”Alkoholen holdt hendes porer åbne, og hen imod daggry passerede kulden gennem overfladen. Et øjeblik efter begyndte kroppens temperatur langsomt at falde, og da vækkeuret ringede klokken 7.42, var legemet på sengen en genstand mellem rummets andre genstande.”
”Ifølge loven”, s. 104.
I den første beretning vil biokemikeren Nicholas S. finde det molekyle, der forklarer, hvorfor mennesket går oprejst. Det lykkes ham at bevise menneskets oprejste færden, men han opnår ingen tilfredsstillelse ved derved, fordi han ikke er i stand til at finde nogen grund til, at det skulle stå oprejst.
Tanja L. rejser i den anden beretning ud i verden for at lære smerten at kende. Hun ved godt, at mennesket er oprejst, men i sin søgen efter smerten erfarer hun, at det også falder - og i stedet for at finde ud af hvorfor, når hun frem til en erkendelse af, at de store systemer for menneskelig bevægelse og handling er trådt ud af kraft.
Matematikeren René G. forsøger i den tredje beretning at nærme sig den absolutte nulværdi ved at udføre så få viljeshandlinger som muligt. Hans projekt bygger på netop den antagelse, at de store systemer for mål, retning og ambition hører tidligere tider til. Da det viser sig at være umuligt at undlade at udføre viljeshandlinger, opdager han via matematikken og kærligheden balancen.
Matematikerens navn, René G. er i øvrigt selvfølgelig ikke tilfældigt, men et anagram for ordet ”regne”. René G. forsøger at trække sig selv fra som menneske, men lykkes først i det øjeblik, hvor han i elskovsakten så at sige ”lægges sammen med” eller ”går op i” en kvinde. Her formerer fortællerstemmen sig, hvilket yderligere sætter streg under øjeblikkets vigtighed: ”Vi forlader værelset, mens kroppene endnu er hele, for ikke at forstyrre den matematiske operation.”
Gennem denne viljeshandling, der egentlig strider imod René G.s overordnede projekt, opnår han en form for balance, som kan gøre det ud for ønsket om at blive til ingenting. Mod slutningen af beretningen ophæves René G. endelig - men ikke i kraft af en matematisk ligning, derimod i form af en sproglig tvetydighed fra fortællerens side: ”Hvad der kan siges om dette menneske er sagt. Det hedder René G. Det bøjer sig ind over bordet. Det retter sig op og ser gennem ruden. Det regner.” Den sidste sætning kan både betyde, at René G. regner på et matematisk problem, og at det er regnvejr udenfor. Det er dermed umuligt at afgøre, om René G. er til stede i beretningens sidste sætning.
I den fjerde beretning vil portrætskulptøren Alette V. ved et nøje gennemtænkt selvmord overføre sig selv til tingenes verden. Hun behersker balancen - hun rejser mellem steder, hvor temperaturen er tilpas til, at hun kan udføre sit modellerarbejde, hun er i balance mellem at være fremmed og stedkendt, og hun behersker tings balancepunkter - men for hende slår balancen ikke til. Hun finder det nødvendigt med en udligning mellem sig selv og tingene.
Således bliver ringen sluttet til sidst, da liget af Alette V., der i bogens sidste beretning begår selvmord, introduceres i begyndelsen af bogens første beretning og danner genstand for Nicholas S.’ biokemiske forsøg.
Solvej Balle
Solvej Balle er en særegen stemme i dansk litteratur. Efter sin debut med romanen ”Lyrefugl” i 1986 havde hun udgivet ganske få værker, inden hun i 2020 annoncerede det ambitiøse syvbindsværk ”Om u...
Læs hele forfatterportrættet
