Nikoline Werdelin

Emneord:

Hovedforfatter

Katrine Sekjær
cand.mag. og journalist, 2009

Nikoline Werdelin var både kendt og elsket for sine tegneseriestriber (primært ”Café” og ”Homo Metropolis” i Politiken), før hun blev kendt for sin dramatik. Med lige dele satire, ironi og komik opstiller Werdelin i sine striber et helt persongalleri, som læseren følger afsnit for afsnit. Som tegneserieforfatter er hun blevet rost for sine samtidsportrætter, der skarpt beskriver og rammende karikerer moderne mennesker og tendenser i tiden. Læseren griner af og med Werdelins karakterer, der svinger fra mani til tristesse, fra fællesskab til ensomhed: Man griner af typerne, fordi man kender dem så godt.

Om Werdelins dramatik gør samme greb sig gældende: Som publikum sidder man trygt i teatersædet og griner ad komedien, indtil man finder ud af, at det er en selv, man ser på scenen. De skarpe fremstillinger af moderne mennesker spiller på publikums stereotype forestillinger om ’de andre’. Gennem Werdelins humoristiske skildring ler man sig fra sin sikre, bedrevidende afstand tættere og tættere på karaktererne, indtil man kommer til at holde af dem. Og holde med dem: ”Jo, jo, haha, det kender man da godt fra sig selv …” Når Werdelin siden hen foretager et elegant overraskelsesangreb og lader lykken vende, rammer tragikken derfor ikke blot de dramatiske figurer. Det er med livet som med teatret – ej blot til lyst.

Baggrund

Nikoline Werdelin er født i København og voksede op i Charlottenlund med en far, der var læge, og en mor, der var akademiker. Selv gik Werdelin sine egne veje og uddannede sig på Skolen for Brugskunst fra 1981-84 på linjen for tegning og grafik.

”HELENE: I sin tid … jeg vidste bare, jeg skulle have Peter. Inden jeg overhovedet fik ham! Og inden jeg havde Peter, havde jeg jo Christian, og inden Christian boede jeg hjemme. Det kom bare helt af sig selv.”

”Liebhaverne” s. 15.

I 1984 vandt hun en tegneseriekonkurrence i Politiken med sin stribe ”Café”, som blev startskuddet på en karriere som tegner. Som titlen antyder foregik striben på en cafe, hvor Werdelin skildrede de tidstypiske bymenneskers gøren og laden. Siden fulgte serier som ”Homo Metropolis”, ”Laura og Nugga” og ”Her på bjerget”.

De fleste havde derfor stiftet bekendtskab med Werdelins tegneseriestriber lang tid før, hun slog igennem som dramatiker.

Foto: Stine Heilmann

Født
15. september, 1960, København.
Uddannelse
Studerede ved Skolen for Brugskunst i årene 1981-84 på linjen for tegning og grafik.
Debut som dramatiker
Musicalen ”Under de gule måner”, Bellevue Teatret 1987.
Litteraturpriser
Publicistprisen, 1997. Modersmål-Prisen, 2007.
Seneste udgivelse
Hvordan man redder en lemming. Gyldendal, 2020. Roman.

Allerede med tegneseriestriberne ”Café” (Politiken, 1984) og ”Homo Metropolis” (Politiken, 1994) demonstrerede Nikoline Werdelin sit gudbenådede talent for både at iagttage og gengive nutidens mennesker i forenklede men præcise karikaturer. Som dramatiker har hun taget den skarpe og ofte tragikomiske stil fra sine striber og sat den op på teaterscenen, der som ramme har det fællestræk med tegneseriestriben, at den skal kunne ramme og rumme en dramatisk situation, som skal formidles visuelt og direkte.

Werdelin fik sit store teatergennembrud med stykket ”Liebhaverne” på Husets Teater i 1997. Det blev begyndelsen på et markant scenisk forfatterskab, der har ført Werdelin rundt på københavnske scener som førnævnte Husets Teater, det tidligere Aveny T, Grønnegårdsteatret og Det Kongelige Teater.

I 1997 modtog Nikoline Werdelin Publicistprisen og i 2007 Modersmål-Prisen for sit arbejde som tegneserieforfatter og som dramatiker. I forbindelse med prisoverrækkelsen sagde Modersmål-Selskabets formand, Bent Pedersbæk Hansen: ”Nikoline Werdelin spænder over hele registret fra det rørende poetiske over det ubehjælpsomme til de fæleste skældsord. Satiren kan være besk, men over det alt sammen hviler forfatterens forsonende humor. Læseren griner ikke af personerne, men ler eller smiler med dem og forstår derved både dem og sig selv bedre.”

Når tegneserieforfatteren Werdelin folder sig ud som dramatiker, folder hun også sproget ud fra talebobler til replikker, der både rammer og indrammer en historie. I en anmeldelse af ”Martas Tema” skriver Dagbladet Informations anmelder, Anne Middelboe Christensen: “Umiddelbart kan jeg ikke komme i tanke om andre nye, danske replikker, der har foruroliget og mystificeret mig som replikkerne i Martas Tema. Og jeg kan ikke komme på andre dramatiske handlingsforløb, hvis plot jeg næsten er blevet ligeglad med undervejs – alene fordi hver replik blev en nydelse i sig selv.”

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

I Nikoline Werdelins dramatiske forfatterskab er et gennemgående tema individets plads i samfundet eller kollektivet, identitetsspørgsmålet i forholdet mellem den enkelte og normerne: Ønsket om at passe ind som Helene i ”Liebhaverne” eller ønsket om at stikke ud som Søren Sibast i ”Den blinde maler” (der på den måde paradoksalt nok tilpasser sig rollen som den ’utilpassede’ kunstner). Også i de senere stykker, som ”Mine to søstre” og særligt i ”Boblerne i bækken”, tager Werdelin favntag med identitet, roller og livsforløb. I ”Boblerne i bækken” er sceneriet ikke længere bedreborgernes samtalekøkken, men en hospitalsgang med fem kræftsyge mænd. Tematisk er det dog stadig overvejelser om eksistensen mellem fødslen, døden og den kærlighed, man leder efter imellem disse to yderpunkter. I ”Boblerne i bækken” griber Werdelin igen til komik og satire, men under munterheden ligger bevidstheden om den nært forestående død som en tyngde, der understreger vigtigheden af at give sig hen til livet. I ”Marthas tema” og ”Natmandens Datter” er det ikke længere nutidige syge mænd, men datidige stærke kvindeskikkelser Werdelin skildrer. Igen drejer temaet sig om individet, kvinden, der vil mere og andet, end de roller, de er sat i af samfundet. Sammenlignet med de moderne karakterer i Werdelins dramatik, der ønsker at passe ind og leve op til succeskriterierne, ønsker de kvindelige hovedkarakterer i både ”Marthas tema” og ”Natmandens Datter” at gøre oprør mod normerne i det samfund, der holder dem nede.

I Werdelins dramatik lurer under hele spørgsmålet om individets identitet og samfundets normer en alvor, der nok beskrives med sort humor og satire, men som igen og igen tager spørgsmålet om eksistens op: Hvad vil du med dit liv, menneske?

Nikoline Werdelin er menneskeskildrer. I hendes værker genkender man andre, såvel som man genkender sider af sig selv. I tegneseriestriberne er ordene knappe, udsagnene få og rammende. Talebobler og streg taler for sig, enten med eller imod hinandens betydning. Werdelins dramatik fungerer lidt på samme vis: Den dramatiske tekst arbejder enten for eller imod subteksten, og effekten bliver derfor den samme, som når man læser hendes tegneseriestriber. Komisk er det, når karakteren siger ét med ord, noget andet med krop og noget tredje i en kontekst, der rækker ud over karakteren og ind i en kollektiv sammenhæng. Anderledes tragisk og alvorligt bliver det, når Werdelin pludselig fejer al komikken til side og lader alvoren tage over, når hun lader den rå ensomhed møde det lille menneske. Således ser man ”Den blinde maler”s blindhed i en monolog (scene 19). Søren Sibast viser en pludselig ømhed for Joy, som ligger og sover. Han taler til hende, men i virkeligheden taler han til sig selv. Midt i talestrømmen kommer han til at lave et freudian slip, som afslører et forkvaklet menneske, et menneske i en evig søgen efter sig selv: ”SØREN: Du er min lille pige. Du er min lille gråd. Du er al min sorg samlet i et menneskebarn med bryster. Jeg ville så gerne trøste mig … undskyld, dig. Men jeg kan ikke. Måske jeg kan? Hvad kan jeg gøre for dig? Kan jeg fortælle dig om livet? Det gode liv ved jeg ikke noget om. Og overspringshandlinger inden døden, det er ikke noget for en lille pige (…)” ( ”Den blinde maler” side 86).

Fra det groteske og komiske bliver sprog og kropssprog (regi) pludselig både poetisk og oprigtigt. Når grovheden skæres fra, fremelsker Werdelin et papirklip af ord, en silhuet med fine udskæringer, der står så skarpt, at man tydeligt ser, at der bag enhver type, enhver karakter er et levende menneske – eller i hendes dramatik er det måske nærmere et menneske, der ønsker at leve, men som kæmper med, mod og for sit liv, det, Søren Sibast kalder ’overspringshandlinger før døden’.

Beslægtede forfatterskaber

Werdelin er blevet kaldt ’Danmarks svar på Noel Coward og Alan Ayckbourn’, hendes samtidsportrætter er blevet kaldt ’ibsenske’, men som nutidig dansk dramatiker er hun svær at kategorisere. Hvis man vil indlæse lighedspunkter, finder man hos Werdelin både arven fra Holberg og Ibsen, men måske er det mere interessant at se hende for sig selv: Som en banebryder, en tegneserieforfatter i overhalingsbanen, en antropolog i hverdagsverdenen og samtidstiderne – både den tid, der foregår i og udenfor karaktererne og i og udenfor scenen.

I Birgitte Hesselaas bog om 1990érnes dramatikere er Nikoline Werdelins arbejde indgående og dygtigt beskrevet og analyseret. Her skriver Hesselaa blandt andet: ”Blandt de markante samtidige dramatikere står Werdelin som både traditionalist og fornyer. Mens de tager afsæt i modernisme og postmodernisme, ligger Werdelin i forlængelse af naturalismen med dens tradition for præcis samtidsskildring. Mens de giver billeder på tiden, giver hun billeder af den, i tragikomisk forenkling.” [1].

Som kvindelig dramatiker tilhører Werdelin samme generation som blandt andet Line Knutzon og Astrid Saalbach, hvor især Knutzon må tilskrives en lignende brug af komik, sort humor og satire. Lidt forenklet kan man sige, at Werdelin fik sit dramatiske gennembrud i 1990´erne, hvor ironien og sarkasmen dominerede: På filmlærredet debuterede Hella Joof i 2001 med sin komedie ”En kort en lang”, en samtidsparodi på de moderne og trendy københavneres parforholdsproblemer meget lig dem, der fremstilles i ”Liebhaverne”, mens forfatteren Camille Blomsts debut fra 2000, ”Hurra, hurra, hurra og så det lange”, portrætterede en mand omkring de 50, der betragter sig selv som skribent, byhistoriker, filmmand, reklamemand, fotograf mm. Hos Camille Blomst genkender man mandeportrættet af Werdelins Søren Sibast: Den selvcentrerede, indbildske mand, der trods en vis succes hos kvinderne, alligevel ender ensom og lettere forhutlet.

I Nikoline Werdelins dramatik bliver tid, sted og handling indfanget i situationer, taleboblerne bliver til replikker og karaktererne bliver levende, men holdes på plads af Werdelins stramme og koncise streg. Ironien i teksten skaber ikke distance, men balance: Det er morsomt, det er alvorligt, det er svidende og rapt – det er menneskeligt.