Line Knutzon

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022
Karina Søby Madsen
cand.mag., 2017

Hovedforfatter

Karina Søby Madsen
cand.mag., 2013

Line Knutzon er blevet betegnet som en af de mest centrale og originale danske dramatikere i de seneste 15 år, og populær blandt publikum er hun ligeledes. Knutzons historier tematiserer eksistentialistiske og politiske emner, og hun gør det i et sprog, som er super energisk, fuldt af poetiske perler, humoristisk spiddende og absurd på den fuldstændig lattervækkende herlige og tåkrummeragtige genkendelige måde.

Baggrund

Line Knutzon blev født den 3. marts 1965 i Odense. Man kan sige, at hun er den fødte dramatiker - i hvert fald er hun barn af en teatertosset familie. Hun er datter af sceneinstruktør Lars Knutzon og bibliotekar Marianne Knutzon, og blandt bedsteforældrene findes kabaretkunstneren Lulu Ziegler og teaterinstruktør Per Knutzon. Line Knutzon er den ældste af to søskende, og i de første ni år af sit liv nåede hun at leve i både Farum, Århus og Odense. Da Line Knutzon blev ni år, blev forældrene skilt, og samtidig flyttede familien til Vesterbro i København, hvor forældrene delte et hus i Humleby.

”Udover mærkelige telefonopkald og en del luskeri ved nattetid har det værste nok været spejlingerne, som i den grad har taget til det sidste år. Folk spejler sig i alle blanke genstande, de kommer i nærheden af, og da jeg jo altid har været flittig med mit vinduespudseri, har min butiksrude været et oplagt mål for denne uvane. I stedet for at få øje på slikket, får de øje på sig selv, og ja, så er det sket!”

“Måvens og Peder”, s. 60.

På Vesterbro blev Line Knutzon gode venner med Naja Marie Aidt, som i dag er forfatter, og de meldte sig, da Knutzon var 13, ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Derom siger hun: “Jeg elskede at være i DKU, og jeg var meget aktiv i elevrådet. [...] som trettenårig går du ikke rundt med en kæmpe bevidsthed, det er jo følelser det hele. Og når man er skruet sådan sammen, som jeg er, så har det været et meget godt sted at være, fordi ens selvdisciplin blev trænet meget.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001).

Foto: Mikkel Tjellesen

Født
3. marts 1965 i Odense.
Uddannelse
Aveny Teatrets Teaterlaboratorium, 1989.
Debut
Brændt barn lugter i det hele taget ilde, 1989.
Priser
Niels-Prisen, 1999. Reumert prisen Årets dramatiker, 1999. Danske dramatikeres hæderspris, 2000. Holberg-medaljen, 2006. Kjeld Abell-Prisen, 2009. Politikens Frit Flet-Pris, 2015.
Seneste udgivelse
Den rigeste mand på kirkegården. Carlsen, 2022. Billednovelle.
Periode
Minimalisme i 1990'erne
Genre
Drama
Se også filmene

I årene fra hun var 16 til 23, var hun lidt pædagogmedhjælper, lidt bartender, lidt på højskole, og frekventerede også en HF-klasse. Hun drev, med egne ord, retningsløst rundt. Uden planer og uden drømme. Hun bare var, en dag af gangen. Selv beskriver hun det således: “Det er noget, jeg ikke helt forstår. I de år gik jeg ikke i nogen bestemt retning, og jeg var slet ikke klar over, hvor jeg skulle hen. Jeg havde ingen lyster, som andre mennesker havde, til at få en uddannelse, eller blive pædagog eller gå på universitetet.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001). Men så var det, at hun gik hen og blev forelsket i Martin Brygmann, og sammen fik de et barn, og på nogenlunde samme tid blev hun optaget på Det danske Teaters dramatikerværksted - barnet og manden satte en vis struktur på livet og værkstedet på skriverierne.

I 1989 debuterede Line Knutzon med dramaet “Brændt barn lugter i det hele taget ilde”, men som regel regnes skuespillet “Splinten i hjertet” som hendes egentlige debut. Det blev første gang opført i 1991 på Aveny Teatret, og derfra varede det ikke længe, førend Line Knutzon blev udråbt som Danmarks nye og originale dramatiker med en løssluppen pen, der tematiserer de overflødige, de rastløse og de utilpassede i en kaotisk verden. Ligeledes er flere af Line Knutzons stykker blevet spillet i andre europæiske lande.

Som skuespiller har hun medvirket i filmen “Mord i mørket” fra 1986 og i tv-serierne “Kirsebærhaven 89” og “Hvor svært kan det være”

I dag bor Line Knutzon på Vesterbro med tre af sine fire børn, som hun har fra to tidligere ægteskaber. Med skuespiller Martin Brygmann har hun børnene Frida og Ludvig, og med skuespiller Peter Reichardt har hun tvillingerne Karl Frederik og Roberta.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Line Knutzon holder Litt.talk om at skrive på Vallekilde højskole. 2019

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Line Knutzon skriver primært teaterstykker, men hun har ligeledes skrevet mere debatskabende bøger som værket ”Frit flet” samt børnebøger sammen med Peter Frödin.

Knutzon har en særlig evne til at skrue replikker sammen. Derfor både tilgiver og glemmer man helt, at der ingen traditionel handling er i dramastykkerne. Med de skæve replikker kan hun nemlig spidde det hverdagslige og tilforladelige, så det munder ud i groteskhed og vanvid. På den måde kradser og kratter hun i den pæne overflade og graver råddenskaben frem og hænger den til tørre, så vi som læsere og teatergængere kan sidde og iagttage vrangsiden vrænge ad os.

Knutzon har en særlig evne til at tematisere såvel det individuelle og relationelle niveau og det politiske – som nogen gange er ét og det samme. Det er det samme på den vis, at hun udstiller den måde, vi lever med hinanden i det senmoderne samfund. Det er en ‘individualistskov’, vi lever i, i “Eventyret om Ejnar”. Det er en mediejungle, hvor selviscenesættelsen er i højsædet og sandheden ligegyldig, som i radiodramaerne “Måvens og Peder på kanotur” og “Måvens og Peder i mediernes søgelys”om Måvens og Peder. Og det er en virkelighed, hvor de ‘virkelige’ relationer hænger i tynde tråde, som i “Snart kommer tiden”, og hvor smerten hænger uden på tøjet, som i “Splinten i hjertet” og “Først bli’r man jo født”. Mest af alt er det hendes grundlæggende humanisme, der for alvor knytter det private og politiske sammen i et flow.

Det konkret politiske udvikler sig i løbet af Knutzons stykker. De første dramaer foregår i abstrakte universer uden konkret lokation, eller hvor vejene har tegneserieagtige navne såsom Hundevej. Med “Torben Toben” bliver Knutzon mere konkret politisk ved, at hun lokaliserer stykket i et genkendeligt stykke Danmark, og historien har da også referencer til konkrete danske (medie)begivenheder og personer. Også værket ”Camille Clouds brevkasse” har en del referencer til samtidens politiske situation. En af spørgerne ønsker således at melde sig ud af samfundet, da de penge, hun betaler i skat, går til en rigmand i Dubai – og således peges der på den største skandale i SKATs historie. Cloud mener selvfølgelig, at kvinden overreagerer. Generelt har Cloud ikke meget til overs for folk, der har brug for hjælp – især ikke fra det offentlige. Og på den måde refereres der til de seneste års massive nedskæringer på det sociale område – blandt andet på kontanthjælpen.

Beslægtede forfatterskaber

Der flyder en social dimension igennem Line Knutzons forfatterskab, eller en social indignation kan man også kalde det, men der er aldrig tale om tristesse, og dermed adskiller Line Knutzon sig fra en mere traditionel socialrealisme. I stedet er der tale om en vilje til livet og en boblende, brusende forførende humor, som overdøver alt andet. Hendes humor er fuld af ironisk kant og absurditet og giver mindelser om gamle absurdister som Beckett, og dansk dramatiks legesyge Jess Ørnsbo. Sidstnævntes dejligt vanvittige replikker og dramaturgiske vildskab minder uvægerligt om Line Knutzons.

Om sine inspirationer siger Line Knutzon: “jeg er desværre ikke særligt belæst, og det er ikke med min gode vilje (...) Becketts “Godot” har jeg slået op i, og jeg har også set den på teatret. Ørnsbo så jeg først noget af, da jeg skrev til Det Kongelige Teater, det var det stykke, der hedder “De forkerte”. Det var sjovt, sindssygt, det har jo – poesi! Det var en af de få gange, jeg havde det rigtig sjovt derinde.” (Birgitte Hesselaa: “Så vi kan se hvordan det er – og komme videre”, i “Vi lever i en tid”, 2001). En ting er Knutzon dog sikker på, at hun er blevet inspireret af, og det er Per Højholt. Som hun siger i ovennævnte interview: “Det eneste, som jeg med sikkerhed véd har været en inspirationskilde, er Per Højholts bog “6512”, den holder jeg meget af. Der er en stemning i den bog, som jeg bare elsker så meget. Og et sprog, hele sproget i den kan jeg huske.”

En forfatter som Line Knutzon, om hun ved det eller ej, minder om, er Astrid Lindgren. Lige så fabulerende og ordkløvende sjov en karakter som Pippi Langstrømpe er, lige så ordjonglerende er Line Knutzons karakterer. Og ligesom barndommen krones som den store vinder hos Astrid Lindgren med barnets evne til at undres, forundres og udfordre normerne, ligeså bliver den fremhævet hos Knutzon. Det er den spørgelystne, den legesyge, den fantasifulde og den, der udfordrer systemet, der bliver karakter i Knutzons stykker. Ofte er det ganske vist ikke som sådan et barn, men det er altid karakterer, der ikke lever såkaldte almindelige liv, men som står på sidelinjen og betragter, udstiller og udfordrer systemerne.