Tove Alsterdal

Genrer og tematikker

Der er mange fællestræk i de romaner, som Tove Alsterdal indtil nu har lagt navn til: Handlingen søsættes i de tre første romaner af en kvinde på sporet af en fortiet sandhed. Romanerne udfolder sig i flere byer, og Alsterdal krydsklipper mellem forskellige handlingsspor, som endelig mødes i romanernes slutning. Samtidig tematiserer flere af bøgerne problematiske familie- og kærlighedsforhold, som hårdt kontrasteres af ideologisk stivsind og politisk motiveret ondskab.

Netop det politiske og ideologiske spiller markante roller i Alsterdals romaner – men med vidt forskellige udgangspunkter. I debutromanen skildres moderne slavehandel, og efterfølgeren går i de russiske annaler for at beskrive mellemkrigstidens skæbnesvangre udvikling i Stalins Sovjetrusland. Forfatteren har også skrevet om Argentinas nådesløse militærdiktatur i 1970’erne og om romaernes levevilkår i Europa.

Ofte fletter fortid og nutid sig sammen i en fortælling om menneskelig brutalitet – og loyalitet. Det er især tydeligt i ”Blindtunnel”, hvor Alsterdal dykker ned i en af de mere oversete katastrofer i forbindelse med 2. Verdenskrig, nemlig den brutale udrensning af sudetertyskerne i det nuværende Tjekkiet.

På Krimimessen i Horsens i april 2019 har Tove Alsterdal sagt (frit oversat):”Jeg er ofte fascineret af de historier, som man gerne vil glemme eller tysse ned. Netop de historier handler mange af mine bøger om.” [4]Interview med Tove Alsterdalpå Krimimessen i Horsens, 2019-04-12..

I sine fem første bøger har Alsterdal spundet tråde mellem Sverige og Sovjet, Chile, Sudeterlandet og flere andre steder rundt omkring i verden. Med sin sjette roman ”Stormfald” er hun vendt hjem til det nordlige Sverige, hun føler sig tæt knyttet til. I efterskriftet til ”Stormfald” skriver hun: ”Min længsel efter at skrive det her landskab frem, i dets lys og vemod, er blevet stærkere og stærkere.”

Om sin debut forklarer Tove Alsterdal, at den er en af den slags romaner, hvor tematikken, især moderne slavehandel, men også racisme og kønsdiskrimination, kom før den reelle handling: ”Det var et billede fra nyhedsflowet, om døde som flyder i land på strandene i Sydeuropa – og ingen går op i det. Det er de samme strande, hvor vi rejser til for at sole og bade – og vi fortsætter med at sole og bade.” (Eget interview med Tove Alsterdal, 2012).

Politiske fortielser er ligeledes i fokus i hendes følgende romaner, hvor det ikke mindst er historieskrivningens blinde vinkler, som behandles.

I ”Begravet i stilheden” tematiseres et hengemt kapitel af den svenske historie; det forholdsvis store antal svenskere, som drog til Rusland blot for at forsvinde i Stalins rasende udrensninger. Under det argentinske militærdiktatur, som varede fra 1977 til 1983, forsvandt anslået 30.000 mennesker. Landets manglende konfrontation med og fortielse af dette rædselsregime – hvorfra gerningsmænd stadig ikke er kommet for domstole, danner grundpræmis i ”Lad mig tage din hånd”.

Flere af romanerne tematiserer, hvad mennesker er parate til at ofre for at udleve deres drømme. Både Mary Kwara i ”Kvinderne på stranden”, Gunnar Peltari i ”Begravet i stilheden” og på sin vis også Ing-Marie i ”Lad mig tage din hånd” flygter med håbet om et bedre liv men indfanges af en realitet, der ligger langt fra deres drømme. Det gælder også for Sonja i ”Blindtunnel”, der håber, at en flytning til Tjekkiet kan redde hendes ægteskab.

I flere af romanerne antyder Alsterdal det menneskelige grundvilkår, at vores identitet er forbundet med en forståelse af vores familiære herkomst. Tove Alsterdal behandler i sine romaner rodløshed, familieslægtskab og politisk uretfærdighed med både historisk og nutidigt sigte. Hendes romaner besidder nuancerede personkarakteristikker og en grum realisme, hvor hverken barmhjertighed eller poetisk retfærdighed er nogen selvfølge.

Beslægtede forfatterskaber

Svenske krimiers overvældende succes taget i betragtning er det – som mange medier har gjort – nærliggende at bygge bro mellem Tove Alsterdal og de store svenske kriminalforfattere. Og ligesom hos bl.a. Stieg Larsson og Liza Marklund sættes handlingen i Alsterdals første romaner i gang af en ambitiøs journalist, som ikke frygter at få fingrene i klemme. Men Alsterdals romaner har en anden tone, et anderledes fokus og et markant andet tempo, end hos disse forfattere. Det er ikke en klassisk mordgåde, man finder hos Alsterdal; her udgør mordene nærmere små brikker i et større, ideologisk puslespil. Dette skaber en markant anden spændingsopbygning.

Inden for krimigenren minder Alsterdal stilistisk mere om norske Jo Nesbø. Ligesom Nesbø frygter hun hverken lange kapitler eller langsomt opbyggede personportrætter. Nesbø deler desuden Alsterdals tematisering af racisme og interkontinentale relationer, som det bl.a. kommer til udtryk i hans ”Flagermusmanden”, hvor en norsk og australsk betjent sammen efterforsker mordet på en ung pige. Den historiske bevidsthed, som gennemsyrer flere af Alsterdals romaner, finder vi også i adskillige af Nesbøs romaner.

Tove Alsterdals romaner indfinder sig dog mere i en tradition for politisk og ideologisk motiverede thrillers, hvor John Grisham og John le Carré hører til de fremmeste eksponenter. Ikke mindst den fascination af det lukkede russiske storrige, som tematiseres i ”Begravet i stilheden”, trækker tråde til John le Carrés koldkrigsromaner. Den mest nærliggende sammenligning er dog den amerikanske forfatter Dennis Lehane, som Alsterdal også nævner blandt sine inspirationskilder. Hos Lehane opstår dramaet ikke mindst i de nærgående psykologiske personskildringer og i individets kamp mod svært definerbare magtinstanser. Ally Cornwall kæmper på en gang med sin egen psyke og et organiseret netværk af slavehandlere, som hun aldrig fanger de fuldstændige konturer af. Katrine er ved at miste alle holdepunkter i sit liv, mens hun trænger sig gennem aflukkede russiske arkiver og fortiede familiehemmeligheder. Hos Lehane, som i Alsterdals romaner, er fraværet af poetisk retfærdighed iøjnefaldende; her har virkeligheden et tragisk snit, som dog aldrig forfalder til decideret eksistentiel pessimisme.

Tove Alsterdals anden roman har et geografisk fællesskab med landsmanden Mikael Niemi. Niemi er født og opvokset i Tornedalen, og har, ligesom Alsterdal i ”Begravet i stilheden”, ladet sig fascinere af områdets unikke blanding af samiske, finske og svenske traditioner, mest eftertrykkeligt i hans succesfulde roman ”Populærmusik fra Vittula”. Trods den store stilistiske forskel de to forfattere imellem, bibringer skildringerne af det tornedalske folk, den voldsomme natur og det særegne blandingssprog deres romaner en ensartet charmerende ro. Hos både Alsterdal og Niemi emmer siderne ganske enkelt af kærlighed til den kolde grænseegn med de varme naborelationer. Som flere af sine kolleger, blandt andre Stina Jackson, flytter Alsterdal i sin seneste roman krimiplottet til Udkantssverige, hvor der er flere træer end mennesker.

Relaterede forfattere