BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portrætbillede
*Seneste udgivelse

Jan Jakob Tønseth

    Hovedforfatter
    • Katrine Lehmann Sivertsen
      cand.mag., 2006

    Intro

    Kommunismens historie, indre stridigheder og endelige fald. Det er omdrejningspunktet i den norske forfatter Jan Jakob Tønseths romantrilogi om den tragikomiske antihelt Hilmar Iversen. Tønseth er også lyriker og gendigter af fransk poesi, men han fik sit egentlige gennembrud med fortællingen om Hilmar. I de tre romaner kombinerer Tønseth det små og det store: Det enkelte individs forhold til den abstrakte ideologi; hverdagsdramaet og skildringer af vigtige begivenheder i det 20. århundredes europæiske historie. Alt sammen fortalt i en indsigtsfuld og humoristisk tone.

    Baggrund

    Jan Jakob Tønseth tilbragte den første del af sin barndom i det hjem i Pilestræde i Oslo, som optræder i forfatterens romantrilogi om Hilmar Iversen. Her boede han med sine forældre og sin bror. Hans mors bror, onkel Gunnar, deltog i den spanske borgerkrig og slap i modsætning til forfatterens romanfigur ikke levende fra det. “– Hilmars svoger er min far, forklarer Tønseth. – Gift med min mor, Hilmars søster. Gunnar døde i den spanske borgerkrig, men i min første roman måtte han overleve for at kunne fortælle sin historie. Hilmars far er min morfar, Kristen Skjeseth, provst i Kabelvåg (…) Hilmar besøger sin søster og svoger i mit barndomshjem i Pilestræde. Det er mig og min bror, Hilmar læser højt for” . (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist”. Aftenposten 1997-08-09).

    ”Er jeg ikke selv en fuldkommen illustration af den dialektiske bevægelse. Jeg svinger frem og tilbage, frem og tilbage, som pendulet i vores stueur derhjemme, det ur gik aldrig i stå. Jeg svinger mellem lys og mørke, liv og død, nærvær og fravær, væren og intet, mellem ret og vrang. Men jeg kunne ikke overføre denne lovmæssighed til verden omkring mig. Maskineriet var begyndt at optræde på egen hånd.”

    “Hilmar Iversens ensomhed”, s. 22.
    Tønseth, Jan Jakob
    Foto: Gustav P. Jensen / POLFOTO
    • Født

      1. september 1947 i Oslo, Norge.

    • Uddannelse

      Cand. philol.

    • Debut

      Digtsamlingen “Kimærer”, 1971.

    • Litteraturpriser

      Gyldendals legat, 1977. Det Norske Akademis pris for sprog og litteratur, 1990. P2-lytternes romanpris, 1997. Cappelenprisen, 2002. Doblougprisen, 2007.

    • Seneste udgivelse

      Resignation og portvin. Batzer & Co., 2006. Roman.

    Den unge Jan Jakob flyttede siden hen til Nordstrand, hvor familien fik det hus med have, som Hilmars søster og svoger drømmer om i romantrilogien. Det er også her, Tønseths interesse for poesi opstod, da han faldt over en billigbog af forfatteren Claes Gill: “Da eksploderede det. Dette er ikke poesi, tænkte jeg. Eller også er der noget galt med alt det andet” . (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist”. Aftenposten 1997-08-09). Efter gymnasiet læste Jan Jakob Tønseth filosofiske fag på universitetet, og som bare 24-årig debuterede han med sin første digtsamling.

    Jan Jakob Tønseth har ved siden af sin forfatterkarriere arbejdet som litteraturanmelder for Morgenbladet og Dagbladet. Han er desuden medlem af Det Norske Akademi for sprog og litteratur. Han lever med sin kone og sine børn i Oslo.

    Udvalgte bøger

    Tragikomisk antihelt

    I Tønseths trilogi finder man den stedse vedkommende fortælling om, at enhver krig er død og ødelæggelse frem for heroiske gerninger og glødende idealisme. Det er samtidig historien om en tragikomisk anti-helt. Som en anden Don Quixote slås Hilmar Iversen med mange vindmøller. Han er en lille fyr midt i verdenshistorien, som har svært ved at finde sine ben. Som det hedder i den norske avis Aftenposten: “Hilmar Iversen er Tønseths soldat Svejk, Chaplin og Josef K. i et norsk verdensdrama på hverdagsplan”. (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist“. Aftenposten 1997-08-09). Der er tale om en selvhøjtidelig, men også selvafslørende, fortællerfigur. Jeg-fortælleren holder udadtil stædigt fast i sin kommunistiske overbevisning, selv om meningsløsheden skærer ham i øjnene. Den voksende tvivl hos hovedpersonen afsløres langsomt gennem trilogien i et fortsat selvopgør. Hos Tønseth finder man også en raffineret satire, som blandt andet kommer til udtryk i jeg-fortællerens selvironiske afsløring af sin egen indre splittelse. Det hedder for eksempel i trilogiens andet bind: “Hilmar Iversen forstod at bide fra sig! Ha! Ha! Ha! Tillad mig at le. Og det er mig selv jeg ler ad. Det var stormfuldt at være kommunist efter krigen.” (Jan Jakob Tønseth: “Et venskab” s.35).

    Et af de centrale temaer i Tønseths trilogi er det konkrete individs relation til den abstrakte ideologi. Trilogien kredser tematisk om kommunismen som ideologi og forsøger at indkredse, hvad kommunismen egentlig var for en størrelse: En utopisk idé eller folkets opstand eller en blanding af begge dele. Trilogiens bud synes at være det sidstnævnte.

    Den særegne tone

    Tønseth tager i sin romantrilogi om Hilmar Iversen udgangspunkt i elementer fra sin egen familiefortælling. På denne baggrund har han skrevet en historie om en lille anti-helt, der er placeret midt i nogle af de væsentlige begivenheder i det 20. århundredes europæiske historie. Trilogiens selvafslørende jeg-fortæller kaster lys over det enkelte individs tro, tvivl og splittelse i forhold til kommunismen. Forholdet mellem individet og den abstrakte ideologi fremstår som det måske vigtigste tema i de tre romaner.

    Romantrilogien skal imidlertid også læses for dens særegne sprogbeherskelse og dens kombination af det alvorlige og komiske. For Tønseths baggrund som lyriker slår også igennem i hans romaner. Han skriver prosa med poetens udsøgte sprogbevidsthed. Der er desuden en særlig tone i romantrilogien: “Tønseth er en forfatter, man skal læse for hans tone. Den er en sjældent ironisk og knastør balancegang mellem det private og det politiske. Mellem det erotiske og det usexede. Mellem det store og det små”. (Kristian Ditlev Jensen: “Nye norske højder”. Politiken 2006-07-15).

    Som lyriker er Jan Jakob Tønseth beslægtet med franske digtere som Charles Baudelaire og Gérard de Nerval. Han er ligeledes inspireret af de franske poeter, som han har gendigtet til norsk. I en norsk sammenhæng sammenlignes hans lyrik desuden med værker af norske digtere som Claes Gill og Emil Boyson. Krigsskildringen i det første bind i Tønseths romantrilogi er blevet sammenlignet med Erich Maria Remarques “Intet nyt fra Vestfronten” – som skildrer Vestfrontens skyttegrave under 1. verdenskrig.

    Bibliografi

    Bibliografi

    Kimærer

    Jan Jakob Tønseth

    1971. Digtsamling

    I denne tid
    I denne tid

    Jan Jakob Tønseth

    1974. Digtsamling

    Synlige dikt

    Jan Jakob Tønseth

    1977. Digtsamling

    Referanser (fjerne og nære)

    Jan Jakob Tønseth

    1979. Digtsamling

    Drømmer og løjner
    Drømmer og løjner

    Jan Jakob Tønseth

    1982. Prosatekster

    På krigsfot med virkeligheten. Essays
    På krigsfot med virkeligheten. Essays

    Jan Jakob Tønseth

    1984

    Lengsel og lede
    Lengsel og lede

    Jan Jakob Tønseth

    1987. Digtsamling

    Hilmar Iversens ensomhed
    Hilmar Iversens ensomhed

    Jan Jakob Tønseth

    2004. (Hilmar Iversens ensomhet, 1992). Roman

    Motgift
    Motgift

    Jan Jakob Tønseth

    1994. Digtsamling

    Et venskab
    Et venskab

    Jan Jakob Tønseth

    2005. Roman. (Et venskap, 1997)

    Dikteren på terskelen

    Jan Jakob Tønseth

    2005. Essays

    von Aschenbachs fristelse, Cappelen
    von Aschenbachs fristelse, Cappelen

    Jan Jakob Tønseth

    2006. Noveller

    Resignation og portvin
    Resignation og portvin

    Jan Jakob Tønseth

    2006. Roman. (Resignasjon og portvin. 2002)

    Andet af Jan Jakob Tønseth

    Illuminasjoner
    Illuminasjoner

    Arthur Rimbaud

    1981. Gendigtning i samarbejde med Arne Kjell Haugen

    Udvalgte tekster

    Stéphane Mallarmé

    1983. Gendigtning i samarbejde med Arne Kjell Haugen

    Alkoholer

    Guillaume Apollinaire

    1985. Gendigtning i samarbejde med Arne Kjell Haugen

    Mellom sentrum og fravær

    Henri Michaux

    1989. Gendigtning i samarbejde med Arne Kjell Haugen

    Dyrebaken eller Orfeus' følge

    Guilaume Apollinaire

    1998. Gendigtning

    New York-notater

    José Hierro

    2004. Gendigtning

    De vestindiske øyer

    Édouard Glissant

    2005. Gendigtning

    Om Jan Jakob Tønseth

    Stillfaren poet på slagmarken. Aftenposten 1992-01-10.

    Mona Levin

    Godt skjult humorist. Aftenposten 1997-08-09.

    Jan E. Hansen

    En oprører uden illusioner

    Torben Brostrøm

    Information 2004-11-19.

    Et gådefuldt venskab af stor betydning

    Doris Ottesen

    Kristeligt Dagblad 2006-04-12.

    En fumlegængers stille saga

    Torben Brostrøm

    Information 2006-06-08.

    Nye norske højder

    Kristian Ditlev Jensen

    Politiken 2006-07-15.

    Om forfatteren

    Cappelen

    Det norske forlag som udgiver Jan Jakob Tønseth. Søg efter Tønseth.

    Batzer & co

    Det danske forlag som udgiver Jan Jakob Tønseth. Søg efter Tønseth.

    Dagbladet

    Henvisning til Dagbladets anmeldelser af Tønseths udgivelser. Søg efter Jan Jakob Tønseth.

    Litteratursiden

    Anmeldelser og artikler

    Wikipedia

    Lille præsentationsside fra den norske del af Wikipedia.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Jan Jakob Tønseth