Jennifer Egan

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., 2014

Hverken Jennifer Egan eller hendes forlag troede, at hendes femte bog med det besynderlige og lidt gangsteragtige navn, ”A Visit from the Goon Squad” fra 2010 (”Tæskeholdet banker på”, 2012), ville blive nogen bestseller, men det ændrede sig fuldstændig, da romanen, der har tid og musik i de altdominerende hovedroller, i 2011 vandt Pulitzerprisen. Egan blev med ét kendt i hele den litterære verden, og senest er ”twitterromanen” ”Sort boks” udkommet på dansk.

Baggrund

Det var på en rygsækrejse rundt i Europa i 1981, at Jennifer Egan fandt ud af, at hun ville være forfatter. Hun var deprimeret og savnede sin familie derhjemme, og da det var før e-mails og mobiltelefoner, måtte hun stå i kø ved telefonboksen for at ringe hjem. Hun følte sig ekstremt isoleret og begyndte at skrive: ”I den ekstreme tilstand, skrev jeg på en eller anden måde konstant; sindsoprivende dagbogsnotater, hvor jeg forsøger at gengive min egen panik: ”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan få det til at holde op!” – og forsøg på at forstå, hvad det var, jeg var bange for ... Jeg tror, jeg nåede frem til det essentielle ved at skrive i kraft af den oplevelse.” [1].

”Han trådte gennem en stue, hvor hendes små børns vraggods lå strøet ud, og så den vestlige sol stråle gennem en skydedør af glas. Og i et kort øjeblik kom han i tanke om Napoli: Da han sad sammen med Sasha på hendes lille værelse; det chok af overraskelse og fryd han fik, da solen endelig sank ned midt på hendes vindue og blev fanget inde i hendes ståltrådscirkel.”

”Tæskeholdet banker på”, s. 189.

Foto: Pieter M. Van Hattem

Født
6. september 1962 i Chicago, USA.
Uddannelse
MA i Engelsk fra University of Pennsylvania og St. John’s College, Cambridge.
Debut
Emerald City. 1993.
Litteraturpriser
National Book Critics Circle Award, 2011. Pulitzer Prize, 2011.
Seneste udgivelse
Pandekagehuset. Klim, 2022. (The candy house, 2022). Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup. Roman.
Inspiration
Marcel Proust. Derudover er Egan vild med tv-serien The Sopranos.

Egan vendte hjem til San Francisco, hvor hun boede med sin mor, og begyndte kort efter at læse engelsk på universitetet. Oplevelserne fra rygsækrejsen brugte hun i sin første roman, ”The Invisible Circus” (1995), der handler om en pige, hvis søster begår selvmord under sin rundrejse i Europa, hvorefter søsteren rejser dertil for at følge i hendes fodspor. Sideløbende med forfatterkarrieren skriver Egan også journalistik og leverer artikler til blandt andre New York Times Magazine, Salon og GQ.

I dag bor Jennifer Egan i Brooklyn, New York, og det er også her, de fleste af hendes historier finder sted: ”For mig handler New York om anonymitet. Det er det, der er tiltrækningen ... Det handler om, at jeg kan køre med subway og lytte til samtaler, som jeg ellers ikke ville få adgang til. Det er derfor, jeg bliver her. Det er derfor, jeg aldrig ville kunne forlade byen.” [2].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Interview om "Pandekagehuset". Simon & Schuster Books, 2022. (engelsk)

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Egan sætter en ære i for hver ny bog at gøre noget nyt, så hun er genremæssigt svær at sætte i bås. Hvor ”Tæskeholdet banker på” kan siges at være en postmoderne fortælling, der er eklektisk i sin måde at lege med former og genrer på, så er hendes første roman, ”Invisible Circus” (1995), en mere traditionel dannelsesroman, som med Egans egne ord er den type roman, ”der får en del mennesker til at bryde ud i gråd. Den type roman, der får folk til at sige, åh, hvornår skriver du en ny roman ligesom den?” [1]. Men det gør Egan aldrig, for det handler for hende om at komme nye steder hen hver gang, hun begynder på en bog. Efter debutromanen kom således ”Look At Me” (2001), en slags satire om en fotomodel, der bliver vansiret efter en trafikulykke, og herefter kom ”The Keep” (2006), der er en gotisk roman. Senest har hun prøvet kræfter med en ”twitterroman”, en roman, der er skrevet som en række tweets på de sociale medier. Det er måden, vi kommunikerer på, der interesserer Egan, og hun virker utrættelig i sin udforskning af, hvad litteratur kan.

Egan er journalistisk i sin tilgang til stoffet. Der er et tema, hun vil undersøge, som det for eksempel er tilfældet med ”Tæskeholdet banker på”, hvor det er tid og musik, der udforskes. Hun belyser disse temaer fra forskellige vinkler, bruger musikproduceren Bennie som afsæt for en miljøskildring fra punkrockens begyndelse i 1970’erne og til en afdækning af den haltende musikindustri omkring årtusindskiftet og benytter sig samtidig af power points og musiklister til at undersøge, hvad pausen inde midt i et rock n’roll-nummer har af betydning. Samtidig er romanen et eksperiment med tid, med at bryde den op, skrue den frem og tilbage, uden de store forklaringer eller henvisninger. Det har affødt indtil flere websites på internettet, hvor læsere nu forsøger at sammensætte Egans karakterers tidslinjer kronologisk.

For hver ny bog er det et nyt emne, som Egan har lyst til at afdække, for som hun siger: ”Helt ærligt, så går jeg efter det, der tænder mig. Det er det, det handler om.” [1].

Beslægtede forfatterskaber

Omtrent samtidig med Egans ”Tæskeholdet banker på” udkom englænderen Tom Rachmans debutroman ”The Imperfectionists” (2010), der strukturmæssigt minder om Egans Pulitzerprisvindende roman. Begge er romaner, men ligner egentlig mere en samling historier, der personmæssigt og geografisk overlapper hinanden. Både Egan og Rachman er journalister, og det har indvirkning på deres bøger, der begge beskæftiger sig med medieverdenen og med mediernes udvikling.

Samtidig er det oplagt at nævne Marcel Proust, som Egan selv kommer ind på som stor inspirationskilde i forbindelse med ”Tæskeholdet banker på”: ”Proust dokumenterer, hvordan tiden ændrer folks liv. Hans bog har sine mangler, men det er alligevel en utrolig bedrift at kunne give læseren en følelse af, at tiden virkelig går. Han dokumenterer de chokerende skift, der sker i menneskers liv over tid.” [3].