BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
tove alsterdal
Foto: Forlaget Modtryk
*Seneste udgivelse

Tove Alsterdal

Senest opdateret
  • Redaktionen
    februar 2024
  • Rebekka Andreasen
    journalist, marts 2022
Hovedforfatter
  • Michael Møller
    cand.mag., 2012

Intro

Tove Alsterdal er især kendt for sine fritstående krimier. Med ”Stormfald”, der blev kåret til årets bedste svenske krimi, og som hun også fik Glasnøglen 2021 for, har hun taget hul på sin første serie. Alsterdal skriver krimier med sjælden psykologisk dybde, historisk bevidsthed og med refleksioner over samfundets brændende problemer.

Baggrund

Det er måske en tilsnigelse at kalde ”Kvinderne på stranden” for Tove Alsterdals litterære debut. Inden for de seneste 30 år har hun leveret manuskripter til både spillefilm, TV- og radiodramaer samt skrevet for teater og opera. Men det var først i 2009, at Tove Alsterdals eget navn prydede et bogcover, da ”Kvinnorna på stranden” mødte en usædvanligt begejstret svensk anmelderstand.

”Jeg gned mig i øjnene, skimmede resten af teksten. (…) Sort på flimrende gråhvid skærm var det som en hvilken som helst anden nyhedstekst, det havde ikke noget med mig at gøre. Alligevel følte jeg mig lidt høj, en euforisk følelse af at befinde mig midt i verden.”

”Kvinderne på stranden”, s. 290.

Tove Alsterdal blev født i Malmø i 1960 og voksede op i Umeå og Stockholm. Hendes far var fra Värmland, mens hendes mor var fra Tornedalen, en nordlig provins på grænsen til Finland. Denne geografiske rodløshed har sat sig spor i Alsterdals senere liv; hun har efter eget udsagn flyttet 27 gange [1]Mia SjöströmFlytta är ett sätt att hitta sig själv. SvD Nyheter2006-04-11.

tove alsterdal
Foto: Forlaget Modtryk
  • Født

    28. december 1960 i Malmø.

  • Uddannelse

    Journalist fra Kalix Folkhögskola, 1985.

  • Debut

    Kvinnorna på stranden. 2009.

  • Litteraturpriser

    Bedste svenske krimi, Det Svenske Kriminalakademi Svenska Deckarakademin, 2014 og 2020. Glasnøglen, 2021.

  • Seneste udgivelse

    Dybhavn. Modtryk, 2024. (Djuphamn, 2023). Oversat af Lilian Kingo. (Ådalenserien, 3).

  • Inspiration

    Imre Kertesz, Joyce Carrol Oates, John le Carré, Dennis Lehane og Kerstin Ekman.

I begyndelsen af 1980’erne begyndte hun at studere journalistik på Kalix Folkhögskola, hvor hun knyttede et nært venskab til sin forfatterkollega Liza Marklund, og hun har siden været redaktør på flere af Liza Marklunds bøger.

Tove Alsterdal afsluttede sin uddannelse i 1985 og har arbejdet som journalist for en række svenske medier. Sideløbende er hun blevet en populær dramatiker og har tilføjet både teater-, radio- og TV-produktioner til sit CV. I 2009 leverede hun for første gang manuskript til en spillefilm, Helena Bergströms ”Så olika”, mens hun året efter skrev librettoen til Fredrik Högbergs opera ”Kains kvinna”.

Det var som sådan heller ikke mange års undertrykte forfatterambitioner, der affødte Alsterdals romandebut: ”Bogen var faktisk oprindeligt et filmmanuskript, og jeg havde kontakt med nogle filmselskaber. Men produktionen blev for dyr. Handlingen udspiller sig i flere lande, fem for at være præcis.” [2]Marika HemmelDoldisen Tove Alsterdal film- och thrilleraktuell. Dagens Nyheter2009-10-28.

Siden ”Kvinderne på stranden” udkom i Danmark i 2011, har Tove Alsterdal udgivet yderligere fem romaner: ”I tystnaden begravd” (”Begravet i stilheden”, 2012), ”Låt mig ta din hand” (”Lad mig tage din hånd”, 2015), ”Vänd dig inte om” i 2016, (”Vend dig ikke om”, 2017), ”Blindtunnel” i 2019, der udkom på dansk samme år og med samme titel og ”Rotvälta” fra 2020 (”Stormfald”, 2021). I dag bor Tove Alsterdal i Stockholm. Om sommeren bor hun i Ådalen i Nordsverige, hvor også hendes Ådalenserie udspiller sig.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Tove Alsterdal fortæller på den svenske krimifestival i Sundsvall om at skrive – og om at tage hul på en ny serie, der udspiller sig i Ådalen, det nordlandske skovland ved Ångermanelvens bred.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Der er mange fællestræk i de romaner, som Tove Alsterdal indtil nu har lagt navn til: Handlingen søsættes i de tre første romaner af en kvinde på sporet af en fortiet sandhed. Romanerne udfolder sig i flere byer, og Alsterdal krydsklipper mellem forskellige handlingsspor, som endelig mødes i romanernes slutning. Samtidig tematiserer flere af bøgerne problematiske familie- og kærlighedsforhold, som hårdt kontrasteres af ideologisk stivsind og politisk motiveret ondskab.

Netop det politiske og ideologiske spiller markante roller i Alsterdals romaner – men med vidt forskellige udgangspunkter. I debutromanen skildres moderne slavehandel, og efterfølgeren går i de russiske annaler for at beskrive mellemkrigstidens skæbnesvangre udvikling i Stalins Sovjetrusland. Forfatteren har også skrevet om Argentinas nådesløse militærdiktatur i 1970’erne og om romaernes levevilkår i Europa.

Ofte fletter fortid og nutid sig sammen i en fortælling om menneskelig brutalitet – og loyalitet. Det er især tydeligt i ”Blindtunnel”, hvor Alsterdal dykker ned i en af de mere oversete katastrofer i forbindelse med 2. Verdenskrig, nemlig den brutale udrensning af sudetertyskerne i det nuværende Tjekkiet.

På Krimimessen i Horsens i april 2019 har Tove Alsterdal sagt (frit oversat):”Jeg er ofte fascineret af de historier, som man gerne vil glemme eller tysse ned. Netop de historier handler mange af mine bøger om.” [4]Interview med Tove Alsterdalpå Krimimessen i Horsens, 2019-04-12..

I sine fem første bøger har Alsterdal spundet tråde mellem Sverige og Sovjet, Chile, Sudeterlandet og flere andre steder rundt omkring i verden. Med sin sjette roman ”Stormfald” er hun vendt hjem til det nordlige Sverige, hun føler sig tæt knyttet til. I efterskriftet til ”Stormfald” skriver hun: ”Min længsel efter at skrive det her landskab frem, i dets lys og vemod, er blevet stærkere og stærkere.”

Om sin debut forklarer Tove Alsterdal, at den er en af den slags romaner, hvor tematikken, især moderne slavehandel, men også racisme og kønsdiskrimination, kom før den reelle handling: ”Det var et billede fra nyhedsflowet, om døde som flyder i land på strandene i Sydeuropa – og ingen går op i det. Det er de samme strande, hvor vi rejser til for at sole og bade – og vi fortsætter med at sole og bade.” (Eget interview med Tove Alsterdal, 2012).

Politiske fortielser er ligeledes i fokus i hendes følgende romaner, hvor det ikke mindst er historieskrivningens blinde vinkler, som behandles.

I ”Begravet i stilheden” tematiseres et hengemt kapitel af den svenske historie; det forholdsvis store antal svenskere, som drog til Rusland blot for at forsvinde i Stalins rasende udrensninger. Under det argentinske militærdiktatur, som varede fra 1977 til 1983, forsvandt anslået 30.000 mennesker. Landets manglende konfrontation med og fortielse af dette rædselsregime – hvorfra gerningsmænd stadig ikke er kommet for domstole, danner grundpræmis i ”Lad mig tage din hånd”.

Flere af romanerne tematiserer, hvad mennesker er parate til at ofre for at udleve deres drømme. Både Mary Kwara i ”Kvinderne på stranden”, Gunnar Peltari i ”Begravet i stilheden” og på sin vis også Ing-Marie i ”Lad mig tage din hånd” flygter med håbet om et bedre liv men indfanges af en realitet, der ligger langt fra deres drømme. Det gælder også for Sonja i ”Blindtunnel”, der håber, at en flytning til Tjekkiet kan redde hendes ægteskab.

I flere af romanerne antyder Alsterdal det menneskelige grundvilkår, at vores identitet er forbundet med en forståelse af vores familiære herkomst. Tove Alsterdal behandler i sine romaner rodløshed, familieslægtskab og politisk uretfærdighed med både historisk og nutidigt sigte. Hendes romaner besidder nuancerede personkarakteristikker og en grum realisme, hvor hverken barmhjertighed eller poetisk retfærdighed er nogen selvfølge.

Beslægtede forfatterskaber

Svenske krimiers overvældende succes taget i betragtning er det – som mange medier har gjort – nærliggende at bygge bro mellem Tove Alsterdal og de store svenske kriminalforfattere. Og ligesom hos bl.a. Stieg Larsson og Liza Marklund sættes handlingen i Alsterdals første romaner i gang af en ambitiøs journalist, som ikke frygter at få fingrene i klemme. Men Alsterdals romaner har en anden tone, et anderledes fokus og et markant andet tempo, end hos disse forfattere. Det er ikke en klassisk mordgåde, man finder hos Alsterdal; her udgør mordene nærmere små brikker i et større, ideologisk puslespil. Dette skaber en markant anden spændingsopbygning.

Inden for krimigenren minder Alsterdal stilistisk mere om norske Jo Nesbø. Ligesom Nesbø frygter hun hverken lange kapitler eller langsomt opbyggede personportrætter. Nesbø deler desuden Alsterdals tematisering af racisme og interkontinentale relationer, som det bl.a. kommer til udtryk i hans ”Flagermusmanden”, hvor en norsk og australsk betjent sammen efterforsker mordet på en ung pige. Den historiske bevidsthed, som gennemsyrer flere af Alsterdals romaner, finder vi også i adskillige af Nesbøs romaner.

Tove Alsterdals romaner indfinder sig dog mere i en tradition for politisk og ideologisk motiverede thrillers, hvor John Grisham og John le Carré hører til de fremmeste eksponenter. Ikke mindst den fascination af det lukkede russiske storrige, som tematiseres i ”Begravet i stilheden”, trækker tråde til John le Carrés koldkrigsromaner. Den mest nærliggende sammenligning er dog den amerikanske forfatter Dennis Lehane, som Alsterdal også nævner blandt sine inspirationskilder. Hos Lehane opstår dramaet ikke mindst i de nærgående psykologiske personskildringer og i individets kamp mod svært definerbare magtinstanser. Ally Cornwall kæmper på en gang med sin egen psyke og et organiseret netværk af slavehandlere, som hun aldrig fanger de fuldstændige konturer af. Katrine er ved at miste alle holdepunkter i sit liv, mens hun trænger sig gennem aflukkede russiske arkiver og fortiede familiehemmeligheder. Hos Lehane, som i Alsterdals romaner, er fraværet af poetisk retfærdighed iøjnefaldende; her har virkeligheden et tragisk snit, som dog aldrig forfalder til decideret eksistentiel pessimisme.

Tove Alsterdals anden roman har et geografisk fællesskab med landsmanden Mikael Niemi. Niemi er født og opvokset i Tornedalen, og har, ligesom Alsterdal i ”Begravet i stilheden”, ladet sig fascinere af områdets unikke blanding af samiske, finske og svenske traditioner, mest eftertrykkeligt i hans succesfulde roman ”Populærmusik fra Vittula”. Trods den store stilistiske forskel de to forfattere imellem, bibringer skildringerne af det tornedalske folk, den voldsomme natur og det særegne blandingssprog deres romaner en ensartet charmerende ro. Hos både Alsterdal og Niemi emmer siderne ganske enkelt af kærlighed til den kolde grænseegn med de varme naborelationer. Som flere af sine kolleger, blandt andre Stina Jackson, flytter Alsterdal i sin seneste roman krimiplottet til Udkantssverige, hvor der er flere træer end mennesker.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Kvinderne på stranden. Mrs. Robinson
Kvinderne på stranden. Mrs. Robinson

Tove Alsterdal

2011. (Kvinnorna på stranden, 2009)

Begravet i stilheden. Mrs Robinson
Begravet i stilheden. Mrs Robinson

Tove Alsterdal

2012. (I tystnaden begravd, 2011)

Lad mig tage din hånd
Lad mig tage din hånd

Tove Alsterdal

Modtryk, 2015. (Låt mig ta din hand, 2014). Oversat af Lilian Kingo.

Vend dig ikke om
Vend dig ikke om

Tove Alsterdal

Modtryk, 2017. (Vänd dig inte om, 2016). Oversat af Lilian Kingo.

Blindtunnel
Blindtunnel

Tove Alsterdal

Modtryk, 2019. (Blindtunnel, 2019). Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt.

Stormfald
Stormfald

Tove Alsterdal

Modtryk, 2021. (Rotvälta, 2020). Oversat af Lilian Kingo. (Ådalenserien, 1).

Jordsug
Jordsug

Tove Alsterdal

Modtryk, 2024. (Slukhål, 2022). Oversat af Lilian Kingo. (Ådalenserien, 2).

Dybhavn
Dybhavn

Tove Alsterdal

Modtryk, 2024. (Djuphamn, 2023). Oversat af Lilian Kingo. (Ådalenserien, 3).

Skuespil

Packa packa

Tove Alsterdal

2006

Film- og tv-manuskripter:

Mikael Hellström (instruktør): Om du var jeg. TV-serie

2005

Så olika. Spillefilm

Helena Bergström (instruktør)

2009

Libretto til opera

Fredrik Högberg (komponist): Kains kvinna. Opera

2010

Om forfatterskabet

Tove Alsterdals hjemmeside

Forfatterens egen hjemmeside byder på en kort biografi, billeder og præsentationer af Alsterdals bøger, samt en onlineshop.

Kilder citeret i portrættet

[1]

Flytta är ett sätt att hitta sig själv. SvD Nyheter

Mia Sjöström

2006-04-11

[2]

Doldisen Tove Alsterdal film- och thrilleraktuell. Dagens Nyheter

Marika Hemmel

2009-10-28

[3]

Interview med forfatterweb

Michael Møller

2012

[4]

Interview med Tove Alsterdal

på Krimimessen i Horsens, 2019-04-12.

[5]

Efterskriftet i ”Stormfald”

Tove Alsterdal

Modtryk, 2021. (Rotvälta, 2020). Oversat af Lilian Kingo.