Niviaq Korneliussen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2022
Maria Roslev
cand.mag., november 2020

Hovedforfatter

Maria Roslev
cand.mag., 2015

Niviaq Korneliussen er en ny stemme i Grønland. Med sin debutroman, ”HOMO sapienne” fra 2014, skrev hun som noget helt nyt i grønlandsk litteratur om homoseksualitet, identitet og kærlighed, temaer som hun også behandler i sin anden roman, ”Blomsterdalen” fra 2020, som hun året efter fik Nordisk Råds Litteraturpris for. Niviaq Korneliussen er ikke bange for at bryde tabuer og skriver også om selvmord, død og misbrug. Hun skriver fornyende og forfriskende og giver i sine romaner et rørende portræt af grønlandsk ungdom i dag.

Baggrund

Den unge grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen er født i 1990 i Grønlands hovedstad Nuuk, men hun er vokset op i Nanortalik, der ligger i Sydgrønland, og derfor ser hun sig selv som nanortalimmiutter. Hun er den midterste af tre søstre og er vokset op i en almindelig, moderne grønlandsk familie med en far, der er forvaltningschef for børnehaver og skoler i Sydgrønland og en mor, der arbejder på kontor hos retsvæsnet i Grønland.

”…, vores hænder fjerner tøj, vores kroppe, vores hud rører hinanden, hendes hånd strejfer, når dertil, det næste er det, jeg frygter, men jeg bevæger min hånd, kan godt, fordi det ikke er Peter, når dertil, opdager, at det ikke er en pølse, jeg bekræfter, fordi det ikke er en pølse, jeg bekræfter, at jeg kan lide det, har fundet mit svar, mit svar er lesbisk.”

”HOMO sapienne”, s. 43.

Foto: Simone Lilmoes

Født
27. januar i 1990 i Nuuk, Grønland.
Uddannelse
Har studeret samfundsvidenskab på universitetet i Nuuk og læser psykologi på Aarhus Universitet.
Debut
HOMO sapienne. 2014.
Litteraturpriser
Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015. Nordisk Råds Litteraturpris, 2021. Bjørnsonprisen, 2022.
Seneste udgivelse
Blomsterdalen. Gyldendal, 2020. Roman.
Inspiration
”Jeg har ikke rigtig noget idol, hehe.”(Interview med forfatterweb. 2015).

Da hun som teenager sprang ud som lesbisk, modtog familien nyheden åbent og naturligt, men omgivelserne var knap så rummelige. Det valgte hun at ignorere dengang, men hun håber alligevel, at hendes debutroman ”HOMO sapienne”, der tematisk kredser om seksualitet, kan være med til at åbne debatten om homoseksualitet i Grønland, som hun mener nærmest er ikke-eksisterende: ”Bortset fra en dokumentarisk bog om nogle homoseksuelle, der er blevet interviewet, så har jeg ikke haft held til at finde noget om homoseksualitet i grønlandsk litteratur. Det gjorde det ekstra vigtigt for mig at skrive HOMO sapienne.” [1].

Niviaq Korneliussens forfatterskab begyndte i 2012 med novellekonkurrencen ”Allatta” for grønlandske unge. Hendes novellebidrag ”San Francisco” blev sammen med ni andre noveller udgivet i antologien ”Ung i Grønland – ung i Verden”, og det satte skub i skrivningen – godt hjulpet på vej af en litterær mentor, forfatteren Mette Moestrup, og et arbejdslegat på tre måneder fra det grønlandske selvstyre. Resultatet blev debutromanen ”HOMO sapienne”, der udkom i Grønland og Danmark i efteråret 2014. Niviaq er flydende på både grønlandsk og dansk og har derfor selv genskrevet debuten på dansk, for som hun siger: ”der er ingen, der skal røre ved min tekst.” (Helle Holm: ”Og så skrev jeg den bare”. Århus Stiftstidende, 2014-11-30).

Niviaq Korneliussen har udover forfattergerningen en drøm om at blive psykolog: ”Jeg har altid gerne villet være psykolog. Jeg elsker børn og håber, at jeg kan komme til at beskæftige mig med traumatiserede børn og børnehjemsbørn engang.” (Helle Holm: ”Og så skrev jeg den bare”. Århus Stiftstidende, 2014-11-30.) Derfor har hun forladt Grønland og er begyndt på psykologistudiet på Aarhus Universitet i august 2014.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Niviaq Korneliussen taler om at være grønlandsk forfatter til Litt Talk, 2021.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Niviaq Korneliussen skriver om at være ung. Hun skriver om eksistens og identitet og om at føle sig anderledes og gøre op med samfundets faste normer om forholdet mellem det biologiske køn og det seksuelle begær. Hun skriver om queer og om homoseksualitet, og både i debutromanen ”HOMO sapienne” og i ”Blomsterdalen” er det tydeligt, at det er svært at være bøsse i Grønland. Begge romaner tager fat i det, der gør ondt i livet, og som især i ungdomsårene virker altafgørende og definitivt, og derfor er kærlighed selvfølgelig også et af de helt store temaer.

Korneliussen skriver samfundskritisk, og hendes romaner udspiller sig i realistiske miljøer. Vidderne og de smukke naturbeskrivelser, der normalt kendetegner den grønlandske litteratur og fortælletradition, har en anden funktion i Korneliussens forfatterskab. Det er seksualiteten, følelserne, misbruget, døden, alkoholen og vreden, der pulserer i hendes romaner. Samtidig udstiller forfatteren den grønlandske intolerance over for homoseksualitet – især når det gælder drengene. Selv siger Niviaq Korneliussen om den samfundskritiske tematik: ”Det forfriskende ved min bog er, at jeg vender mig mod mine egne. Der er stadig hårdt brug for kritik i Grønland. Jeg tror, det er derfor, de unge har taget min bog til sig. Langt de fleste unge i Grønland er fuldstændig enige med mig i beskrivelsen af de sociale slagsider.” [3].

Der er flere litteraturkritikere, der fremhæver, at Niviaq Korneliussen med sin debutroman skaber en helt ny genre. Den associative prosa, inddragelsen af sms-korrespondancerne, Jørgen Chemnitz’ ironiske fotografier, sangteksterne og ikke mindst forfatterens tematiske valg er alt sammen nyt – i hvert fald i grønlandsk litteratur. Det er ikke nemt at opstøve en grønlandsk samtidsroman, og derfor havde Niviaq Korneliussen lyst til at skrive en: ”Vi har dårlige erfaringer med grønlandske bøger fra folkeskolen, hvor man læser fortællinger fra fangerkulturen og erindringsromaner fra 1970'erne, og det er overhovedet ikke noget, vi interesserer os for. Også derfor havde jeg lyst til at skrive en samtidsroman.” [2].

Beslægtede forfatterskaber

Der er to danske forfattere, der især er kendte for at skrive om Grønland. Kim Leine og Iben Mondrup. Alene af den grund er der ligheder mellem deres bøger og Niviaq Korneliussens romaner, fordi det tilsyneladende er umuligt at skrive om Grønland uden at berøre den postkoloniale tematik.

Iben Mondrups roman ”Godhavn” fra 2014 har dog en del mere til fælles med Niviaq Korneliussens ”HOMO sapienne”. De to romaner er begge kendetegnede ved et sprudlende og direkte sprog, og samtidig rummer de en vital spænding mellem det brutale og sprogligt direkte over for en øm sanselighed. Begge fortællinger er også flerstemmige. Niviaq Korneliussen fortæller sin historie gennem fem jeg-fortællere, mens Mondrup fortæller en tredjepersonsfortælling igennem tre søskende – Bjørk på omkring 8, Knut på 12 og Hilde på 15. Perspektivet på Grønland er dog forskelligt i de to bøger, eftersom Mondrup skriver om dansker-børn og derfor skriver om landet set udefra, mens Korneliussen skriver indefra. Aldersmæssigt er der også forskel på bøgernes hovedpersoner. Alligevel er begær et essentielt tema i begge bøger. Hvor Korneliussen mest skriver om det seksuelle begær, undersøger Mondrup begæret fra barnets perspektiv. Begge romaner leverer også et tidsbillede, selv om det er forskellige tider, de handler om. Mondrups fortælling udspiller sig 1970’erne, mens Korneliussens foregår lige nu og her.

Et andet kendetegn ved Korneliussens forfatterskab er, at det ungdommelige især udfoldes i sproget. En anden dansk forfatter, der også har gjort sig bemærket ved det, er Hanne Højgaard Viemose. Hendes debutroman ”Hannah” fra 2011 er af samme årsag blevet kaldt en ungdomsroman – altså en bog som unge kan spejle sig i, og det kan man med rette hævde også er tilfældet for Korneliussens romaner.

Enhver generation og nation har brug for litteratur at spejle sig i, og netop det håber Niviaq Korneliussen at kunne bidrage til. Hun siger: ”Unge – og grønlændere helt generelt – har ikke haft interesse for at læse grønlandske bøger, fordi det ikke rigtigt siger dem noget. Jeg vil gerne give dem noget nyt, noget befriende at læse, indholdsmæssigt. Så de kan se, at kunst kommer i forskellige former.” [5].