BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
r bakman
Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
*Seneste udgivelse

Rikke Bakman

    Hovedforfatter
    • Abigail Josephsen
      mag.art., 2012

    Intro

    Rikke Bakman er uddannet på Kunstakademiet, og hendes værker lægger sig i krydsfeltet mellem litteratur, billedkunst og tegneserie. Hun slog for alvor igennem med den selvbiografiske ”Glimt” (2011), som er én af de første store grafiske romaner på dansk. Og den er så dansk som noget: Handlingen i ”Glimt” strækker sig over en enkelt dag på en familieferie ved Vesterhavet i 1980’erne, da Rikke Bakman var seks år gammel. Bogen er blevet belønnet med både Ping prisen og Kulturministeriets Illustratorpris.

    Baggrund

    Rikke Bakman er vokset op i en kernefamilie i landsbyen Godthåb, der ligger 15 kilometer syd for Aalborg. ”Jeg har haft en helt almindelig 80'er-barndom,” fortæller hun selv [1]Pernille JensenFem spørgsmål til: Rikke BakmanPolitiken, 2011-01-15.. Familien bestod af hende selv, af hendes far og mor og storesøster, som man stifter bekendtskab med i det selvbiografiske værk ”Glimt”. Rikke Bakman gik på gymnasiet i Støvring ved Aalborg, og hun flyttede siden til Odense for at gå på Kunstakademiet.

    r bakman
    Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
    • Født

      8. august 1980 og opvokset i Godthåb ved Aalborg.

    • Uddannelse

      Det Fynske Kunstakademi og Malmø Tegneserieskole, 2009.

    • Debut

      Tag mig med. Aben Maler, 2007.

    • Litteraturpriser

      Kulturministeriets Illustratorpris, 2012. Pingprisen, 2012.

    • Seneste udgivelse

      Hørslev, Lone: La' os. C&K, 2012. Illustrator: Rikke Bakman. Digte.

    • Inspiration

      Kiki Smith, Lynda Barry, Helle Helle, Kazuo Ishiguro og Haruki Murakami.

    • Genre

      Grafiske romaner

    ”Den der kommer sidst er en ogginok.”

    ”Glimt”, s. 52.

    På det tidspunkt havde tegneserier ikke haft hendes interesse, men det ændrede sig, da hun begyndte at læse grafiske romaer som ”Persepolis” af Marjane Satrapi, ”Det Store Onde” af David B. og Daniel Clowes' ”Ghost World”. ”Den påvirkede mig ligesom virkelig god kunst eller litteratur i en grad, hvor jeg virkelig sad tilbage med en følelse af at være ramt,” fortæller Rikke Bakman [1]Pernille JensenFem spørgsmål til: Rikke BakmanPolitiken, 2011-01-15.. Derfor tog hun overbygningen på sin billedkunstneriske uddannelse på Malmø Tegneserieskole; Serieskolan i Malmö. Her blev hun blandt andet undervist i litteraturhistorie, markedsføring og tegneteknik, især kunsten at fortælle i sekvenser, og hun debuterede med den lille grafiske novelle ”Tag mig med” (2009). Med den udgivelse fik hun kontakt til det lille men meget aktive forlag Aben Maler, hvor hun siden har udgivet alle sine værker. Til sin afgangsudstilling på Malmø Tegneserieskole lavede hun 100 tegninger fra en barndomsferie ved Vesterhavet i den karakteristiske naivistiske stil, som er blevet hendes kendemærke. De tegninger arbejdede hun videre på det næste års tid, og de blev alle samlet i den grafiske roman ”Glimt” (2011), der blev hendes egentlige gennembrud. ”Glimt” blev i 2012 præmieret med Kulturministeriets Illustratorpris og med Pingprisen, og den er udgivet i Sverige og er sat til udgivelse i Frankrig.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Rikke Bakman har udgivet de to grafiske romaner ”Tag mig med” og ”Glimt”, der kan karakteriseres som litterære tegneserier. Hun har også medvirket i tegneserieantologien ”Tegn eller dø”. Rikke Bakmans historier tager udgangspunkt i hendes eget liv og er mere eller mindre selvbiografiske. ”Jeg har nok en tro på, at de bedste historier findes lige for næsen af os. Ved at tage udgangspunkt i min egen barndom håbede jeg at kunne ramme en stemning, som andre kunne relatere til. Det handler om at finde det store i det små!”, fortæller hun om arbejdet med den grafiske roman ”Glimt” [2]Erik BarkmanBarndommen som sindstilstand. Magasin for tegneserier2011-01-21.

    Hun er frem for alt billedkunstner og tegneserietegner, og derfor er det billeder og ikke tekst, der er det bærende element i hendes bøger. Hendes streg er naivistisk og minimalistisk. Barnlig, i positiv forstand. Om sin arbejdsproces fortæller hun: ”Nogle tegneseriemagere bruger photoshop og har derfor ikke originaltegninger, som jeg har. Jeg tegner fra billede til billede og færdiggør hvert enkelt af dem med farveblyanter. Jeg bruger mange timer på hver rude. Jeg visker ud, og man kan se sporene. På den måde er mine tegninger måske lidt mere sanselige.” [3]Tom HermansenTegneserien genopstår som kunstJyllands-Posten, 2011-06-12..

    Rikke Bakmans bøger befinder sig i krydsfeltet mellem billedkunst og tegneserier, og hendes værker er ikke kun blevet trykt i bøger men har også været udstillet på Kunsten i Aalborg og på kunstgalleriet Beaver Projects i København. Ifølge Rikke Bakman selv er det helt oplagt, at kunstmuseer udstiller tegneserier: ”For mig er tegneserie på niveau med alle andre kunstneriske udtryksformer, men herhjemme har vi bare ikke set tegneseriemediet udfolde sig. Der er stadig en del fordomme. Man spørger ikke en maler, hvorfor han maler et billede og hænger det på et kunstmuseum. Men hvis du tegner, får du altid det spørgsmål. Jeg ved ikke, om det er mediets fremtid, at det altid skal ind på et kunstmuseum, men jeg synes, at det er fedt at kunne bevæge sig frit over det hele,” siger Rikke Bakman. [3]Tom HermansenTegneserien genopstår som kunstJyllands-Posten, 2011-06-12..

    Beslægtede forfatterskaber

    Rikke Bakmans værker skriver sig ind i traditionen af selvbiografiske voksentegneserier, der for alvor skabte opmærksomhed omkring graphic novels; grafiske romaner. Den mest kendte forfatter inden for genren er amerikanske Art Spiegelmans ”Maus”, der udkom første gang i 1972. Her tog Art Spiegelman udgangspunkt i sin egen jødiske families historie under 2. verdenskrig. I ”Maus” er jøderne tegnet som mus, mens tyskerne er katte. Andre senere populære selvbiografiske graphic novels er fransk-iranske Marjane Satrapis ”Persepolis” (2000), der handler om forfatterens barndom i Iran, shahens fald og Iran-Irak-krigen samt canadiske Guy Delisles ”Pyongyang – en rejse i Nordkorea” (2006).

    Rikke Bakmans værk ”Glimt” skiller sig dog ud fra de fleste andre af graphic novel-genrens hovedværker. Det skyldes, at hun fortæller sin historie fra et barns og ikke en voksens synsvinkel, og fordi det ikke er en stor og historisk væsentlig fortælling, hun har men derimod små glimt fra en hverdag i en helt almindelig dansk familie. Derudover tegner Rikke Bakman ikke i små ruder som graphic novels har overtaget fra tegneserierne, men hun bruger en hel side per billede. ”Glimt” er især blevet sammenlignet med finske Tove Janssons Mumi-bøger. Det skyldes den enkle streg og det barnlige men aldrig sentimentale blik på verden. Forskellen er dog her først og fremmest, at Rikke Bakmans bog henvender sig til voksne.

    Rikke Bakman er samtidig en del af en aktuel lille bølge i dansk tegneseriekunst, som især er ledt an af forlaget Aben Maler. Blandt sine samtidige landsmænd er hun blevet sammenlignet med Rikke Villadsen, der ligeledes foretrækker at tegne med blyant. Begges værker lægger sig mellem tegneserien og billedkunsten på en måde, som kan beskrives som ”graphic novel forklædt som skitseblok” [4]Kim SkotteSplitte mine bramsejlPolitiken, 2011-09-18..

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Grafiske romaner

    Glimt
    Glimt

    Rikke Bakman

    Aben Maler, 2011.

    Grafiske noveller

    Tag mig med
    Tag mig med

    Rikke Bakman

    Aben Maler, 2007.

    Grafiske antologier

    Tegn eller dø
    Tegn eller dø

    Rikke Bakman

    Aben Maler, 2010.

    Om forfatterskabet

    Forfatterens hjemmeside

    På Rikke Bakmans blog kan man følge med i hendes udgivelser og udstillinger og se udsnit af værkerne.

    Aben Maler (konstateret utilgængelig 2023-03-20)

    På forlagets hjemmeside kan man se en oversigt over Rikke Bakmans udgivelser og priser samt se presseklip og links til hendes udtalelser i pressen.

    Søgning i bibliotek.dk

    Emnesøgning på Rikke Bakman

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Fem spørgsmål til: Rikke Bakman

    Pernille Jensen

    Politiken, 2011-01-15.

    [2]

    Barndommen som sindstilstand. Magasin for tegneserier

    Erik Barkman

    2011-01-21

    [3]

    Tegneserien genopstår som kunst

    Tom Hermansen

    Jyllands-Posten, 2011-06-12.

    [4]

    Splitte mine bramsejl

    Kim Skotte

    Politiken, 2011-09-18.