
J.G. Ballard
- Redaktionen2020
- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., 2016
Intro
Den britiske forfatter J.G. Ballard har skrevet en række dystopiske science fiction romaner men er også en kontroversiel kultforfatter, hvis hallucinerende og fragmentariske tekster skildrer en moderne virkeligheds fiktionsgullasch. Han er dog mindst lige så kendt for sine selvbiografiske bøger, som bearbejder barndommens traumatiske krigsoplevelser i en japansk fangelejr under 2. Verdenskrig.
Baggrund
James Graham Ballard blev født i den kinesiske by Shanghai i 1930. Han var barn af britiske forældre og tilbragte sin tidlige barndom i den internationale koloni i byen. Han gik på katedralskolen i Shanghai og levede en privilegeret tilværelse indtil udbruddet af den anden kinesisk-japanske krig og siden 2. Verdenskrig. Efter japanernes angreb på den amerikanske Stillehavsflåde ved Pearl Harbor besatte japanerne områderne i Shanghai, hvor de udstationerede udlændinge boede. Ballards familie måtte flygte fra deres hjem, og i foråret 1943 blev den unge James Graham, hans yngre søster og deres forældre interneret i en japansk fangelejr. Familien var i interneringslejren indtil krigens afslutning to år senere. Den brutalitet og død, J.G. Ballard oplevede i fangelejren, fik stor indflydelse på hans liv og forfatterskab. De voldsomme barndomsoplevelser under krigen kom ligeledes til at danne baggrund for forfatterskabets selvbiografiske romaner "Solens rige" og "Kvinden du gav mig", selv om Ballard dog kombinerede det selvbiografiske materiale med fiktive elementer i sine bøger – hovedpersonen i romanerne er f.eks. alene i fangelejren uden sine forældre.
”Han imødeså med glæde luftangrebene; larmen fra Mustangerne, når de fejede over lejren; lugten af olie og kordit; piloternes død. Og også sandsynligheden for at han selv skulle dø. Trods alt, vidste han, at han intet var værd. Han knugede sin latinbog, idet han dirrede af en hemmelig sult, som krigen så ivrigt ville tilfredsstille.”
Efter krigen flyttede J.G. Ballard til England med sin mor og søster. Efter et år vendte moren og søsteren tilbage til faren i Kina, og James boede herefter hos sine bedsteforældre, når han ikke var på kostskole. I 1949 blev han indskrevet på medicinstudiet på University of Cambridge. Det var hans plan at uddanne sig til psykiater, men efter at have fået trykt en novelle i studentertidsskriftet Varsity droppede Ballard ud af medicinstudiet og begyndte i stedet at studere engelsk litteratur på et universitet i London. Han opgav også disse studier efter blot et år, fortsatte med at skrive ved siden af forskellige småjobs, inden han i 1953 meldte sig til det britiske luftvåben, Royal Air Force, og tog til Canada for at uddanne sig.

Født
15. november 1930 i Shanghai.
Død
19. april 2009 i London.
Uddannelse
Universitetsstudier i medicin og i engelsk litteratur.
Debut
The Wind from Nowhere, 1961.
Litteraturpriser
Guardian Fiction, 1984. James Tait Black Memorial Prize, 1984. Commonwealth Writer’s Prize, 2001. Golden PEN Award, 2008.
Seneste udgivelse
Verden under vand. (The drowned world, 1962). A Mock book, 2020. Oversætter Niels Erik Wille.
Inspiration
William S. Burroughs og surrealistiske billedkunstnere.
Han vendte dog tilbage til England allerede året efter og giftede sig i 1955 med Helen Mary Matthews. Parret flyttede i 1960 til London-forstaden Shepperton, og J.G. Ballard arbejdede de følgende år for et videnskabeligt tidsskrift, før han i 1961 fik udgivet debutromanen "The Wind from Nowhere", der var skrevet i løbet af en tougers ferie. Han besluttede sig herefter for at forsøge at leve af at være forfatter. Senere samme år udkom hans gennembrudsroman ”Verden under vand” ("The Drowned World").
J.G. Ballards hustru døde pludseligt i 1964 af lungebetændelse, og han var herefter alene om opdragelsen af parrets tre børn James, Fay og Bea. Ballard giftede sig aldrig igen, men et par år efter hustruens død mødte han kvinden Claire Walsh, som han var sammen med resten af sit liv.
Det skabte en del omtale, da J.G. Ballard i 1969 udgav bogen ”Grusomhedsudstillingen” ("The Atrocity Exhibition"), der blev anklaget for obskønitet, og i 1973 den kontroversielle roman "Crash", der satte seksuel lyst sammen med biluheld. Ifølge forfatteren handlede bogen dog ikke kun om begær, der bevæger sig i uforståelige retninger, men i lige så høj grad om den kunstneriske skabelsesproces: "En kunstners forhold til det, han gør, er et mærkeligt forhold. Det er derfor Ballard kan sige, at Crash er mere selvbiografisk end Solens Rige. Det handler om den indre selvbiografi, den indre research." [1]Helle HellmannTekno-pornoPolitiken, 1997-02-15.. Da den canadiske filminstruktør David Cronenberg i 1996 filmatiserede "Crash", blev filmen mødt af kritik for sit pornografiske indhold, og lokalstyret i det centrale London forbød, at filmen blev vist i byen. Helt anderledes var modtagelsen af Steven Spielbergs filmatisering af "Solens rige" fra 1987. Både romanen og filmen gav Ballard et langt bredere publikum end hidtil.
J.G. Ballard fik konstateret prostatakræft i 2006. Han døde i London i 2009, 79 år gammel.
Udvalgte bøger
- Verden under vand
J.G. Ballard debuterede i 1961, men det var hans anden bog, science fiction romanen "The Drowned World" fra 1962 ("Verden under vand", 1969), som blev hans egentlige gennembrud som forfatter. Mange...
Læs mere om bogen - Grusomhedsudstillingen
Med kapiteltitler som "Plan for mordet på Jacqueline Kennedy" og "Hvorfor jeg gerne vil kneppe Ronald Reagan" var J. G. Ballards bog "The Antrocity Exhibition" fra 1969 ("Grusomhedsudstillingen", 1...
Læs mere om bogen - Solens rige
J.G. Ballards roman "Empire of the Sun" fra 1984 ("Solens rige", 1987) er baseret på forfatterens egen barndom i Kina under 2. Verdenskrig, men historien er omskabt til fiktion og adskiller sig på ...
Læs mere om bogen - Kvinden du gav mig
I 1991 udkom J.G. Ballards roman "The Kindness of Women" ("Kvinden du gav mig", 1992), der er en fortsættelse af "Solens rige", og som skildrer, hvordan det gik drengen fra fangelejren senere i liv...
Læs mere om bogen
Bibliografi
Romaner
J.G. Ballard
1969. (The Drowned World, 1962). Oversætter: Niels Erik Wille
J.G. Ballard
1969. (The Atrocity Exhibition, 1969). Oversætter: Jannick Storm
J.G. Ballard
1973. (The Crystal World, 1966). Oversætter: Finn Andersen
J.G. Ballard
Gyldendal, 1987. (Empire of the Sun, 1984). Oversætter: Jørgen Christian Hansen.
J.G. Ballard
Gyldendal, 1988. (The Day of Creation, 1987). Oversætter: Anders Westenholz.
J.G. Ballard
Gyldendal, 1992. (The Kindness of Women, 1991). Oversætter: Bjarne Nielsen.
J.G. Ballard
Gyldendal, 1996. (Rushing to Paradise, 1994). Oversætter: Bjarne Nielsen.
J.G. Ballard
Gyldendal, 1997. (Cocaine Nights, 1996). Oversætter: Jan Hansen.
Novellesamlinger
J.G. Ballard
1962
J.G. Ballard
1963
J.G. Ballard
1966
J.G. Ballard
1973. (The Terminal Beach, 1964). Oversætter: Arne Herløv Petersen
J.G. Ballard
1976
J.G. Ballard
Gyldendal, 1992. (War Fever, 1990). Oversætter: Peter Marslew.
Andet af J.G. Ballard
J.G. Ballard
2005
Om forfatterskabet
Erik Thygesen
Information, 1983-07-28
Gregory Stephenson
Abc-Clio, 1991
H.H. Løyche
2009
Jeanette Baxter
2009
Simon og Dan O’Hara Sellars
2012
Samuel Francis
Bloomsbury academic, 2013


