Jeffrey Eugenides

Genrer og tematikker

I sit forfatterskab dyrker Jeffrey Eugenides romangenren som et medie, der kan rumme og formidle menneskelivets kompleksitet og kringelkroge. Han leger med genren og eksperimenterer i alle sine tre romaner med forskellige fortælleformer, der på hver deres måde tilbyder læseren et helt særligt og ofte besynderligt perspektiv på tilværelsen. Han springer ofte rundt i kronologi og endda fra et fortælleperspektiv til et andet, men formår at gøre det på en meningsfuld måde, som tilføjer fortællingen et ekstra lag.

Et gennemgående karakteristikum i Eugenides’ forfatterskab er desuden, at hans værker emmer af forfatterens egen belæsthed. Om sin tid på universitetet siger han: ”Jeg læste en masse, læste hele tiden (…) Jeg gjorde mit bedste for at læse, hvad jeg troede en romanforfatter burde læse – filosofi, historie, teologi.” (Oprahs Book Club, 2007). Allerede tidligt i sin litterære uddannelse har Eugenides med andre ord haft en forestilling om den gode forfatter som en belæst forfatter. Eugenides’ romaner er derfor spækkede med indskudt specialviden og interne referencer. I ”Middlesex” refereres der for eksempel løbende til Homer og græsk mytologi i forlængelse af hovedpersonens græske ophav, ligesom ”Bryllupsintrigen” bugner af litterære referencer i forbindelse med hovedpersonens engelskstudie. Disse mange referencer kan være en stor udfordring for Eugenides’ læsere, men medvirker i høj grad til at male en troværdig og interessant ramme omkring hans fortællinger.

Jeffrey Eugenides’ tre romaner er som udgangspunkt meget forskellige og behandler meget forskellige tematikker, men har dog et grundlæggende tema tilfælles. Romanerne portrætterer alle den svære ungdom og den vanskelige identitet og seksualitet, som udforskes og udformes i netop den periode. Desuden tages forholdet til familie og ophav og oprøret med selvsamme også op i alle tre romaner om end fra forskellige perspektiver. Eugenides interesserer sig altså gennemgående for perioden mellem barndom og voksenliv og alle de problemstillinger, der opstår for individet i den livsfase. Den kejtede, naive og til tider selvhøjtidelige ungdom og dens ofte problematiske familieforhold bliver i alle tre romaner fremskrevet med en humoristisk, men kærlig pen, der både evner at sætte sig helt ind i sine karakterer og skildre dem udefra med et skarpt blik for ironiske uoverensstemmelser mellem det unge individ og verden.

Beslægtede forfatterskaber

Med sine fabulerende, komplekse, humoristiske og tragiske fortællinger skriver Eugenides sig ind i en romantradition, der går langt tilbage og er blevet dyrket af et bredt spektrum af forfattere.

Et af de tidlige eksempler er den irske forfatter Laurence Sterne og hans romanklassiker ”Tristram Shandys Levned og meninger” fra 1767. Denne roman handler ligesom ”Middlesex” om en jeg-fortællers retrospektive forsøg på at få sin livshistorie og familiekrønike til at hænge sammen og give mening. Hvor Cal i ”Middlesex” forsøger at finde roden til sin komplekse tvekønnede græsk/amerikanske identitet, forsøger Tristram Shandy gennem sin livs- og familiehistorie at forklare de årsagssammenhænge, der har gjort ham til et gennemuheldigt og i egne øjne mislykket menneske.

”Middlesex” og dens komplicerede familiekrønike centreret om en incestuøs søskenderelation og den efterfølgende straf bringer desuden kraftige mindelser om forfatterens eget litterære forbillede, den colombianske Gabriel García Márquez og hans berømte familiekrønike ”100 års ensomhed”.

En anden nyere forfatter, som Eugenides kunne være inspireret af, er den tyske Günter Grass og hans roman ”Bliktrommen”, der handler om dværgen Oskars mærkværdige liv i Tyskland omkring 2. Verdenskrig. Ligesom Cal i ”Middlesex” er Oscar en mildest talt besynderlig jeg-fortæller, der med tilsyneladende alvidenhed kan berette om både det, der går forud for, sker under og følger hans mærkværdige tilblivelse. En anden lighed mellem Grass og Eugenides er evnen til at fortælle den store historie gennem den lille historie. Ligesom Eugenides, der i ”Middlesex” beskriver både den græsk-tyrkiske konflikt og borgerrettighedskampene i Detroit, bruger Grass sin jeg-fortællers perspektiv til at skildre en af de mest afgørende perioder i tysk og europæisk historie.

Nogle af mest markante træk hos Eugenides: hans valg af skæve fortællere og fortælleteknikker, dyrkelsen af en historisk interesse funderet i hans eget europæiske ophav og ikke mindst den forunderlige blanding af tragik og humor, deler han med den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer. I både ”Alt bliver oplyst” og ”Ekstremt højt og utrolig tæt på” fortæller Foer dybt tragiske, men også humoristiske historier, der peger tilbage på hans egen europæisk-jødiske oprindelse. Ligesom Eugenides eksperimenterer Foer i sine romaner med fortælleforhold og spøjse perspektiver. For eksempel fortælles ”Alt bliver oplyst” delvist gennem en ung ukrainsk mands breve til en amerikaner skrevet på gebrokkent engelsk.

Relaterede forfattere