Jóanes Nielsen

Emneord:

Senest opdateret

Maria Høher Larsen
cand.mag., februar 2020

Hovedforfatter

Rasmus Wiin Larsen
cand.mag., 2010

Jóanes Nielsen er ikke nogen ynder af det forfinede. Når han skriver om sit hjemland Færøerne, sker det i et direkte og ofte grovkornet sprog. Han skildrer hårde skæbner i sine romaner, skuespil og digte, men også livets uslebne skønhed bliver fejret igen og igen. Færøerne er ikke et mildt land, og Jóanes Nielsen besynger den barske natur og begræder det snæversyn, som på nogle punkter betegner det lille lands mentalitet og gør det svært for den enkelte at skjule sig eller vende sin skæbne.

Baggrund

Jóanes Nielsen, der blev født 1953, forlod tidligt den katolske Skt. Frants skole i Tórshavn for at stå til søs. I 30 år arbejdede han til lands og til vands for at tjene til dagen og vejen. Han kender de miljøer, han skriver om, og det hårde arbejdsliv er en vigtig del af hans inspiration. I en periode var han organiseret kommunist og hans identifikation med og kamp for arbejderklassen, både som fiktionsforfatter og som artikelskribent, er af en ganske anden art end den følsomme, men fjerne skønånds store empati. Jóanes Nielsen har oplevet mere af livet end de fleste forfattere, og hvad han mangler i uddannelse, kompenserer hans mange år i livets skole så rigeligt for. Selv siger han i dokumentarfilmen ”Sporene gror ud af ord”, at han efter 30 års fysisk arbejde nu kun ønsker at bruge tiden på at skrive: “Jeg vil uden skam tigge om penge fra Gud og hvermand for at få mulighed for at skrive.” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”).

”Jeg er blevet mere og mere allergisk over for det pæne. Duftende poesi byder mig imod. Jeg vil hellere have ord, der stinker. Ordene skal springe som gnister i defekte kontakter. Jeg kan bedst lide blomster, der vokser i våd jord ved septiktanke. Jeg ved ikke, hvilket stof drømme væves af, men jeg vil have ordentlige drømme. De drømme, der ligger i hånden som et kvindebryst eller en håndgranat.”

“Jeg vil have ordentlige drømme” fra digtsamlingen “Sting”.

Foto: Niels Hougaard / Ritzau Scanpix

Født
5. april 1953 i Tórshavn, Færøerne.
Uddannelse
Ingen.
Debut
Trettandi mánaðin, 1978. Digte.
Litteraturpriser
Færøernes litteraturpris 1984 og 2012, Den Nordiske Dramatikerpris 2002. Indstillet til Nordisk råds litteraturpris i 1988, 1994, 1999 og 2004. Færøernes litteraturpris 2012.
Seneste udgivelse på dansk
Bolsjehjerte. Torgard, 2019. (Bommhjarta, 2016). Oversat af Hugin Eide.
Videoklip

Jóanes Nielsens far drak for meget, og vreden mod faren har været katalysator for en stor del af forfatterskabet. Om det siger Jóanes i samme dokumentarfilm, at ”han på en måde kan takke sin far for den kraft, som på en eller anden måde findes i det, han skriver”. Filmen beskriver et par episoder, der ganske godt belyser forholdet mellem faren og sønnen: En gang fortalte faren Jóanes, at tvivlen om Guds eksistens gjorde, at han ikke tog livet af sig selv. Ikke just opskriften på at skabe en tryg og ubekymret tilværelse for sit barn. Ved en anden lejlighed lå faren alvorligt syg, og Jóanes havde skrevet en nekrolog over ham, som han læste op for den sengeliggende mand. Ved den lejlighed opdagede Jóanes den kraft, der var i det han skrev, for tårerne begyndte at trille ned ad kinderne på faren (fra filmen “Sproget gror ud af ordene”).

Det forkvaklede og lettere morbide forhold mellem de to – samt konsekvenserne af det – har Jóanes skrevet direkte ind i flere af sine værker, hvor vreden, problemer i forholdet til andre mennesker samt livets indbyggede tragik fylder meget. Jóanes fortæller, at han som barn havde mange venner, men at han efterhånden trak sig ind i sig selv og væk fra andre mennesker. I dag bliver han ikke længere inviteret med til fester hos vennerne, og det er måske ikke så mærkeligt, for ifølge ham selv, inviterede han heller aldrig dem.

Selv om Jóanes Nielsen på den måde kan lyde som en sær eremit, har han også en familie. I dag lever han sammen med sin anden hustru, Rannvá Holm Mortensen, og sammen har de en datter. Jóanes har desuden en ældre datter fra et andet forhold. Han har levet størstedelen af sit liv i Tórshavn, men i kortere perioder også i Tvøroyri samt i Island, Danmark og Sverige.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I dokumentarfilmen ”Sporene gror ud af ord” fortæller Jóanes Nielsen på dækket af en fiskerbåd, at hans lange arbejdsliv med hårdt fysisk arbejde hver dag har præget ham som digter og forfatter. Han er ganske enkelt ikke sikker på, at digteren Jóanes Nielsen havde eksisteret, hvis han havde taget en akademisk uddannelse: “[…] det billedsprog, der er karakteristisk for mine digte, tror jeg i høj grad er præget af miljøer som det her” (fra filmen “Sporene gror ud af ord”).

Den amerikanske forfatter Herman Melville, der blandt andet er kendt for ”Moby-Dick” var heller ikke nogen skolet mand, da han drog til søs, men udtalte at havet havde været hans Harvard og Yale. Noget lignende tør siges at gælde for Jóanes Nielsen. Men hvor Melville omdannede sine ture med blandt andet hvalfangerskibe til fantasifulde romancer med et metafysisk sigte, er Jóanes Nielsens forfatterskab karakteriseret ved sin jordbundethed og nøgterne og dermed ofte “grimme” skildring af livet. Hvor Jóanes Nielsens landsmand og forbillede William Heinesen ligesom Herman Melville havde en tendens til romantisering eller i hvert fald æstetisering af det hårde liv, serverer Nielsen det råt for usødet. Vide horisonter, skumsprøjt, knofedt, skedesekret, selvmord, sindssyge og incest optræder side om side.

Men når man er færing, er den jordbundne og realistiske skildring ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke også er levnet plads til en sjat overtro. Den forbandede slægt og forbandelsens kraft er ligefrem et hovedmotiv i romanerne ”Brahmadellerne” og ”Bolsjehjerte”. Den dimension af livet fortæller Jóanes Nielsen om i en anekdote fra sin ungdom på havet: ”Der var en ombord, som alle var bange for. Han var af troldomsæt. Hans bedstemor var navnkundig troldkvinde. Selvom jeg ikke tror på den slags nu, så tør jeg stadig ikke nævne hendes navn. […] hun er død for længst, og han er også død, men alligevel har jeg en eller anden respekt for det, man ikke kan finde et navn for, og for den okkulte sammenhæng. Hvordan ting, man ikke kan sætte ord på, hvordan de kan ødelægge en person.” (fra filmen ”Sporene gror ud af ord”).

Jóanes Nielsens kontante opgør med æstetiseringen af livet kommer også til udtryk i digtenes rytmik og troper. Metrum er slet ikke et tema, og billedsproget er ikke betegnet ved metaforiske omskrivninger og forskønnelser. Det der sker i livet skal ses, og ingen tvivl skal være mulig. Livet er kort og brutalt. Der er ikke tid til misforståelser:

“Jeg ville bare besøge dig, / begge dine øjne, / munden og brysterne / og høre din ucensurerede latter. / Jeg ville bare sige, at jeg elsker dig. / Også dit agterspejl / bredt, vildt og lykkeligt. / Og begge dine knæ. / Jeg ville bare kysse tæerne, / alle sammen. / Og skulle noget ske mig, / kære, så husk: / Jeg ville besøge dig lige inden (“Brev” fra “Sting”).

Andre steder er det meget tilgængelige erstattet af surrealistiske motivsammenstillinger. Udgangspunktet i det konkrete og den kontante tone er dog den samme, og selv om betydningen nogle steder ikke lader sig gribe uden videre, skinner holdningen og livskraften dog tydeligt igennem.

Beslægtede forfattere

Det er ikke ligetil at finde litterære slægtninge til Jóanes Nielsen. Der er åbenlyse ligheder mellem hans og William Heinesens livssyn. Begge omfavner de livet og menneskene med alle deres fejl og mangler, og begge er de optagede af at skildre det lille færøske samfund, hvor de begge har levet størstedelen af deres liv. Deres æstetik er dog vidt forskellig, og hvor Heinesen er kunstner og fortæller, er Nielsen i højere grad en livets fotograf. Dette afholder ham dog ikke fra at kommentere sine ucensurerede og upolerede snapshots af livet og menneskene. Han er flere steder direkte agiterende, og hans politiske engagement lader sig ikke fornægte.

Det uskolede og anti-æstetiske går igen hos en forfatter som Charles Bukowski, der også skriver lige ud ad landevejen og uanfægtet smækker nøgne kroppe og kropsvæsker op i ansigtet på læseren. På samme vis som Nielsen er hans digte skrevet i et dagligdagssprog, der ligger dagbogsbladet nærmere end mange poeters rimede, skrøbelige og intellektuelle vrangvending af følelseslivet.

Jóanes Nielsens sociale engagement går dog i højere grad end hos Bukowski igen hos en forfatter som Jan Sonnergaard, hvis skildringer af sociale “udskud” flere steder dog bærer præg af, at de er frugten af en akademikers fantasi og ikke er selvoplevede.

En forfatter som Jakob Ejersbo formår desuden på samme vis som Nielsen at skildre brutale miljøer med en velgørende brutalitet i et usminket sprog, der rummer flere sandheder end nok så mange indfølende psykologiske portrætter.