”Fra barnsben var jeg uforbederlig, sådan sagde min far. Læreren sagde, jeg var et stykke råddent træ, umuligt at skære til. Når jeg nu tænker efter, havde de jo ret, men sådan tænkte jeg ikke dengang. Jeg har jo penge, tænkte jeg, jeg er familien Xus eneste røgelsespind, hvis jeg slukkes, er det slut med efterkommere.”
”At leve”, s. 18.
Undervejs møder han bonden Fugui, der driver på en okse af samme navn. Fugui fortæller om sin ungdoms eskapader, hvor han i en sanseløs rus formøbler familiens formue væk på terningespil og prostituerede. Dette skal dog vise sig at være held i uheld, da kommunisterne kommer til magten. Nye vinde blæser, og jordbesiddere er nu hovedfjenden, hvorfor den nye ejer af familiens jord bliver skaffet af vejen, og landet delt ud til bønderne.
Nu følger de katastrofale planøkonomiske eksperimenter, som i ideologiens navn kaster egnens bønder ud i den dybeste armod og hungersnød. Derefter bryder Kulturrevolutionen ud, og konstant udsættes Fuguis familie for historiens brutalitet. Familiemedlemmer dør omkring ham, ulykke følger på ulykke, og til sidst sidder den gamle mand altså tilbage som den eneste. Han ejer nu kun en okse, som han meget symbolsk har opkaldt efter sig selv, og sammen traver de frem og tilbage i markernes plovfurer.
I ”At leve” kæder Yu Hua et meget langt stræk af kinesisk historie sammen og lader alle knudepunkterne mødes i den ukuelige bonde Fugui. På den måde er romanen et svimlende historisk dokument, men samtidig gør valget af Fugui som hovedperson denne historie meget konkret. Historiens omskifteligheder opleves stærkere, når effekten føles gennem den indvirkning det får på en almindelig familie. ”At leve” tilbyder et eksempel på, hvordan store politiske omvæltninger har haft indvirkning på det levede liv, og Fuguis jævnhed gør ham let at identificere sig med. Perspektivet bliver på den led overvældende, når man tænker på de millioner af bønder, byboere, intellektuelle osv., der har måttet udholde skiftende regimers luner igennem det meste af et århundrede.
Yu Hua
Kinesiske Yu Hua startede sin litterære løbebane som smal avantgardist, men fra omkring 1990’erne begyndte han at skrive en række stort anlagte krøniker, der med effektive greb og prunkløs realisme...
Læs hele forfatterportrættet
