”Jeg siger til mor at hun har giftet sig med en patriark
tænk sådan her på det, Amma, siger hun, din far blev født som mand i 1920’ernes Ghana, hvorimod du er født som kvinde i 1960’ernes London
og hvad så?
du kan virkelig ikke forvente at han ’fatter dig’, som du siger
jeg lader hende vide, at hun er en apologet for patriarkatet
og medskyldig i et system der undertrykker alle kvinder
hun siger at mennesker er komplicerede
jeg siger at hun ikke skal tale ned til mig”
“Pige, kvinde, andet” s.16.
Den første karakter, vi møder, er Amma. Hun går ad promenaden i London og tænker på sit stykke “Dahomeys sidste amazone”, som har premiere på National Theatre samme aften. Stykket handler om sorte lesbiske krigere, der tjente kongen i det attende århundrede, og Amma har måttet vente længe på at få det opført. Efter utallige afslag har den nye kvindelige teaterchef endelig fået øje på hende. Teaterforestillingen er rammefortællingen og det, som skaber forbindelsespunktet mellem de forskellige portrætter. Den næste karakter, vi præsenteres for, er Ammas nittenårige datter Yazz, som går rundt med journalistdrømme, for hun har meget at sige, og det er på tide, at verden lytter.
Længere henne i portrætrækken kommer vi til Morgan, der identificerer sig som kønsfri, og som har været inde og se Ammas teaterstykke.
Hun kalder Amma for den legendariske sorte lebbeinstruktør og er tydeligvis fan. Flere af karakterernes historier indebærer oplevelser med overgreb, racisme, diskrimination. Et fællestræk for dem alle er, at de forsøger at kæmpe sig fri af en fortid, som har mærket dem.
Et andet fællestræk er, at de har rødder et andet sted end i England, hvor de enten er immigreret til eller har forældre, som er. Disse livsvilkår gør dem i en eller anden udstrækning til outsidere, og det handler romanen også om.
Hver karakter har sin egen historie og sin egen stemme. Sproget følger karakterernes personlighed som finanskvinden Carole, hvis matematiske tankegang er gledet ind i sproget. Romanen er skrevet i en stil, som minder om et langdigt, uden punktummer og med pauser mellem sætningerne. Det er en stil, som Evaristo selv har navngivet fusionsfiktion og et litterært greb, der giver en oplevelse af at læse en frit fabulerende tankestrøm. I sidste kapitel samles flere af karaktererne til efterfesten for teaterstykket, og på den måde væves deres fortællinger sammen.
Bernardine Evaristo
Bernardine Evaristo skriver fra outsiderens perspektiv. Karaktererne i hendes romaner er mærket af deres fortid. Både i “Girl, Woman, Other” (2019) og “Mr. Loverman” (2013) kæmper de for at overvin...
Læs hele forfatterportrættet
