandrerne, de arbejdsløse, de fattige. Dem, der henslæber deres liv på sofaen foran fjernsynet. Dem, der nervøst står i kø foran udlændingekontoret for at få fornyet opholdstilladelsen.

Hun slog igennem som 19-årig med romanen ”Kiffe kiffe i morgen”. Her viste hun noget, som for ofte bliver glemt: At folk i ghettoen også kan elske hinanden. Hun skildrer mennesker med ømhed, humor og mentalt overskud, og hendes bøger er aktuel socialrealisme for fuld speed med absurde twists og en vindende vilje til at drømme og le.

Baggrund

Faïza Guène er opvokset i den såkaldte indvandrerghetto Les Courtillieres i udkanten af Paris, der svarer til Mjølnerparken herhjemme. Hun er det midterste af tre børn. Hendes far kom fra Algeriet til Frankrig som 17-årig i 1952 for at blive industriarbejder. 30 år senere giftede han sig med en algerisk kvinde, som kom op til Frankrig og blev hjemmegående. Selv betegner Faïza Guène sine forældre som religiøse men åbensindede, og selvom ingen af dem fik en uddannelse, så har de altid haft respekt for bøger, og de har bakket hende op. Faïza Guène lærte tidligt at læse, og det blev hendes store interesse. Desværre havde hendes forældre ikke råd til bøger, så hun fandt sit læsestof i det sparsomme udvalg på det lokale bibliotek og i skolebøgerne.

”Og man tænker, at det nok skal blive bedre en dag selvom der ikke er nogen garanti. Eller som min tante siger: De smukkeste eventyr er dem der begynder dårligt.”

”Hvor drømmene vender”, s. 21.

Foto: Geraint Lewis/Writer Pictures/Ritzau Scanpix

Født
1985 i Bobigny, Frankrig.
Uddannelse
Indskrevet på sociologi på Université Paris 8, Saint Denis. Hun droppede hurtigt ud igen for at skrive.
Debut
Kiffe Kiffe demain, 2004.
Litteraturpriser
Peter Pan-prisen, Sverige, 2007.
Seneste udgivelse
Mænd græder ikke. Republik, 2016. (Un homme ça ne pleure pas, 2014). Oversætter: François-Eric Grodin.

Som ganske ung begyndte hun også at skrive, men det var udelukkende til skrivebordsskuffen. Hun skrev så meget, at hendes mor måtte smide hendes notesbøger ud, fordi de fyldte for meget i den lille lejlighed. Som 13-årig tilmeldte Faïza Guène sig et kulturtilbud med skrive- og filmværksted for unge i boligblokken, og som 14-årig lavede hun sin første kortfilm, ”La zonzoniere”, der handler om en ghetto-pige, som holdes indespærret af sin religiøse far. Faïza Guène var bidt af at fortælle historier, men for en ung indvandrer er der ikke meget opbakning fra omgivelserne til at drømme. Hun fik at vide af en erhvervsvejleder, at hun ikke skulle sigte for højt og blive sundhedsplejer. [2].

Men hun blev alligevel ved, og da hun var 17 år, viste hun 30 sider af et romanprojekt til en af underviserne på filmværkstedet. Han var så begejstret, at han viste manuskriptet til en ven, der var forlægger i Paris. Det blev til Faïza Guènes litterære gennembrud, ”Kiffe Kiffe i morgen”. Den udkom, da hun var 19 år. Bogen blev solgt i flere hundrede tusinde eksemplarer og er oversat til mere end 26 sprog. Faïza Guène fortsatte med at skrive, mens hun samtidig indskrev sig på universitetet for at studere sociologi. Efter et år droppede hun ud for at hellige sig forfatterkarrieren og har indtil nu udgivet tre romaner. I dag er hun gift og bor med sin mand og sit barn i en forstad til Paris.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Faïza Guène er opvokset mellem to kulturer, den franske og den algeriske, og hun er i Frankrig blevet kendt som indvandrerghettoernes litterære stemme. Hendes tre romaner er skrevet i et mundret sprog, der er præget af højt tempo og slang, og de henvender sig først og fremmest til unge. Hendes sprogbrug kaldes verlan og er en blanding af blandt andet officielt fransk, fransk slang og arabisk. Ifølge Faïza Guène er der dog holdt igen med slang-ordene, for ellers ville læserne ikke forstå noget af det. (Merete Reinholdt: Ufrivillig præmieperker. Weekendavisen, 2011-06-10).

Franske aviser har betegnet hende som ”Forstædernes Bridget Jones”, fordi hendes bøger er humoristiske, socialrealistiske skildringer af almindelige, fejlbarlige mennesker – etnisk franske som indvandrere – i det ghettomiljø, hun selv er opvokset i. Men selvom Faïza Guènes bøger både er underholdende og morsomme, så rummer de en langt mere presserende dagsorden end bøgerne om Bridget Jones. Hun fortæller selv, at ét af hendes erklærede mål er at bryde med de overdrevne klicheer om indvandrerghettoerne, der præger mediebilledet: ”Man viser altid unge kriminelle, der brænder biler af, eller unge islamister eller narkohandlere. Det er kun en lille del af sandheden, men når folk ser det på tv, bliver de bange og tror, at alle sorte og arabere er sådan. Bagefter stemmer de på højreekstremisterne i Front National. Selvfølgelig er der kriminalitet her, men de fleste lever et helt normalt liv,” siger Faïza Guène. [1].

Hun føler sig latterlig, når hun føler sig tvunget til at forklare, at mennesker i ghettoerne også elsker hinanden, at de får børn af kærlighed og ikke kun for at få mere i socialhjælp. (Angelique Chrisafis: High riser. The Guardian, 2008-06-05), og det er grundtemaet i hendes forfatterskab. Hun håber, at hendes bøger kan give et mere nuanceret billede af virkelighedens ghettoer, der kan være med til at bygge bro – give et håb. ”Jeg tilhører en mellemgeneration mellem indvandrerne som mine forældre og fremtidens unge. Det er op til os at gøre arbejdet, at udtrykke os og deltage aktivt i aktiviteterne i kvarteret. Jeg vil have, at mine børn kommer til at tro på fremtiden,”

fortæller Faïza Guène. [1].

Beslægtede forfatterskaber

Faïza Guène er den første franske forfatter, der har gjort sig bemærket ved at skildre livet i indvandrerghettoen. Hun bruger dermed sin dobbelte kulturelle baggrund til at give et nyt perspektiv på det samfund, som hendes familie har slået sig ned i. Et særdeles vedkommende perspektiv, fordi andelen af fransk litteratur, der er skrevet af forfattere med især arabisk indvandrerbaggrund, er til at overse. Faïza Guène føler sig da heller ikke accepteret af det litterære miljø i sit hjemland, og trods sine enorme publikumsucceser, så forventer hun ikke at vinde nogen litterære priser: ”Jeg vil aldrig nogensinde modtage en pris. Det ville indebære, at man anså det, jeg skriver, for at være litteratur. At der er intellektuelle ude i forstæderne. Den slags ændrer sig ikke på grund af den neo-kolonialistiske overbevisning: Ideen om, at ”de indfødte” er gode til sport, sang og dans men ikke til at tænke.” (Angelique Chrisafis: High riser. The Guardian, 2008-06-05).

Som forfatter føler hun sig mest beslægtet med sine britiske kolleger Hanif Kureishi, Zadie Smith og Monica Ali, der lige som hende skildrer de indvandrermiljøer, de er opvokset i. I Danmark er der en spirende tendens til, at forfattere med indvandrerbaggrund er begyndt at komme til orde. Men de er stadig få. Særligt bemærkelsesværdig er antologien ”Nye stemmer”, der udkom i 2007. Den består af noveller, kortprosa og digte, der er skrevet af danske unge talenter med indvandrerbaggrund.

Én af bidragsyderne til ”Nye Stemmer” er Alen Meskovic (født 1977). Han har i sine efterfølgende værker skildret en ungdomstilværelse i Bosnien under borgerkrigen (romanen ”Ukulele-jam” fra 2011) og livet som immigrant i Danmark (digtsamlingen ”Første gang tilbage” fra 2009). Den danske forfatter, som Faïza Guène er kunstnerisk tættest beslægtet med, er Lone Aburas (født 1979). Hun slog igennem med romanen ”Føtexsøen” (2009), som handler om en ung pige, der vokser op i en dansk-egyptisk familie i provinsslummen i Høje Taastrup, men som alligevel drømmer om noget så eksotisk som at blive forfatter.