Carl-Henning Wijkmark

Emneord:

svensk litteratur

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., 2016

Den aristokratiske svenske forfatter Carl Henning Wijkmark har et omfattende og enestående forfatterskab bag sig, som endelig er ved at blive oversat til dansk. Læseren kan glæde sig til fuldstændig overrumplende, velskrevne og kloge værker om, hvad det vil sige at være menneske i en større sammenhæng. Der er plads til tidsrejser og nazistfantasier, men også nænsomme skildringer af det ensomme menneske, når det nærmer sig døden.

Baggrund

Carl-Henning Wijkmark blev født i 1934 og voksede op i et akademikerhjem i Stockholm som søn af teologen Henning Wijkmark. Han læste en fil.kand. (tilsvarende bachelor) i Lund i 1957 og en fil.lic. (tilsvarende ph.d.) i Stockholm i 1967. Derefter arbejdede han som underviser på Stockholms Universitet og ved Statens Biblioteksskole i årene 1968-70.

”Jeg har altså indgået et væddemål, fortsatte jeg mere ubesværet, – der går ud på at det skulle være muligt for en enkelt mand, med en abefamilie som besætning, at sejle over Atlanten på en flåde med sejl. Det ville i så fald kunne forklare visse ligheder i den højere dyreverden mellem Afrika og Sydamerika. Også visse kulturelle ligheder, tilføjede jeg.”

”Dræsinen”, s. 225.

Efter et par faglitterære udgivelser debuterede han som romanforfatter i 1972 med ”Jægerne på Karinhall”, som er en ætsende skildring af den tyske nazitop centreret om Hermann Göring, der skildres som en ekstravagant, magtgal og tøjlesløs festabe.

Foto: Doris Poklekowski

Født
21. november 1934, Stockholm, Sverige.
Uddannelse
Fil.kand. på Lunds Universitet, 1957. Fil.lic. på Stockholms Universitet, 1967.
Debut
Jägarna på Karinhall. 1972.
Litteraturpriser
Doblougska Priset, 1986. Gerard Bonniers Pris, 2007. Augustpriset, 2007. Signe Ekblad-Eldhs pris, 2012.
Seneste udgivelse
Dræsinen. Møller Forlag, 2015. Oversat af Anne Marie Bjerg.

Gennem længere perioder har Wijkmark boet i Tyskland og Frankrig, og udover sit virke som skønlitterær forfatter og essayskribent har han arbejdet som oversætter af og ambassadør for tysk og fransk efterkrigslitteratur. Han har oversat værker af bl.a. Friedrich Nietzsche, Adorno og Horkheimer og Walter Benjamin. Netop denne interesse for kontinental filosofi og kultur er ifølge ham selv en af grundene til, at han altid har været lidt af en outsider i svensk litteratur. ”Vi har en mainstream, en moderne kanon i Sverige, som er meget indrettet på det provinsielle, på ikkeurbane miljøer og på, at man skal høre til et bestemt sted, en bestemt del af landet. Derfor bliver det set som lidt afvigende, at man skriver om fremmede miljøer, ideer og tankegods, som på grund af en klar angelsaksisk orientering ikke har været så gangbar i Sverige. Så småt har tysk litteratur igen fået en vis betydning, men fransk er næsten forsvundet, men jeg har med mine kontinentale ideer og tradition stået uden for hovedstrømmen,” fortæller han i et interview til Information [3].

Wijkmark debuterede som skønlitterær forfatter som knap 40-årig, og i de efterfølgende mere end 40 år er det blevet til otte romaner, oversættelser, en række essays og en samtalebog med forfatterkollegaen Ulf Peter Hallberg. I deres fælles ”Städarnes svall” (2011) rejser de to aldrende og dannede forfattere ud i Europas storbyer for at lære byernes fortid og nutid at kende.

Carl-Henning Wijkmark bor i Stockholm-forstaden Bromma og holder sig i form ved at spille tennis en gang om ugen.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Carl-Henning Wijkmarks forfatterskab er spændt ud mellem en vild fabuleren i de overdådige værker ”Jægerne på Karinhall”, ”Dræsinen” og ”Vi ses igen i næste drøm” og en strammere logik i ”Natten der kommer”. Til fælles har værkerne en stram, sproglig præcision og et overblik over den vestlige kulturs historie, der sætter alle karakterer og episoder i relation til noget tidligere. Wijkmarks bøger er en manifestation af, at vi alle er rundet af vores historie og del af noget større. Til allersidst, foran døden, er vi alene, men alligevel spundet ind i det mellemmenneskelige fællesskab, hvor vi alle skal dø.

Det centrale i forfatterskabet er at undersøge, hvad et menneskeliv er, og Wijkmark nærmer sig sit bytte fra alle sider: Han lærer os om mennesket ved at betragte aben, og han lærer os om livet ved at studere døden. Han lærer os om samtiden ved kigge på fortiden. Det er en næsten videnskabelig tilgang, han har til tingene. Hvordan ser en abe ud? I hvilken rækkefølge forfalder kroppens indre og ydre dele forud for døden? Hvordan kommer ondskab til udtryk? Hvordan er hospitalsforholdene i Sverige, og hvilken indflydelse har det på oplevelsen af at være indlagt?

Selv fortæller han om sin interesse i at se den enkelte som del af noget større: ”Jeg er først og fremmest indrettet på mine karakterer, de hændelser eller scener, som deres liv udspiller sig i. Men jeg forsøger at konfrontere dem med de store begivenheder, der leder til en selvprøvelse. Det er kernen i det hele. Jeg vil undersøge, hvordan det påvirker dem, forandrer dem, og hvilke konklusioner de drager i deres private liv. Det er kolossalt lokkende at komme dybere ind i en epoke, se hvordan den er sammensat og hvilke kræfter der virker.” [3].

Som en modsætning til den detaljerige og voluminøse stil i ”Jægerne på Karinhall” er f.eks. ”Natten der kommer” anderledes tøjlet. Wijkmark fortæller selv om den knappe skrivestil: ”Jeg er meget bange for, at det bliver for ordrigt. Jeg synes, at der ligger en poesi i den her måde at skrive. For mig bliver virkningen altid stærkere med en knap, klassicistisk stil, lidt understatement, ikke at smøre på. Frem for alt ikke blive sentimental, det her emne kan jo friste til en vis sentimentalitet.” [1].

Som den verdensmand han er, tager han også det store perspektiv frem i sine skildringer af det, Oswald Spengler i sit hovedværk af samme navn kaldte Vesterlandets undergang (1918-1922). Spengler optræder selv i ”Vi ses igen i næste drøm”, aberejsen i ”Dræsinen” er en krigskritisk fortælling om civilisationens udfordringer, og det nazistiske magtmorads i ”Jægerne på Karinhall” levnes kun hån. Man kan mærke den dannede aristokrat i romanerne, som er mere spørgende end dogmatiske. Denne filosofiske tilgang til det at være menneske i verden er forankret i klassisk europæisk kultur, der også rummer en stor og varm humor, til tider galgenhumor.

Det dobbelte blik er en gennemgående figur i romanerne – fra Sverige ud på verden og omvendt, fra abe til menneske, fra spion til magthaver, fra flere tider på en gang. Magt, seksualitet og død er ligeledes undersøgelsespunkter i forfatterskabet, der oftest udtrykker sig i en tydelig selvkommenterende fortæller.

Beslægtede forfatterskaber

Helt naturligt og i tråd med de grundlæggende indholdsmæssige tematikker om både at være sig selv og at høre til i en historie lægger Carl-Henning Wijkmarks værker sig i forlængelse af en lang række litterære hovedværker.

Der er eksplicitte referencer undervejs i værkerne, lige som de tematisk henviser til forgængere.

I ”Dræsinen” henviser fortælleren selv til Joseph Conrad og hans hovedværk ”Mørkets hjerte” (s. 48), og ”Dræsinen” er en rejse ud af mørkets hjerte, ud af Congos jungle, ud på havet og ud i lyset. Til fælles har de undersøgelsen af civilisation over for natur, undersøgelsen af magt og forholdet mellem herre og undersåt – om det er de indfødte eller tre menneskeaber.

Tidsrejsefortællingen ”Vi ses igen i næste drøm” minder om Woody Allens poetiske ”Midnight in Paris” (2011), hvor en forfatterspire ved midnatstid i Paris rejser tilbage i tiden og mødes med først de brølende 20’ere og siden ’la belle epoque’. Han møder Gertrude Stein og Salvador Dalí og har en nagende fornemmelse af, at alting altid var bedre før i tiden. Wijkmark har selv set filmen, som han finder ”stimulerende og sjov” [3], men fortæller, at han havde udtænkt sit plot før den film.

I ”Jægerne på Karinhall” er der flere implicitte referencer til Edgar Allan Poe. På et (kritisk) tidspunkt gemmer maratonløber Roar Trøgesen sig i en kiste, og han kan ikke skelne ordene, der bliver sagt udenfor. Der står: ”Efter mordene i Rue Morgue er det velkendt at alle sprog lyder ens gennem en tyk væg” (s. 116) med henvisning til Edgar Allan Poes novelle ”Mordene i Rue Morgue” (1841), hvori der sker et dobbeltmord bag en dør, hvorigennem ingen kan skelne sprog. Mens Trøgesen ligger i kisten hamrer hans hjerte så højt, at han er bange for, at det kan høres uden for kisten og afsløre ham. I Poes novelle ”Hjertet der sladrede” (1843) er den enerverende lyd af en myrdet mands hjerteslag afgørende for morderens tilståelse.

De vulgære udskejelser i ”Jægerne på Karinhall” har referencer til Rabelais’ renæssanceværker ”Pantagruel” (1532) og ”Gargantua” (1534), lige som det peger på Marquis de Sades perversioner og Joris-Karl Huysmans’ dekadence [2].

Skildringerne af rigdommens ødselhed til lukkede fester ses i flere svenske forfatterskaber; bl.a. hos Jens Lapidus, der i første bind af sin Stockholm noir trilogi ”Snabba cash” (2006, da. 2008) portrætterer den svenske overklasse og dens enorme magt og tætte bånd til såvel kongehus som spekulanter.

Klas Östergren skriver i sine begavede Sverigekritiske bøger indgående om de dulgte magtalliancer, der trækker i trådene nationalt og internationalt og med penge involveret i bl.a. våbenindustrien, som det er skildret i hans store værker ”Gentlemen” (1980) og ”Gangsters” (2005).