Sebastian Bune

Emneord:

Hovedforfatter

Nana Bugge Rasmussen
journalist, juli 2024

Sebastian Bune skriver hæsblæsende socialrealisme og giver stemme til udsatte børn i velfærdsstatens Danmark. Værkernes kraftfulde scener afløser hinanden som perler på en snor, og skrivestilen kan minde om et filmmanuskript med den replikdrevne dynamik. Familien er forfatterskabets store tema, og hvad den betyder for os på godt og ondt. Mest på ondt – volden er mangfoldig og nærværende, aktivt eller som en latent trussel. Hvis man er så privilegeret, at man ikke selv kender til vold, tror man det ikke muligt i dagens Danmark; men Sebastian Bune ved, hvad han taler om. Han har været der selv.

Baggrund

Sebastian Bune kommer fra Aarhus og en kompliceret, multietnisk og -kulturel baggrund. Da han i år 2000 fyldte 15 år, kunne han skrive ikke mindre end 20 forskellige folkeregisteradresser på cv'et – men alligevel havde han ikke altid haft et decideret Hjem. Han og hans mor fandt igen og igen sig selv på flugt fra en voldelig stedfar, og turen gik til både bekendtes sofaer og krisecentre. Allerede som barn var litteraturen en redning for Bune, som søgte tilflugt i bøgernes forunderlige verden – men alligevel følte han sig sidenhen fremmed i gymnasiet og droppede ud for at stå i lære som fiskehandler. Men det akademiske sneg sig atter ind på ham, gennem hans kæreste og hendes familie, og efter en HF og studier ved Aarhus Universitet debuterede han i 2014 som skønlitterær forfatter med digtsamlingen ”Nomadesind”. Sideløbende med forfattergerningen har han arbejdet som gymnasielærer, og i dag er han forstander ved Kofoeds Skole i Aarhus, som er en skole for socialt udsatte.

Foto: Byens Forlag

Født
1985 i Aarhus.
Uddannelse
Cand.mag. i engelsk og nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, 2013.
Debut
Nomadesind. Jorinde & Joringel, 2014. Digtsamling.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
Habibi. Byens Forlag, 2022. Roman.
Inspiration
Lille Virgil, Huckleberry Finn, Bjarne Reuters bøger ”Buster”, ”Zappa” og ”Drengene fra Sankt Petri”, Édouard Louis.

”Må jeg se min far? spørger jeg og kan mærke en klump i halsen. Vil du gerne det? ... Ja, siger jeg og er ikke sikker på, om hun spørger, fordi hun ikke ved, om jeg har lyst til at se ham, eller fordi mor har sagt, at det ikke er en god idé, at jeg ser ham. Okay, siger mormor.... Jeg prøver at ringe til ham, råber hun... Klumpen er stadig ikke væk, selv om jeg bliver glad for, at hun vil ringe til far. Hvis mor nu finder ud af det, bliver hun bare sur på mormor. Igen.”

”Min familie”, s. 63.

Og netop for de socialt udsatte børn banker hans hjerte ekstra stærkt. Som en person, der har været ind og ud af ”systemet” fra en ung alder, har Bune en særlig adkomst til at kritisere det, og det gør han, blandt andet i et interview fra 2017 i Information i anledning af romandebuten ”Min familie”: ”Det går alt for langsomt. Vi ved, at det har alvorlige og langsigtede konsekvenser at vokse op med vold, seksuelle overgreb, misbrug eller anden form for omsorgssvigt. Men vi ser stadig for mange eksempler på sager, hvor de sociale myndigheder er for længe om at gribe ind. Hvad er det for et samfund, der ikke tager hånd om et socialt udsat barn?” [1]. Bune arbejder altså såvel praktisk som kunstnerisk for de udsatte børn, og den base, hvorfra arbejdet går, er stadig Aarhus, hvor han bor med sin kone og tre børn.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Sebastian Bune læser op af ”Min familie” ved Litterær Lounge, 24. april 2018.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Sebastian Bune har skrevet digtsamlinger og romaner, bidraget til antologier og har skrevet en fjerdedel af en stafetfortælling i coronaromanen ”Lilla hjerte”, der er blevet til i samarbejde med tre andre forfattere.

Han har et usædvanlig klart formål med sine bøger og udtaler specifikt om ”Min familie”: ”Den her roman taler ikke alene om børn i laveste socialklasse, den er til for laveste socialklasse. Og kan den motivere nogen til at give slip på nogle usunde relationer, så er det fantastisk. Hvis bare et menneske kan spejle sig i romanen, føle sig set eller trøstet, og måske blive modig til at drømme stort og ambitiøst på trods af en alt for svær opvækst, så er det fantastisk.” [1]. Bune vil vise underklassen, at det kan lade sig gøre at bryde ud af destruktive livsomstændigheder, og han vil vise alle os andre, hvor svært det er.

De gennemgående tematikker bliver altså den udsatte familie og samspillet mellem det private og det offentlige og de to sfærers indvirkning på hinanden. Fællesskabets ansvar for det enkelte individ og balancen mellem fornuftig loyalitet i forhold til de mennesker, man elsker, og selvudslettende, klaustrofobisk pligtfølelse. Han vil gerne give barnet en stemme – det barn, der sjældent kommer til orde, blandt andet fordi det er så optaget af at gøre alle de fuldstændig urimelige, selvcentrerede voksne i dets hverdag tilpas. ”Jeg har skabt Jonathan for lade replikkerne mellem ham og hans forældre tale for sig selv, og forhåbentlig vil alle de lærere, pædagoger, psykologer, læger, betjente og journalister der læser bogen give en håndsrækning til et barn som ham.” [2].

Beslægtede forfatterskaber

Sebastian Bune beskriver selv, hvordan han som barn kunne forsvinde ind i for eksempel Bjarne Reuters ungdomsbøger, der også giver børn og unge en klar stemme og afdækker mekanismerne i relationerne mellem individ og gruppe. Her kan nævnes ”Zappa” fra 1977 og ”Drengene fra Sankt Petri” fra 1991, bøger, der i øvrigt begge er filmatiseret. Tankerne ledes også hen på Klaus Rifbjergs ”Den kroniske uskyld” fra 1958, hvor spillet mellem børn og voksne er uhyre giftigt og manipulerende, omend ikke fysisk voldeligt.

Den socialrealistiske beskrivelse af et kriminelt misbrugsmiljø i en jysk provinsby giver desuden mindelser om Jakob Ejersbos ”Nordkraft” fra 2002, der foregår i og omkring Aalborg. Byens masse, bygninger, veje, forskellige krinkelkroge og baggårde, der hver knytter sig til specifikke episoder og perioder i hovedpersonernes liv, er et fællestræk, ligesom sympatien med misbrugeren og alle omkring ham eller hende, der trækkes ned i sølet igen og igen. Kampen mod den sociale arv som skæbne, for retten til at definere egen retning i tilværelsen og dynamikken mellem eget ansvar og givne omstændigheder. En væsentlig forskel er dog det centrale barnets perspektiv hos Bune. I ”Nordkraft” er der ikke mange børn.

Bune nævner selv den franske forfatter Édouard Louis som en inspirationskilde. Hans forfatterskab udspiller sig primært i den hvide underklasse i Nordfrankrig, hvorfra vi har set et fænomen som De gule veste udfolde sig i nyere tid. Han taler om en ”følen-sig-ude-af-trit-erfaring” i sin bog ”Voldens historie” fra 2017, og den erfaring kan Bune genkende. Han finder den mere interessant end fortællingen om at være mønsterbryder: ”Det kan også være en slags sorg at finde ud af, at man er meget anderledes end sine forældre, og ikke længere kan tale med på samme niveau, eller med samme begejstring, om det, man før var fælles om.” [2].