B. S. Ingemann

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
februar 2024

Hovedforfatter

Anna Møller
cand.mag., 2015

En af de vigtigste figurer i dansk guldalder var nationaldigteren Bernhard Severin Ingemann, der levede mellem 1789 og 1862. Hans betydning for danskernes læselyst, nationalitetsfølelse og litteraturens udbredelse er stort set usammenlignelig, ligesom hans fortælleevne og digtekunst er enestående i dansk litteratur.

Baggrund

B.S. Ingemann voksede op som præstesøn og som den yngste i en børnefolk på otte. Allerede som tiårig mistede han sin far, ti år efter sin mor og i de følgende år alle sine syv brødre. Moren og tre søskende døde af tuberkulose, og Ingemanns tidlige digtning var da også præget af dødsbevidsthed og melankoli. Efter frivillig militærtjeneste i Kronprinsens Livkorps sammen med mange andre guldalderdigtere (bl.a. Adam Oehlenschläger (1779-1850)) startede Ingemann på jurastudiet og begyndte samtidig at udgive især salmer og sange.

”I Østen stiger Solen op;
Den spreder Guld paa Sky,
Gaaer over Hav og Bjergetop,
Gaaer over Land og By.
Den kommer fra den fagre Kyst
Hvor Paradiset laa;
Den bringer Lys og Liv og Lyst
Til Store og til Smaa.”

”Morgen- og Aftensange”, s. 13.

Foto: Scanpix

Født
28. maj 1789 i Torkilstrup, Falster.
Død
24. februar 1862 i Sorø.
Uddannelse
Lektor i dansk sprog og litteratur fra Sorø Akademi, 1822.
Debut
Digte, 1811.
Litteraturpriser
Ingen i sin levetid – modtog dog et guldhorn på sin 70-års fødselsdag som en gave fra de danske kvinder.
Seneste udgivelse
Holm, Kirsten Jensen: Den fremmede blomst : B.S. Ingemanns dannelsesrejse 1818-1819. Multivers, 2023. (99.4).
Inspiration
N.F.S. Grundtvig, E.T.A. Hoffmann, Walter Scott.
Periode
Romantikken
Genrer
Salmer, Eventyr

Som 29-årig udgav han debuten ”Digte” (1811), som fik god modtagelse og satte gang i en vældig produktivitet fra Ingemanns side. ”Digte” blev hurtigt efterfulgt af tre andre digtsamlinger, bl.a. ”Julegave” (1816), og samtidig skrev Ingemann også tre skuespil. Ingemann forlod i 1817 jurastudiet inden embedseksamen til fordel for litterære studier på Sorø Akademi, der var et kulturcentrum i den danske guldalder. Ret usædvanligt for sin tid rejste Ingemann med økonomisk støtte fra kongen til Italien over Tyskland, Frankrig og Schweiz i 1818-1819, og på den rejse opdagede han den nye bølge af romantisk litteratur, der uden tvivl inspirerede ham til udgivelsen af ”Eventyr og Fortællinger” (1820).

Efter studierne på Sorø Akademi fik han i 1822 titlen som lektor i dansk sprog og litteratur og blev ansat ved akademiet, hvor han senere blev direktør. Med fri lektorbolig og fast stilling blev Ingemann efter ti års forlovelse gift med Lucie Mandix (1792-1868) i 1822. Lucie Mandix var maler, og Ingemann støttede – ulig mange andre på den tid – sin kones kunstneriske virke, men de to fik aldrig børn.

På Sorø Akademi begyndte Ingemann at udgive historiske romaner, der ramte den brede læserskare med spændende plot, kærlighedsforviklinger, letforståelige karakterer og beskrivelser og velskrevne replikker. ”Valdemar Sejr” blev udgivet i 1826 og blev efterfulgt af en række romaner og episke digte, men Ingemann vendte tilbage til poesien med sine ”Morgensange for Børn” (1837) og ”Syv Aftensange” (1838). Sangene og salmerne blev sat til musik af komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842) og blev tungen på vægtskålen for Ingemanns udbredelse i den danske befolkning. Han blev læst og sunget af alle uanset klasse, uddannelse og beskæftigelse og havde en enorm betydning for den danske nationalfølelse, en fælles identitet – og for danskernes læselyst.

Udvalgte bøger

Eventyr og Fortællinger

B.S. Ingemanns ”Eventyr og Fortællinger” udkom i 1820 og markerede med sit ene, rendyrkede eventyr – ”Det Høje Spil” – og tre fortællinger et nybrud i Ingemanns forfatterskab. I 1989 blev de fire originale samlet med ti kortere eventyr og fortællinger i en af de mange posthume Ingemann-samlinger, ”Fjorten Eventyr og Fortællinger”. ”Det Høje Spil” er det første eventyr, Ingemann skrev, og trods de overnaturlige elementer og alle eventyrelementerne er hverken dette eventyr – eller de fleste af hans øvrige produktion – skrevet til børn. Snarere er de en form for undersøgelse af psyken.

”»Hvad seer jeg, min Sphinx – raabte Arnold og stirrede forvirret paa hende – du spørger mig om en Gaade, som jeg ikke kan løse.« »Arnold, Arnold! – vedblev Grevinden med ængstelig Stemme – kunde du løse min Gaade, maatte jeg forgaa for dine Øine og dog maa jeg spørge: Hvo er du, og Hvo er jeg?«”

”Fjorten Eventyr og Fortællinger”, s. 48.

Ingemann karakteriserede selv sin samling af eventyr og fortællinger således: ”De ere som oftest udsprungne af den Stemning, der gjerne tillader Fantasien at dvæle ved den dunkle hemmelighedsfulde Side af Menneskenaturen – uden at lade den prosaisk bortforklarende Forstand gribe forstyrrende ind i Fremstillingen – men dog derfor ikke bortfjerner den psychologiske Mulighed, der giver Ideens høiere Sandhed Skikkelse i de aandelige Phænomeners Verden.” [1]

Med andre ord er Ingemanns eventyr skrevet med en form for irrationel eller førrationel stemning, hvor man ikke som sådan skal forsøge at forstå alt, der sker – men snarere skal lade ens fantasi dvæle ved den mere hemmelighedsfulde side af menneskets natur. Ofte bliver denne form for litteratur, hvor man byder en form for tøven velkommen og ikke søger en entydig forklaring på tekstens overnaturlige elementer, kaldt for fantastisk litteratur. Bedst ses fantastikkens præg i fortællingen om ”Sphinxen”, hvor hovedpersonen Arnold stilles en gåde og gennem hele historien forsøger at finde frem til en form for sandhed. Undervejs nærmer Arnold sig gradvist vanviddets rand, jo mere han prøver at forstå alle de ufattelige ting, der sker omkring ham. I sidste ende er det først, da han opgiver at forstå den forvirrende og flertydige virkelighed, at han på sin vis vågner fra sit mareridt og får den kvinde, han elsker.

”Sphinxen” hentede sin inspiration fra E.T.A. Hoffmanns (1776-1822) ”Der goldene Topf” (1814-15), og som i mange af de øvrige historier i ”Eventyr og Fortællinger” er det centrale tema den konflikt, der findes mellem en sanselig, fysisk verden, man kan se og røre, og en åndelig verden, der hverken lader sig forstå eller sanse. I ”Sphinxen” bliver hovedpersonen Arnold hevet ind i en mareridtsagtig og udsyret verden, hvor han skal forsøge at svare på en sphinx’ uløselige spørgsmål. Både læseren og Arnold er forvirret over, hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed, og fortællingen giver som sådan ingen endelige svar.

”Eventyr og Fortællinger” blev ikke modtaget særlig godt af det danske anmelderkorps, der ikke lod til at være med på fantastikkens ideer. I Sverige og Tyskland blev ”Eventyr og Fortællinger” mere populær, og blev oversat til tysk hele tre gange.

Genrer og tematikker

B.S. Ingemann var utrolig produktiv og nåede at udgive over 50 selvstændige værker i sin levetid, hvoraf mange var i flere bind. Overordnet set falder B.S. Ingemanns forfatterskab i tre dele, nemlig alle hans mange eventyr og fortællinger, hans salme- og sangproduktion og de historiske romaner. Ingemann er en central del af det, man kalder den danske guldalder. Litteraturhistorisk set skriver han i romantikken og bevæger sig mellem den poetiske realisme (biedermeier), hvor det trygge, nære hverdagsliv skildres, og en mere eventyragtig og overnaturlig verden med farlige og modsatrettede kræfter. Hos Ingemann bliver det imidlertid aldrig helt farligt. Hans kredsen om kampen mellem det gode og onde falder stort set altid ud til det godes side, og på trods af de mange uigennemskuelige passager i et eventyr som ”Sphinxen” er det dybereliggende mål altid at finde frem til sandheden og dermed afdække det uigennemskuelige.

Langt mere ukomplicerede er Ingemanns historiske romaner. Man skal ikke nødvendigvis læse romanerne som faktuelle vidnesbyrd, og de indeholder da også mange historiske fejl. De fik imidlertid store dele af den ellers uoplyste, danske befolkning til at læse bøger, og de var med til at skabe en fælles, folkelig nationalfølelse, der var særdeles efterspurgt på daværende tidspunkt. Ingemann er blevet beskyldt for at være nationalkonservativ, sentimental og som igangsætter af den småborgerlige biedermeierkultur, men det er vigtigt at forstå den samtid, han skriver i. Hele Europa var præget af revolutioner, krige og selv mister Danmark Norge i 1814. Politisk ustabilitet, statskonkursen i 1813 og generel landbrugskrise betød, at danskerne var truet på mange fronter og derfor søgte indad mod hjemlige, trygge og nationale værdier. Her kommer Ingemanns kærlighed til fødelandet og hans optagen af at bibeholde det, som det var, til at have stor betydning for den danske selvfølelse.

Ingemann følger også danskerne, når de samles i kirken eller til sang, men hans salmeproduktion er ikke præget af højtidelig lovsang. Snarere består de af enkle og smukke naturbilleder med beskrivelser af især lys- og morgenbilleder og af varme og tryghed. Det er idyllen, der er i centrum, og fokus er på et harmonisk samspil mellem livets mange enkeltdele.

Ingemanns betydning for dansk kultur er næsten uforlignelig. Han giver danskerne historiske romaner, der bliver revet væk og læst af næsten alle, og sammen med smukke og følelsesladede sange og salmer om fædreland og Gud bygger han det land op, der efter 1814 er så kulturelt og identitetsmæssigt set sønderskudt.

Beslægtede forfatterskaber

Ingemanns tematik med dualistiske kampe i menneskets indre og mellem gode og onde kræfter går igen i både eventyr, historiske romaner og salmer.

Kampen mellem det gode og det onde er især tydelig i Ingemanns eventyr såsom ”Sphinxen”, der bærer undertitlen ”Et eventyr i den hoffmannske maner”. Referencen er til den tyske eventyrforfatter E.T.A. Hoffmann (1776-1822), som Ingemann forgæves opsøger under sin udlandsrejse 1818-1819 og som inspirerer mange unge digtere i sin tid. Hoffmann skrev en særlig form for romantisk litteratur, der kaldes romantisme, og som primært var udbredt i den tyske samtid. Her kredsede litteraturen om livets skyggesider, den farlige seksualitet og sindets mørke kræfter. Også H.C. Andersen (1805-1875) var inspireret af den tyske romantisme. Det ses bl.a. novellen ”Skyggen” (1847), mens en digter som Emil Aarestrups (1800-1856) erotiske digte også kan siges at være eksponent for en form for dansk romantisme.

Selvom H.C. Andersen er langt den mest kendte, danske forfatter i udlandet, er det ham, der i 1820 sender et lidt klodset brev fyldt med stavefejl til den 16 år ældre Ingemann. Den unge Andersen beder om råd og støtte fra sin forfatterkollega, og de to ender med at sende op mod 400 breve og udvikler et varmt venskab.

Ingemann lignede sin kollega N.F.S. Grundtvig i mange henseender. Begge forsøgte de – og lykkedes langt hen ad vejen med – at vække en form for folkeånd og stolthed over den danske kultur og de danske værdier. Især med sine historiske romaner fik Ingemann betydning for den folkelige læselyst og bevidstheden omkring eksempelvis treårskrigen i 1848-1850, hvor Slesvig-Holsten rev sig løs fra landet gennem borgerkrig.

Den skotske forfatter Walter Scott, der især er kendt for at have skrevet den historiske roman ”Ivanhoe” (1820) med både virkelige og fiktive karakterer, er også en indlysende inspiration for Ingemanns historiske romaner. De spændende historier med kærlighedsdramaer, kamp mellem de gode og de onde iblandet faktiske begivenheder og personer, var utroligt populære i samtiden, og Walter Scott var en af de mest kendte forfattere i den genre.

Sammen med Hans Adolph Brorson, Grundtvig og Thomas Kingo er Ingemanns salmer blandt de højest elskede og oftest anvendt i Den Danske Salmebog. Grundtvig anmeldte Ingemanns ”Højmessesalmer” (1825) i Theologisk Maanedsskrift og roste ham for – i modsætning til Adam Oehlenschläger – for at have vendt sig fra den romantiske digtning og til at bruge sine digterevner på at skrive salmer, som kirkemenigheden kunne samles om.