Katinka My Jones

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2014

Hovedforfatter

Martin Ravn
journalist, 2009

Det er ikke ofte, at man læser en ung lyriker, der på en ny og interessant måde er i stand til at genoplade det poetiske sprog og give gamle lyriske travere – som ordet blodbøg og billedet af en galopperende hest – helt nyt liv. Katinka My Jones har med sine foreløbig to digtsamlinger bevist, at hun hører til disse få. Hendes digte er på een gang skrøbelige og formfuldendte, og de strofer, læseren sidder med mellem hænderne, er både piblende friske og fulde af ægte poesi.

Baggrund

Katinka My Jones er født i København i 1983, men boede det meste af sin barndom i Allerød. Hun skrev allerede sit første teaterstykke som niårig, men begyndte for alvor at skrive som 13-14-årig, både dagbog, noveller og digte. I 2005 kom Katinka My Jones ind på Forfatterskolen i København, hvorfra hun dimitterede to år senere. Hun beskriver forfatterskoletiden som intens og lærerig – først og fremmest personligt, men også professionelt. Udover skriveriet er Katinka My Jones også kunstmaler. Det har den indflydelse på hendes digte, at hun engang imellem tegner de personer, hun skriver om. Desuden har hun i sine malerier arbejdet med kombinationen af ord og billede. Det hænger sammen med det, Katinka My Jones beskriver som et enormt udtryksbehov, som kan gå i alle mulige retninger. Af forbilleder nævner Katinka My Jones specielt Virginia Woolf, men hun holder af alt, der er skrevet med talent. Hun beundrer dybde, originalitet og nerve og foragter det villede, det konstruerede og det platte.

Foto: Gladiator

Født
1983 i København.
Uddannelse
Afgang fra Forfatterskolen i 2007.
Debut
Havet er sort, kysten er hvid, 2007.
Litteraturpriser
Ingen.
Seneste udgivelse
Mælkelykken. Gladiator, 2014. Digte.

”Jeg tror der findes marker som
alting synker igennem/
undtagen huset/
og nogen ler højt./
Jeg tror på blodbøgens næve/
midt i dit liv./
Jeg tror på blomsterne der/
omkranser et navn og et kære./
Jeg tror på spejlet i tasken/
på den sorte skærm./”

“Sølv”, s. 31.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Katinka My Jones har polemiseret imod den tendens, nogle mener har præget de seneste par årtiers yngre danske litteratur: En minimalisme på både det indholdsmæssige og det formmæssige plan. Kritikken er især gået ud over den forfatterskole, som Katinka My Jones selv er uddannet fra. Hun deler denne positions holdning, at det i længden bliver kedsommeligt at skrive om helt almindelige menneskers ret plotløse hverdag i et sprog, der tilstræber at være skarpt registrerende og ikke udmalende og udpenslende.

Katinka My Jones’ egen debut kan i nogen grad siges selv at falde for kritikken af en sådan minimalisme, mens “Sølv” er mere rig på billedsprog og digtenes rytmer danner en særegen sprogmusik. Hun har blandt andet beskrevet den herskende tendens således: “Jeg brækker mig over den lille nære verden! Hvorfor skal man ikke skrive om nogle store ting? Det er fint nok, at man nogle gange beskæftiger sig med det, men jeg er træt af tendensen med, at det altid skal handle om de små mennesker, med de små liv og deres små ting. Man må for alt i verden ikke lave nogle store armbevægelser”. [1].

I de fleste af Katinka My Jones’ digte er der som udgangspunkt et jeg, der, om end tøvende og flygtigt, fungerer som en konstant. Det kan man kalde et centrallyrisk udgangspunkt.

På det indholdsmæssige plan kredser digtene i begge bøger om relationer mellem mennesker, der på en eller anden måde er besværlige. Digtenes personer siger noget andet end det, de egentlig havde tænkt sig, og somme tider siger de slet ikke noget.

I “Sølv” har nogle af digtene et oversigtsagtigt præg. Den form gør det muligt at inddrage snart sagt alt muligt i digtet, hvilket Katinka My Jones også gør, lige fra heste til Vorherre. Katinka My Jones har en evne til at tage ord og begreber, der har været brugt i digte tusind gange før og genoplade dem med indhold. Det gælder blandt andet “Sølv”s tilbagevendende billeder af heste, og det gælder for ordene blodbøg og blomst. Denne genopladning kan lade sig gøre, fordi forfatteren hver gang sætter ordene ind i en ny og uventet sammenhæng.

I “Sølv” er digtene for det første blevet længere. For det andet viser digtene i højere grad hen til hinanden, uden dog at spinde en rød, fortællemæssig tråd. Men enkelte billeder dukker op igen og igen i stadig nye sammenhænge. For eksempel “hest”, der både bruges som konkret, galopperende, åndende væsen og kold genetisk kode.

Ligesom i debuten er den kommunikation, som digtene tematiserer imellem forskellige jeg’er og du’er præget af usikkerhed og misforståelser, men til forskel fra “Havet er sort, kysten er hvid” har digtenes jeg’er bedre greb om sig selv, hvilket blandt andet kommer til udtryk i et stærkt credo-digt.

Beslægtede forfatterskaber

De ordknappe, stringente digte i “Havet er sort, kysten er hvid” minder sine steder om Søren Ulrik Thomsens debut “City Slang”, hvor man også har indtryk af, at digtene er tilskårne og stramme, at noget er hugget fra for at nå ind til en kerne i digtene. Digtenes skitseagtige, men alligevel næsten konstante jeg – det, at der er en person i digtet der taler, og at dette jeg er udgangspunktet for digtet – leder tankerne hen på det 20. århundredes modernister, for eksempel finlandssvenske Edith Södergran. Det somme tider overvældende præcise billedsprog minder om forfatterens landsmand, Henrik Nordbrandt.