Olivia Levison

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., februar 2024

Som en af det moderne gennembruds væsentlige kvindelige forfattere skrev Olivia Levison (1847 94) i både fiktion og debatindlæg om kvinders begrænsede muligheder i et patriarkalsk samfund og om konsekvenserne af at skrue ned for sine fysiske og kunstneriske længsler. Hendes karakterer er hvirvlende og vaklende og vil det hele, men kan ikke altid finde ud af at vælge en vej. Når de overgiver sig til kunsten, synes de at kunne glemme sig selv og være forbundet til noget større og grundlæggende meningsfuldt.

Baggrund

Olivia Wilhelmine Rosalia Levison (1847-94) voksede op som den yngste af fem søskende i en jødisk akademikerfamilie med moderen Frederikke V. Bendix og faderen Esaias Levison, der var lærer ved den jødiske drengeskole. Hendes bror Ferdinand Emanuel Levison var læge og ven med Georg Brandes, som hun gennem broderen lærte at kende. Olivia Levison boede hjemme, til hun var 41, da hun passede sin syge mor. Selvom hun ikke fik en formel uddannelse, læste hun italiensk og russisk, og hun talte både fransk, engelsk og tysk og arbejdede som oversætter. I årene 1888-1891 var hun gift med den svenske musikkritiker Hilder Gustaf Sandström og boede i samme periode i Stockholm, indtil hun blev skilt og flyttede tilbage til København.

”Hun var utrolig uvidende. Ikke den fjærneste Ide om Kunst; endnu mindre om Historie eller nogen anden Art Kundskab overhovedet. Hun opfattede alt fra et Østergade- og Salonstandpunkt – men så naivt og selvfølgeligt, at jeg begyndte at faa Medlidenhed med hende og at undskylde Pantheren i hende. – Naar det menneskelige har faaet saa liden Pleje, tænkte jeg, er det intet Under, at Dyret kommer frem! –”

”Loreley”, ”I udvalg”, s. 105.

Levisons første novellesamling ”Min første Bog” blev udgivet under pseudonymet Silvia Bennet i 1874. Herefter fulgte samlingen ”Gjæringstid” (1881) og romanen ”Konsulinden” (1887) samt en biografi om den engelske socialist Charles Bradlaugh i 1894.

Foto: N. E. Sinding, via Wikimedia Commons

Født
30. juni 1847, København.
Død
11. april 1894, København.
Uddannelse
Ingen formel uddannelse.
Debut
Min første Bog. 1874. Noveller.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
Indespærret. Novellix, 2019. Novelle.

Udover at skrive skønlitteratur var Olivia Levison aktiv i debatten om kønsroller og skrev blandt andet om kvindefrigørelse i Politiken, hvor hun fik trykt 54 artikler og debatindlæg med det første bragt 1. oktober 1884. Hun skrev også litteraturanmeldelser og rejsebreve i blade og tidsskrifter. Under den såkaldte sædelighedsfejde i 1887 og i datidens heftige debat om kvinder og ligestilling deltog Levison engageret bl.a. med indlæg i Politiken, hvor hun tog til genmæle mod den svenske dramatiker August Strindberg, der mente, at kvinders plads var i hjemmet og mod den norske forfatter Bjørnstjerne Bjørnson, der var fortaler for seksuel afholdenhed inden ægteskabet.

Hun døde som kun 46-årig i 1894 og ligger begravet på den jødiske kirkegård Mosaisk Vestre Begravelsesplads i Sydhavnen i København. Efter hendes død skrev Georg Brandes hendes nekrolog, der blev bragt i Politiken og sluttede således: ”I sin Tro på Videnskaben, i sin Foragt for Indskrænkethed og Fordom, i sin Kærlighed til Frihed og Fornuft var hun Magnetnaalsikker; ikke selv de haardeste lidelser havde nogen Magt over det i hendes Væsen, der var hendes egen Religion.”

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Olivia Levison skrev noveller, roman, breve, rejseskildringer og debatindlæg. På tværs af genrer brænder hendes glødende interesse for at bryde de fasttømrede strukturer, der fratager kvinder deres muligheder for at udleve lyst og længsel, kunstnerisk virksomhed og arbejde. I en artikel i Politiken i 1887 skriver hun: ”Kvindfolkene har nu en Gang fornemmet, at de ogsaa ligesom Mandfolkene har en Hjærne – lad det ikke blive dem uforment at bruge den. Lad dem tage Del i Livet, stæng dem ikke ude fra Arbejdsmarkedet.” (Efterord i ”Konsulinden”, s. 145). Hun anfægter den nedarvede holdning om, at kvinder er mandens ret, og i en anmeldelse af Adda Ravnkilde tegner hun fremtidens kvinde: ”Men der maa opdrages en anden Race Kvinder dertil end dem, vi kender. Legemsstærke, villiestærke, nervestærke må de være, hvem det skal lykkes.” (”Adda Ravnkilde: To fortællinger”, s. 185). Levison skylder ikke på manden for hans begrænsende syn på hustruen, men på traditionen og mener, at det er kvinden, der skal ændre sig for at rykke ved fastgroede mønstre i ægteskab og samfund.

Hendes noveller er ikke formede som den klassiske novelle med en indtruffet begivenhed, der definerer et forandret nu i forhold til udgangspunktet. F.eks. i ”Nummer To” sker de dramatiske følelsesskift inde i Eleonora, uden at man som læser forberedes på hendes pludselige forandringer. Novellerne har altså mere karakter af stemnings- og følelsesudvikling end af handlingsmæssig fremdrift, og netop dette zoom ind på afgørende detaljer vidner om en interesse for mennesker i ”Deres livs kritiske Moment”, som hun skriver i et brev til Skram 17.12.1880.

Denne næse for stemninger ses også i hendes rejseskildringer, hvor en fintfølende, analytisk tilgang til fjerne steder løfter teksterne op fra det refererende. Der er et humoristisk anslag i hendes betragtninger, en nysgerrighed over for det anderledes og hun virker taknemmelig for at få lov at opleve verden.

Hos Levison har fortællerne en dobbelthed eller tvivl i deres udsagn; der er ofte et ’eller’ indskudt i for eksempel en beskrivelse, som om verden ikke er fast, men altid til forhandling. Denne bevægelighed er også karakteristisk for hendes karakterer, der er vægelsindede og vaklende. De mener og føler alt muligt, men kommer sjældent til afklaring, og det synes at være hendes syn på fremtidens menneske, modsat de stålfast afklarede.

Beslægtede forfatterskaber

Olivia Levison var en af det moderne gennembruds kvinder, og hun deler både indholdsmæssige og formmæssige ligheder med nogle af sine samtidige forfatterkolleger. Som Erik Skyum-Nielsen skriver i Information, så har Levisons prosa ”hvad sætningsbygning og billeder angår, mange træk til fælles med samtidens store mandlige stilist J.P. Jacobsens; motivisk og tematisk kan hun måske minde mere om Herman Bang, fordi hele hendes hovedinteresse gælder det usikre, søgende, ustadige menneske.” [1].

Netop J.P. Jacobsen kan hun ligne ved sine lange, panoramiske beskrivelser af natur og nærhed, og ikke mindst den måde blikket kan runde den store natur for at ende ved en kjole eller en person et sted, hvorfra fortællingen fortsætter. Det er farverigt og sanseligt og dramatisk, og menneskelige følelser kommer til udtryk gennem vejr og natur, særligt i novellen ”Nummer to” hvor den nordsjællandske natur spejler karakterernes sindstilstande.

Et par samtidige forfattere, der har haft samme interesse for kvinden i samfundet som Olivia Levison, er svenske Victoria Benedictsson (1850-1888), der under pseudonymet Ernst Ahlgren stillede spørgsmål til køn og samfund. Hun var i lighed med Levison tæt på Georg Brandes. Fra Norge kan man fremhæve Amalie Skram (1846-1905), der også i sit forfatterskab interesserede sig for kvinders rettigheder, seksualmoral og forskellen på mænd og kvinder. Amalie Skram var i en periode gift med Olivia Levisons ven og mentor, forfatteren Erik Skram. Også norske Camilla Collett (1813-1895) har beskæftiget sig kritisk med kvinders rettigheder i en mandsdomineret verden.

I Levisons roman ”Konsulinden” er der flere ting, der peger mod Jane Austens klassiker ”Stolthed og fordom” (1813), hvor hovedpersonen hedder Elizabeth Bennet. Hovedpersonen i ”Konsulinden” hedder Elisabeth, og Levisons pseudonym er Silvia Bennet.