Janina Katz

Genrer og tematikker

Den tyske filosof Theodor W. Adorno spurgte til umuligheden af at skrive poesi efter Auschwitz. Hvis verden er tabt for mening, ligger der et barbari i at give den lyrisk betydning. Men Katz’ forfatterskab er i høj grad skrevet på den udfordring, det er for hende personligt at leve med tabet og skyldfølelsen og at forsøge at give en stemme til de historiske rædsler uden nogensinde at udtømme dem fuldstændigt. Det kommer der digte og romaner ud af, som flere steder sammenlignes med kaddish-bønnen: på én gang klagesang og lovprisning. En anmelder har sagt om denne afmægtige, men insisterende tale: ”Digtet må sætte sig lidt på det uudsigelige med en blanding af vold og respekt for det uudsigelige” [1]Poul Erik TøjnerHvad man ikke kan fortælle om findesWeekendavisen, 1991-04-25..

Katz’ tekster balancerer mellem gråd og latter. Både tematisk, hvor den sorgfulde erfaring blandes med kærlighed, sansninger og kropsligt begær. Og i et sprog der veksler mellem det inderligt alvorlige og så en gennemgående humor, der både er ironisk-melankolsk og mere kvidrende. Hun er blevet kaldt en ”hattedame med tung sjælebagage” (Lilian Munk Rösing: Kritik af avocado-jeg’et. Information, 2011-11-25).

Moren er i store dele af Katz’ forfatterskab fremskrevet med bebrejdelse, trods og skamfuldhed, altid som et forhold der gør ondt og som er knyttet til holocausterfaringen. Men i de senere bøger er dette forhold mere forløst, f.eks. i ”Længsel på bestilling”, hvor fortælleren indser, at det måske ikke så meget har været moren, som hende selv, der har været en hindring for de ting, hun ikke har opnået.

Det forjættede Israel er både anledning til drømmende landskabsbeskrivelser, afsøgning af den smertefulde historie og en samtidskritik af venstrefløjspositioner, både inden- og udenfor hendes litterære værker.

I Katz’ livsfortællinger er der både selvkritik og glæde, skam og nydelse, fortrydelse og fremdrift, og disse ting kan godt - og er måske ligefrem nødt til at - sameksistere i Katz’ litterære univers.

Beslægtede forfatterskaber

Mange anmeldere fremhæver at Janina Katz skriver nådesløst, men forførende udansk. Hendes seneste digtsamling hedder ”Skrevet på polsk” og er et ordspil på vendingen ’at leve på polsk’, at leve i et papirløst kærlighedsforhold, i samhørighed med både det gamle og det nye sprog, men uden ægteskabelige forpligtelser. Det bliver til dansk prosa og lyrik, der har en distanceret stemme, men også kærligt øje for det danske sprogs veje og vildveje. Sideløbende med sit eget forfatterskab har Katz oversat digte af sine tidligere landsmænd, bl.a. Czeslaw Milosz, nobelpristageren Wislawa Szymborska og den yngre, nulevende Ewa Lipska, der som Katz blander det misantropiske og det humoristiske.

Katz er et af de eneste eksempler, vi har på et eksilforfatterskab i Danmark. Eksillitteraturen er en kanoniseret del af verdenslitteraturen (Vladimir Nabokov, Salman Rushdie, Milan Kundera osv.) og knyttet til historiens bevægelser af krige, oprør og forfølgelser. Den er kendetegnet ved, at den eksilerede forfatters afstand til det hjemlige både er anledning til afsavn men også til en skærpet kritisk refleksion over både den kultur, hun kommer fra og den, hun befinder sig i.

Katz’ litterære ophold mellem begrædelse og lovprisning af ofrene for holocaust, hendes ”kaddishbøn”, kan man sammenligne med den ungarske forfatter Imre Kertész, der overlevede Auschwitz og i 2002 modtog Nobelprisen i litteratur "for et forfatterskab, som hævder individets skrøbelige erfaring mod historiens barbariske forgodtbefindende".

Katz læser selv helst amerikansk og israelsk prosa og poesi og ønsker ikke at kalde sin litteratur for europæisk, fordi Europa for hende først og fremmest er skaber af to verdenskrige: ”Jeg er ikke vild med Europa i det hele taget.” [4]Kristen BjørnkjærLysten til at fabulereInformation, 2011-12-01..

Relaterede forfattere