Genrer og tematikker
Vanessa Springoras autobiografi, “Samtykket”, udkom i slipstrømmen af metoo-bevægelsen, der siden 2017 har fået tusindvis af kvinder verden over til at tale højt om seksuelle overgreb og krænkelser – bl.a. på de sociale medier under hashtagget #metoo, men også i bogform. Det var oprindeligt sagen om Hollywood-produceren Harvey Weinsteins årelange sexovergreb på kvinder i og uden for branchen, der satte bevægelsen i gang. Lignende sager er efterfølgende dukket op i andre lande og brancher, og flere overgrebsfortællinger er udkommet som litteratur, primært i selv- og autobiografisk form. Da Springoras selvbiografiske metoo-fortælling udkom i Frankrig januar 2020, blev den modtaget som en bombe under det franske parnas: “Vanessa Springora har skrevet en bog, der har efterladt det litterære landskab som en rygende slagmark. Hendes ord har både forløst hende selv og forandret Frankrig.” (Ulla Gjedde: “Hun var 13. Han var en stjerneforfatter på 50. Ny bog ryster det franske kulturparnas.” Dagbladet information, 2020-01-13).
“Samtykket” tematiserer magtmisbrug og seksuelle overgreb og beskriver, hvilke mekanismer der er i spil, når en pige/kvinde efter en krænkelse vender tilbage til det menneske, der har krænket. Sidstnævnte en omstændighed, der kendetegner sagen om Springora og den flere årtier ældre forfatter, Matzneff, som indgik i en på papiret frivillig, men i realiteten langtfra ligeværdig relation i flere år, indtil hun kom fri som 16-årig. Forholdet blev indledt, da hun var 13 år og han 50.
“Samtykket” peger ikke kun på Gabriel Matzneff som krænker, men også andre voksne, som vidste, hvad der foregik. Hvorfor greb de ikke ind? F.eks. de andre toneangivende forfattere i kredsen omkring Matzneff og Springoras familie, der så igennem fingrene med Matzneffs præferencer for unge piger og drenge – noget, han aldrig har lagt skjul på, heller ikke i sine værker. Både Springoras mor og mange andre har siden forklaret sig med tidsånden. “(…) der (er) stadig i 1980’erne en gnist af tidsånden fra 1970’erne, det store årti, der kæmpede for børns ret til at være seksuelle væsener og følgelig have forhold til voksne. I 1977 trykte LeMonde et åbent brev redigeret af gæt hvem, GM i egen person, som plæderede for at afkriminalisere sex mellem børn og voksne. Her underskrev notoriteter som Roland Barthes, Sartre, de Beauvoir, Gilles Deleuze, André Glucksmann, den kendte børnepsykiater Françoise Dolto og andre.” (Ulla Gjedde: “Hun var 13. Han var en stjerneforfatter på 50. Ny bog ryster det franske kulturparnas.” Dagbladet Information, 2020-01-13).
Den autobiografiske genre, som Vanessa Springora skriver i, har det seneste årti været et ofte kontroversielt litterært forum for deling af menneskelige erfaringer. En genre, der har skabt stor debat om forholdet mellem privatliv og litteratur.
Den norske forfatter Karl Ove Knausgård, der i årene 2009 til 2011 udkom med mastodontværket “Min kamp” i seks bind, bliver hyppigt omtalt som igangsætter af den autobiografiske bølge, der for alvor tog fart i 2010’erne. Også selvom flere forfattere før ham har skrevet litteratur med udgangspunkt i egne erfaringer – f.eks. canadiskbritiske Rachel Cusk, der i 2001 skrev moderskabsbogen “Et livsværk”, der dengang udkom til stor forargelse, fordi hun filterløst beskriver sine oplevelser med at blive mor. Danske Olga Ravn udgav i 2020 sin autobiografiske moderskabsbog, “Mit arbejde”, der sender ladede hilsner til Knausgårds titel. Herhjemme betragtes forfatter Knud Romer, som i 2006 udgav “Den som blinker er bange for døden”, som en af de første danske forfattere, der i sløret form skabte fiktion over sit liv. Ikke nok med, at han blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for bogen, så blev han også udskældt af gamle skolekammerater, der kritiserede ham for de udlægninger, han havde af sin egen barndom. De henvendte sig til ham og offentligheden via bl.a. helsidesannoncer i avisen, hvor de skrev, at de i hvert fald ikke huskede hans barndom sådan, så han med andre ord måtte være fuld af løgn. I dag er læsere blevet mere bekendt med den autobiografiske tradition, men det kan stadig skabe turbulens, når en forfatter krydser grænsen mellem fakta og fiktion. Samme år som Knud Romers roman udkom, skrev litteraten Poul Behrendt bogen “Dobbeltkontrakten” (2006), der handler om den tvivl, en autofiktiv bog kan generere, fordi læserne kan komme i tvivl om, hvad der er digt, og hvad der er virkelighed.
At Vanessa Springoras værk er baseret på virkelighed, har der ikke hersket meget tvivl om, selvom Gabriel Matzneff selv insisterer på sin egen version af historien. Han blev efter udgivelsen anklaget for pædofili.
Beslægtede forfatterskaber
Godt et år efter at Vanessa Springoras metoo-roman rystede den franske kulturbranche, udkom Camille Couchners selvbiografiske gyser “La Familia Grande” (2021), der bærer samme titel på dansk. En bog, der fik Frankrig til at tale om incest, og på samme måde som “Samtykket” sendte chokbølger gennem den franske intellektuelle elite. Bogen portrætterer en prominent fransk 1968’er-familie og er skrevet af advokaten Couchner, der ligesom Springora er magtfuld inden for sit erhverv – et faktum, der ikke er ubetydeligt i forhold til at få ørenlyd i de franske medier.
I “La Familia Grande” hører vi fortællingen om en af samfundets feterede storfamilier og en stedfar, der i frisindets navn begynder at seksualisere sin pubertære stedsøn. Broren beder søsteren tie, og tavsheden tynger hende i 30 år. Dagen før Couchners litterære vidnesbyrd udkom, forlod hendes stedfar, Olivier Duhamel, den krænkende part, samtlige af sine topposter i det franske erhvervsliv. Bogen afstedkom desuden et nyt hashtag, #metooinceste, der har fået mange til at dele deres oplevelser på internettet, som det også skete i 2018 med #metoo.
En udgivelse, der på samme, om end væsensforskellige, måde står som et stærkt vidnesbyrd om en alvorlig krænkelsessag, er svenske Matilda Gustavssons metoo-undersøgelse, “Klubben” (på dansk 2020). I den kortlægger hun skandalen i Det Svenske Akademi, som hun dækkede fra sin position som journalist på Dagens Nyheter. En historie, der fortæller, hvordan den seksuelle krænker Jean-Claude Arnault blev fældet af metoo-bevægelsen og tog Det Svenske Akademi med i faldet – hvilket bl.a. betød, at Nobelprisen i litteratur ikke blev uddelt i 2018. Det sker bl.a. via samtaler med ofre og kunstnere fra det Stockholmske kulturmiljø, der kender til franskmanden, som i bogen bliver anonymiseret som “kulturprofilen”. Rygter om Arnaults grove overgreb mod unge kvinder havde floreret i årevis, men det var først, da sagen om den voldtægtsdømte filmmand Harvey Weinstein brød løs, at ofrene fik incitamentet til at tale højt.
I Danmark har metoo-bevægelsen endnu ikke på samme omvæltende vis fundet vej til litteraturen. Dog har forfatter Leonora Christina Skov i romanen “Hvis vi ikke taler om det” (2021) – efterfølgeren til “Den, der lever stille” (2018) – beskrevet, hvordan hun som ung lesbisk kvinde i 2000’erne over længere tid lader sig forføre af en mandlig forlægger, som sidder inde med magten til at forløse hendes forfatterdrømme. Det er først, da den første metoo-bølge rammer Danmark i 2018, at det går op for den nu modne forfatter og jegfortæller, at det, der skete dengang, ikke var hendes egen skyld.
Bibliografi
