Jan Jakob Tønseth

Tragikomisk antihelt

I Tønseths trilogi finder man den stedse vedkommende fortælling om, at enhver krig er død og ødelæggelse frem for heroiske gerninger og glødende idealisme. Det er samtidig historien om en tragikomisk anti-helt. Som en anden Don Quixote slås Hilmar Iversen med mange vindmøller. Han er en lille fyr midt i verdenshistorien, som har svært ved at finde sine ben. Som det hedder i den norske avis Aftenposten: “Hilmar Iversen er Tønseths soldat Svejk, Chaplin og Josef K. i et norsk verdensdrama på hverdagsplan”. (Jan E. Hansen: “Godt skjult humorist“. Aftenposten 1997-08-09). Der er tale om en selvhøjtidelig, men også selvafslørende, fortællerfigur. Jeg-fortælleren holder udadtil stædigt fast i sin kommunistiske overbevisning, selv om meningsløsheden skærer ham i øjnene. Den voksende tvivl hos hovedpersonen afsløres langsomt gennem trilogien i et fortsat selvopgør. Hos Tønseth finder man også en raffineret satire, som blandt andet kommer til udtryk i jeg-fortællerens selvironiske afsløring af sin egen indre splittelse. Det hedder for eksempel i trilogiens andet bind: “Hilmar Iversen forstod at bide fra sig! Ha! Ha! Ha! Tillad mig at le. Og det er mig selv jeg ler ad. Det var stormfuldt at være kommunist efter krigen.” (Jan Jakob Tønseth: “Et venskab” s.35).

Et af de centrale temaer i Tønseths trilogi er det konkrete individs relation til den abstrakte ideologi. Trilogien kredser tematisk om kommunismen som ideologi og forsøger at indkredse, hvad kommunismen egentlig var for en størrelse: En utopisk idé eller folkets opstand eller en blanding af begge dele. Trilogiens bud synes at være det sidstnævnte.

Den særegne tone

Tønseth tager i sin romantrilogi om Hilmar Iversen udgangspunkt i elementer fra sin egen familiefortælling. På denne baggrund har han skrevet en historie om en lille anti-helt, der er placeret midt i nogle af de væsentlige begivenheder i det 20. århundredes europæiske historie. Trilogiens selvafslørende jeg-fortæller kaster lys over det enkelte individs tro, tvivl og splittelse i forhold til kommunismen. Forholdet mellem individet og den abstrakte ideologi fremstår som det måske vigtigste tema i de tre romaner.

Romantrilogien skal imidlertid også læses for dens særegne sprogbeherskelse og dens kombination af det alvorlige og komiske. For Tønseths baggrund som lyriker slår også igennem i hans romaner. Han skriver prosa med poetens udsøgte sprogbevidsthed. Der er desuden en særlig tone i romantrilogien: “Tønseth er en forfatter, man skal læse for hans tone. Den er en sjældent ironisk og knastør balancegang mellem det private og det politiske. Mellem det erotiske og det usexede. Mellem det store og det små”. (Kristian Ditlev Jensen: “Nye norske højder”. Politiken 2006-07-15).

Som lyriker er Jan Jakob Tønseth beslægtet med franske digtere som Charles Baudelaire og Gérard de Nerval. Han er ligeledes inspireret af de franske poeter, som han har gendigtet til norsk. I en norsk sammenhæng sammenlignes hans lyrik desuden med værker af norske digtere som Claes Gill og Emil Boyson. Krigsskildringen i det første bind i Tønseths romantrilogi er blevet sammenlignet med Erich Maria Remarques “Intet nyt fra Vestfronten” – som skildrer Vestfrontens skyttegrave under 1. verdenskrig.

Bibliografi